Teenagedøtrene møder mig ved toiletterne. Den ældste skal bruge flere kontanter.

Jeg overdrager et par sedler, og vi slentrer alle tre sammen gennem det nedtrampede græs i Trade Zone. »Giver du ikke også kaffe«, spørger den yngste. »Og æblekage?«, supplerer den ældste. »Ja, det er da klart«, siger jeg og fisker pungen frem igen.
»Jeg tror nok, jeg blev drugged i nat« Så sidder vi der og spiser æblekage og er to generationer på festival. Det føles udmærket. Døtrene ser sig omkring efter folk, de kender, men der er ingen. Så de slapper lidt af. »Har I ellers oplevet noget«, spørger jeg henkastet. »Jeg tror nok, jeg blev drugged i nat«, siger den ældste. En mundfuld rasp og flødeskum ryger ned i den forkerte hals. » Hvad???«, fremhoster jeg. »Jeg tog en slurk af et glas og følte mig meget, meget mærkelig ... Men slap af, Daddy, der skete ikke noget«. »Nå, men vi skal hen til The Roots«, siger den yngste. »Pas nu på dig selv«, siger den ældste og klapper mig på kinden. Og så forsvinder de arm i arm mod Orange Scene, mens jeg hoster færdig og skyller efter med kaffe. Så halter jeg tilbage til Mediebyen for at styrke mig med et par store fadøl, inden det hele kulminerer. Ned til floden med Mary Jeg føler mig faktisk i ret god form til Bruce. Det har hjulpet at få min beskadigede højre fod bundet ind i et elastikbind. Vi er et par stykker, der sammen trænger os frem mod scenen, og vi når temmelig dybt ind i mængden, selv om cirka 80.000 allerede er ankommet. En ung fyr genkender min fod fra billeder i avisen og spørger, hvordan den har det. »Slet ikke så skidt«, beroliger jeg ham. »Nå, og nu er det Bruce«, snøvler fyren. »Vi er jo alle bare kommet til Roskilde for at høre Bruce!«. Og nu sker det. Bruce og hele hans E Street Band strømmer ind på scenen, og jeg overgiver mig allerede efter de første par strofer af ’No Surrender’. Så er det sagt.