Klokken var 23.30 fredag aften, og Pearl Jam havde spillet næsten en time, da sanger Eddie Vedder afbrød musikken.
Kort forinden var Vedder snublet på scenen, og da han rejste sig, løb en af Roskilde Festivals scenevagter ind og hviskede ham noget i øret. I minutterne forinden havde uroen og tendenserne til panik været synlig fra anmeldergraven lige under det ene højttalertårn på Orange Scene.
Herfra kunne man følge de normalt meget rolige og opmærksomme scenevagter tæt, og det var nu klart, at noget helt usædvanligt var i gang i de kaotiske rækker, hvor unge mennesker blev mast op mod det 1,20 meter høje hegn.
Nogle gled i mudderet og blev trykket mod jorden. På få sekunder var Roskilde Festival forvandlet fra en løssluppen fest til en dyb og meningsløs tragedie.
Tre skridt tilbage
Sangeren gik hen til mikrofonen og sagde: »Det, der sker i de næste fem minutter, har ikke noget med musik at gøre. Men det er vigtigt. I skal forestille jer, at jeg er jeres ven, og I skal gå tilbage for ikke at skade mig. I har alle sammen venner her oppe foran, som er kommet alvorligt til skade. Jeg tæller nu til tre, og så går I alle sammen et skridt tilbage. Alle dem, der er med på den, siger yes nu«.
Et øresønderrivende »Yes« lød fra den fyldte plads foran scenen.
Da Eddie Vedder sekundet efter talte for, bevægede langt de fleste sig smilende tilbage, og i nogle sekunder virkede det, som om roen og trygheden var genoprettet.
Det var den ikke.
De kaotiske scener foran den store scene fortsatte. Det var stadig absurd og uvirkeligt.
Enkelte tilskuere tog sig fortvivlet til hovedet, mens folk lige ved siden af dem jublede og grinede højt. Tragedien var langtfra gået op for alle.
Eddie Vedder gentog sin opfordring, og igen gik mange mennesker tre skridt tilbage. Måske for sent.
I hvert fald slog Eddie Vedder opgivende ud med armene og sagde fortvivlet: »Well, fuck you guys«, inden han trådte tilbage og grædende satte sig på hug på scenen mellem sine fortvivlede bandkolleger.
Væltet omkuld
Den 23-årige Daniel Mossberg stod midt i tumulterne. Han blev skubbet i ryggen, og flere omkring ham faldt omkuld på jorden.
Nogle store mænd blandt publikum forsøgte at hjælpe folk på benene igen.
»Jeg tænkte 'spil en stille sang, og sørg for, at folk bliver ved med at trække vejret'«.
Pludselig rykkede mængden baglæns, og Daniel Mossberg landede på jorden med tre personer oven på sig.
»Jeg var låst fast og kunne ikke komme op. Jeg lå ned i to-tre sange, før en tysk fyr rejste mig op«.
Daniel Mossberg maste sig langsomt ud til ølteltet til venstre for scenen, hvor han vredt råbte til bartenderne bag disken, at folk kom til skade foran scenen.
Ifølge Daniel Mossberg gik der ti minutter, fra de første mennesker væltede foran scenen, til sikkerhedsvagterne reagerede.
»De burde jo have set det, før det gik galt«, siger han.
»Jeg lå bare og blev trampet på, indtil jeg blev trukket op af min kusine. Det var utrolig ubehageligt, men jeg var slet ikke klar over omfanget af, hvad der var sket. Det var der ingen der var« Lisa, København
Ronnie Overgoor fra Holland stod også lige foran Orange Scene, da ti mennesker omkring ham blev mast nedad.
»Folk lå på jorden under mig, men jeg kunne ikke hjælpe dem op, fordi jeg selv var ude af balance. Jeg blev trængt tilbage mod en barriere. Da folk først lå ned, havde de ikke en chance for at komme op igen«, fortæller han.
Ronnie Overgoor siger, at menneskene i nærheden af ham havde svært ved at slippe væk på grund af de rørformede bølgebrydere foran scenen.
