Året er 2719, og Cindi Mayweather er forelsket. I et menneske. Og det er lidt problematisk. Cindi er nemlig ikke en helt almindelig pige. Hun er en androide fra den futuristiske politistat Metropolis, og der er man ikke meget for, at robotter og mennesker finder sammen. Så Cindi Mayweather står til at skulle destrueres. Demonteres. Pilles fra hinanden. Men så er det, hun slipper fri.
Det lyder som bagsideteksten på et science fiction-eventyr, som Blockbuster helt havde glemt, at de havde på hylderne. Eller som indledningen på en robottegneserie med en kvindelig hovedperson lavet af aluminium, knapper og elektroder. Men Cindi Mayweather er virkelig nok. I hvert fald i Janelle Monáes hoved.
LÆS OGSÅ
For den 25-årige sangerinde fra Kansas City har historien om robotten med det knuste hjerte nemlig vist sig at være vejen til en status som musikalsk superhelt med, hvad dertil hører af Grammy-nomineringer, fem-stjernede anmeldelser og berømte fans i Obama-ligaen.
Janelle Monáe er selvfølgelig andet og mere end androider. Med et dansabelt kludetæppe, der låner lidt fra hiphoppen, fra funken, fra soulen og fra r’n’b’en, tilsætter noget folk og nogle ballader og henter inspiration i alt fra Ziggy Stardust til Salvador Dalí, har den lillebitte pige i den skræddersyede smoking skabt en musikstil så unik, at det er umuligt at sætte hende i bås.
Metafor for diskrimination
Cindi Mayweather er den røde tråd, som binder al galskaben sammen. På ep’en ’Metropolis: The Chase Suite’, der på trods af sløje salgstal kørte Janelle Monáe i stilling som r’n’b-musikkens næste store håb, kæmpede den kvindelige androide for at slippe fri fra undertrykkerne.
Og da Monáe i 2010 udsendte sin debut, konceptalbummet ’The ArchAndroid (Suites II and III)’, var Cindi med igen. Denne gang ophøjet til messiasskikkelsen ArchAndroid, der ud over at være et futuristisk gadekryds mellem en bibelsk ærkeengel og Neo fra ’The Matrix’ fungerede som idol, leder og frihedskæmper for de andre androider i staten Metropolis.
LÆS OGSÅ
Det lyder skørt. Måske endda lidt påtaget. Men Cindi Mayweather er mere end bare en sikker vej til opmærksomhed. For Janelle Monáe er det parallelle univers og kampene mellem androider og mennesker en metafor for de forskelle og den diskrimination, hun ser i verden i dag.
»Androiderne repræsenterer de andre, de fremmede, dem, som bliver holdt udenfor«, har hun sagt til The Times. »I Metropolis er der nogle, som arbejder dag og nat for at få det hele til at køre. Det er noget, jeg kan relatere til«.
Familiens redningskvinde
For selv om man måske godt kunne være fristet til at tro, at Janelle Monáe blev undfanget i en galakse langt, langt væk, kom hun faktisk til verden for 25 år siden i et fattigdomsplaget Kansas City. Moren arbejdede som pedel, faren kørte lastbil og kæmpede igennem det meste af Janelle Monáes barndom en indædt kamp for at slippe ud af stoffernes solide greb.
Nogle gange blev Monáe sendt over til sin bedstemor for at bo, andre gange var det hende, som forsørgede familien med de penge, hun havde vundet i talentkonkurrencer. Hvor Cindi Mayweather redder sit folk fra undertrykkelse, reddede Janelle Monáe og hendes præmiepenge familien fra den totale slum.
»Jeg har altid været den, der holdt familien sammen. Den, som var stærk, når de andre var svage. Der var ikke en følelse af ’du er barnet, så mor skal tage sig af dig’. Det kunne lige så vel være mig, der tog mig af min mor«, siger hun til The Times.
Noget nyt og frisk
En livlig fantasi og en kærlighed til musik og film hjalp Janelle Monáe igennem de hårde år i Kansas Citys arbejderkvarterer. Hendes bedstemor præsenterede hende for Fritz Langs sci-fi-klassiker ’Metropolis’ fra 1927. Og så begyndte tankerne for alvor at flyve rundt i Monáes lille hoved.
»Der var en masse forvirring, en masse vrøvl, der, hvor jeg voksede op, og jeg reagerede ved at skabe min egen lille verden. Jeg begyndte at se, hvordan musik kunne ændre liv, og jeg begyndte at drømme om en verden, hvor hver dag var som Broadway, hvor musik faldt ned fra himlen, og hvor alt kunne ske«, sagde hun i 2008 i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ
Netop Broadway var i mange år Janelle Monáes store drøm. Allerede som helt lille var hun draget af livet i rampelyset, og da det lykkedes hende at få en plads på en teaterskole, rykkede hun til New York. Hun stod foran en lovende karriere som Broadway-danser, da hun pludselig besluttede sig for at skride.
»Jeg var træt af standardiseret undervisning, og jeg kunne ikke længere se det spændende i at spille karakterer, som tusindvis havde spillet før mig. Jeg ville hellere skabe noget nyt og frisk« har hun sagt til The Independent.
»Man, that was inspiring!«
Så Janelle Monáe pakkede kufferten og tjekkede ud af New Yorks teatermiljø. Hendes »indre kompas« førte hende til Atlanta, Georgia, hvor hun flyttede på pensionat og begyndte at optræde på byens kollegier. Sammen med Nate Wonder og Chuck Lightning, to andre unge artister på vej frem, dannede hun Wondaland Arts Society, der fungerede dels som pladeselskab, dels som kunstnerkollektiv.
Men det var først, da Janelle Monáe en aften greb mikrofonen ved et open-mic-arrangement på det lokale spillested, at det for alvor begyndte at gå hurtigt. Hendes helt egen version af Roberta Flacks 1970’er-hit ’Killing Me Softly’ slog nemlig benene væk under et af Georgias mest berømte bysbørn, Outkasts Big Boi.
»Man, that was inspiring!«, sagde rapperen til Monáe, da hun havde sunget den sidste strofe. Og det var starten på et smukt, musikalsk venskab, der i første omgang førte til, at Janelle Monáe medvirkede på Outkasts soundtrack til musicalfilmen ’Idlewild’.
Siden hjalp Big Boi hende med at få produceret sin debut-ep, som de to kørte rundt og solgte fra bagagerummet i Big Bois bil. Der gik ikke lang tid, før selveste P Diddy også begyndte at interessere sig for den pudsige lille pige med de store tanker. Han hoppede på en flyver til Atlanta for at fange en af hendes koncerter, og umiddelbart derefter havde Janelle Monáe opnået en distributionsaftale med Diddys selskab Bad Bay Records.
Den frygtløse side
’Metropolis: The Chase Suite’ blev som sagt ikke nogen salgssucces, men nummeret ’Many Moons’ blev nomineret til en Grammy for ’Best Urban/Alternative Performance’ ved prisuddelingen i 2009, og snart stod Janelle Monáe på verdens store scener som opvarmning for ska-pop-giganterne i No Doubt og indiepopbandet Of Montreal.
Året efter udkom ’The ArchAndroid (Suites II and III)’ så. På udgivelsesdagen sang Monáe hittet ’Tightrope’ for David Letterman og hans millioner af seere, og hendes optræden var så overbevisende, at værten løb op på scenen og kyssede hendes hånd bagefter. En stjerne var i den grad født.
LÆS OGSÅ
Den energiske sceneoptræden, som amerikanerne fik en smagsprøve på den majaften i Lettermans studie, er siden blevet Janelle Monáes varemærke. En koncert med hende er ét stort, underholdende virvar af swingende musikere, dansere, korsangerinder og ikke mindst Janelle Monáe selv, der løber, danser og stepper rundt på scenen, som var hun en lillesøster til James Brown, en purung Stevie Wonder og Michael Jackson anno ’Thriller’.
»Når jeg er på scenen, er det en spirituel oplevelse«, har hun sagt til The Times.
»Nogle af de ting, jeg gør, aner jeg slet ikke, at jeg vil gøre. Jeg koreograferer ikke noget. Jeg går bare på scenen og lader den frygtløse side af mig komme frem. Jeg har ikke et navn for den person indeni. Men hun er spontan, hun crowd surfer. Hun gør alle de ting, jeg aldrig ville gøre i mit almindelige liv«.
De undertrykte
Med sin karakteristiske afro-quiff og de skræddersyede jakkesæt i sort og hvid er Janelle Monáe også blevet lidt af et modeikon.
Som den forretningskvinde, hun også ser sig selv som, har hun blandt andet spundet guld på det image ved at lade sig fotografere til Vogue tre gange, optræde i en Ralph Lauren-butik og medvirke i en reklame for tøjfirmaet Gap. For Monáe er tøjet dog ikke bare tøj. Det er først og fremmest en kommentar til en verden, som undertrykker de svage.
»Min mor var pedel, min far kørte lastbil, og min stedfar arbejder stadig på posthuset. Så jeg bærer uniform, når jeg optræder, for at hylde dem – de mennesker, som er blevet undertrykt. Det er meningen, at jeg skal vise dem lyset«, har hun sagt til The Times. Jakkesættene skal også vise, at en kvindelig performer ikke behøver at være iført Wonderbra og hulkorte skørter for at opnå succes.
Dater kun robotter
»Jeg vil være leder af en ny bevægelse, jeg vil redefinere, hvad det vil sige at være performer i musik i dag. Jeg tror, at det er vigtigt, at der er en, som repræsenterer individualitet og redefinerer, hvordan kvinder kan se ud, og hvilken musik de kan lave«, siger hun til The Independent.
»At være sexet og at være kvinde kan defineres på så mange forskellige måder. Hvorfor er det, at man skal spille dukke eller sexet vamp for at være succesfuld?«.
LÆS OGSÅ
Monáe stejler dog, når for eksempel USA’s lesbiske forsøger at gøre hende til galionsfigur for deres sag. Som hun siger til Rolling Stone Magazine:
»Det lesbiske miljø har prøvet at tage mig under deres vinger. Men jeg dater kun robotter. Der er ikke noget som en robot – de kan ikke være dig utro«.
fortsæt med at læse