»Normalt kan folk bevæge sig frem og tilbage foran store scener, men situationen blev forværret af barriererne. Der var simpelt hen ikke plads nok. Vi råbte, at de skulle stoppe musikken, men der gik flere minutter, før de opdagede det oppe på scenen«.
I læ bag lydtårn
Mads Pøckel stod i sikkerhed til venstre for lydtårnet. Folk omkring ham gik tilbage, da musikken stoppede, og lyset blev tændt.
»Da Eddie Vedder sagde, at nogle var ved at blive mast, forstod vi, det var alvorligt. Vi gik tre skridt tilbage og troede, musikken ville begynde igen. Da det ikke skete, blev mange irriterede«.
På pladsen passerede nogle minutter i uvirkelig tavshed. Flere politifolk kom løbende og hoppede ind i graven foran scenen.
Festivalens chef, Leif Skov, hjalp vagterne med at trække bukser og andre løsrevne beklædningsgenstande indenfor. Flere havde brækket arme og ben af led. Ulykkens gru begyndte at stå klart, og vagterne i orange veste så hjælpeløst på hinanden.
Da en scenevagt tog mikrofonen og forsøgte at forklare situationens alvor, lød der massive råb om mere musik.
Storskærmen viste billeder af en livløs krop, som blev halet ind over rækværket. Scenevagten tog sig til hovedet og bad alle om at kigge ned ved deres fødder for at se efter, om der lå nogen.
Ude på pladsen var der stadig mange, der grinede. Mens rygterne om, at flere mennesker var blevet alvorligt kvæstet, begyndte at svirre, blev anmelderpladserne ryddet. I mediebyen lige ved siden af Orange Scene gik livet sin vante gang på barer og restauranter.
Da den lille skare af anmeldere blev lukket ud af porten, råbte en pige: »Har I ikke nogen ekstra backstagepas«.
Tomme blikke
For enden af mediebyen forsamlede sig hurtigt en skare af politifolk, vagter og pressefolk, der ventede på ambulancerne. Kort tid efter var området bag scenen afspærret. Mindst 10 ambulancer holdt parkeret med åben bagsmæk. De værst tilskadekomne var kørt fra stedet.
Tilbage sad omkring 30 chokerede publikummer og vagter under en blå presenning. Nogle skuttede sig og trak metaltæpper sammen om skuldrene - andre lagde trøstede armene om dem. De fleste blikke var tomme og stirrende.
På træbrædderne ved siden af presenningen stod en vagt. Han græd under bøllehatten.
»De væltede bare først én og så var det roligt igen, måske fik det lov at gå for langt«.
En samarit stod med armene hængende ned langs siden. »Jeg havde fri. Nu har jeg givet hjertemassage«.
Ambulancefolk lagde roligt en mudret pige til rette på en ren, hvid båre. Hendes højre ben lå i en akavet stilling under tæppet, da hun blev båret ind i ambulancen. Den ledende politimand talte i sin radio om chok og bad stationen om at få fat på alle tilgængelige psykologer.
Stilhed
Ved midnatstid bekendtgjorde den anonyme scenevagt, at koncerten med Pearl Jam ikke kunne gennemføres. Gruppen var for rystet til at spille videre.
Omkring klokken et gik festivalleder Leif Skov på scenen og bad publikum om at lytte i stilhed.
»Mange af jer er kommet her på festivalen i mange år. I aften var presset for stort. Omkring 20 personer er kommet til skade. Nogle er døde, efter de er kommet til denne festival for at have en dejlig weekend. 4-5 mennesker blandt os er døde«, forklarede Leif Skov.
Flere blandt publikum reagerede med at råbe: »Nej, nej, nej«.
Leif Skov sagde, at alle burde vise de tilskadekomne respekt og bad om et minuts stilhed.
Han sluttede af med at mane til eftertanke. »Sov nu i ro eller tag jer et stille øjeblik. Vær nu gode mod hinanden og pas på«.
Da han kom ned fra scenen, sagde han meget stille: »Risikoen ved at sende 100.000 mennesker hjem nu er større end ved at køre videre. Vi kører videre i aften på de andre scener«.
fortsæt med at læse
