Nå, det var så det.
Så kan vi måske komme i gang med den egentlige Roskilde Festival?
Så jeg kan få taget afsked med den modne tante eller onkel (det er svært at sætte køn på Roskilde Festival, ikke sandt?) efter 35 års samliv?
Lad ungdommen genindtage, hvad ungdommens er, og lad festen begynde uden voksenovervågning bag briller med meget tykt glas.
Siden festivalen med stor glæde bekendtgjorde bookingen af Rolling Stones har alt handlet om de britiske veteraner.
Om myten med den indiskutabelt magiske evne til at sælge billetter nok til at redde et program, der ellers næppe ligefrem ville have kommerciel succes iboende.
Om den diskutable strategi i at hyre et så markant aldrende hovednavn på en festival, der ellers mest gør sig til af sin lige så indiskutable evne til at koommunikere med og samle ungdommen.
Om risikoen for at forvandle pitten til et plejehjem med rockende rollatorer og ronkedorer for en aften.
Studier i felten
Jeg har aldrig selv holdt mig for god til at rynke lidt på næsen af de aldrende eventyrere, som hvert år drister sig ind i ungdomsghettoen for at gøre studier i felten. Irriteret mig over d'herrers hvide sokker i sandalerne, damernes lidt for nette og praktiske garderobe, de velorganiserede rygsække, hvorfra alt, hvad man kan få brug for i et vejrlig så omskifteligt som den danske sommer, kan fremtrylles. Sikkert også lidt hjemmebag, hvis det skulle være?
Mick Jagger til bloggeren: Det er jer journalister, der fester og drikkerFor et par år siden stod jeg bag sådan en flok til en koncert på Orange. Og ja, et par af herrerne havde dagens Politiken stikkende op ad baglommen, så ingen fornærmelser herfra. Betalende gæster er (gråt) guld i den vigende mediebranche.
Men alligevel så jeg mig lidt sur på dette fremmedelement mellem de ranke unge rygge i konstant bevægelse i en adfærd, der måske ikke var vildere end de grånende sidefolks, men så i det mindste da lidt mere spontan. De modne mennesker stod som stenstøtter, vippede lidt med sandalerne og fyrede en onkelvits eller to af henover fadøllens veltilrettelagte skum. Med 'sjove' hatte, der nikkede i utakt til musikken .
Ud, gamle mennesker!
Så vendte en af dem sig om. Og i et af den slags sandhedens øjeblikke, der ikke altid er behagelige, gik det op for mig, at det var en flok gode bekendte, der i årevis har dyrket rockmusik og beslægtede afdelinger som en slags katalysator for verden. Nogenlunde som mig selv.
Vi hilste varmt på hverandre og diskuterede intenst den seneste udvikling i belgisk shoegazer rock, dubstep og norsk doom i et par minutter, så gled vi ligesom fra hinanden. Og jeg skammede mig lidt over ikke for længst at have indset, at vi var blevet de gamle, de lidt pinlige pletter på ungdommens hårdtspændte festdragt.
Sidste sommer gik det helt galt, da jeg og et par kolleger ville entre en bus på Skanderborg Festivalen. »Ud med jer, gamle mennesker!«, brølede et par unge og stærkt overrislede herrer, mens de flåede døren op og truede de nærmest siddende. Deriblandt mine gode, omend let grånende kollega.
Erik Jensen gør det forbi med festivalen: Jeg blev anholdt på min første RoskildeDe to og en ledsagende anstandsdame, mente tilsyneladende, at verden eller i hvert fald bussens sæder, tilhørte demsnarere end mere modne festivalgæster.
En større batalje fulgt med hån, skældsord og trusler om vold fra ungersvendene, inden de blev talt nok til ro til at indse, at de måtte vente på næste bus. Senere fik jeg at vide, at de var værter på Danmarks åbenbart dengang mest populære radioprogram, der - arrogancen taget i betragtning - rimeligt nok havde taget navn fra en casinobaseret del af et mindre fyrstendømme.
Rom & cigar uden Keef
Som nykåret offer for aldersfascisme valgte jeg at indtage de første timer af min sidste Roskilde Festival i det hyggelige samlingspunkt for ældre has beens, baren Cigar & Rom.
Det er første gang, jeg har aflagt andet end en ultrakort høffelighedsvisit på lokaliteten. Men denne torsdag aften skulle man mene, at det var det mest sandsynlige sted at støde på for eksempel Keef Richards, hvis han ellers havde bevæget sig ud i offentligheden for at få et skud et eller andet, inden årest mest omtalte koncert i Roskilde. Keef var nu ikke i baren, der dog ganske rigtigt var befolket af ældre nisser, hvoraf en del oven i købet røg cigar.
Ikke lige mit trip, så vi gik ud igen og ventede under åben himmel på det, nogen ligefrem på forhånd havde kaldt den største koncert nogensinde på Roskilde.
Jeg tænkte på Rolling Stones omme bag den Orange Scene måske havde det lidt i retning af Peter A.G. Nielsen, sangeren i Gnags, da bandet i 1994 skulle gøre comeback på Roskilde.
Gnags er mig bekendt det band, der har spillet flest gange på Roskilde, så egentlig var der vel ikke noget at være nervøs for, selv om de etnisk inspirerede jyder var placeret mellem et par tunge bands i afdeliingen for dødsmetal en eftermiddag på Orange.
AG's mareridt
»Jeg drømte i nat, at vi stod på scenen i et stort telt, hvor der kun var kommet tre mennesker for at høre koncerten. Og de stod alle tre med ryggen til og kiggede på deres ur«, fortalte Peter A.G. mig, da vi tilfældigt mødtes i mylderet efter koncerten.
Som vist gik ganske godt og i hvert fald havde et betragteligt større publikum end tre bortvente urkiggere.
Hvis Rolling Stones nogensinde har lidt af sceneskræk, er det umuligt at se på bandet, der selvfølgelig er nået så langt i kraft et historieskrivende bagkatalog, men også i høj grad i kraft af folkets respekt og den indforståede kærlighed, som for eksempel sikrer Charlie Watts det forudsigeligt største bifald aften efter aften, kloden rundt.
Således også i Roskilde, hvor spilleglæden var tydelig og lyden knivskarp, omkring Mick Jagger, der åbenbart har tilbragt vintermånederne på en pensionisthøjskole med at lære dansk.
SE
Magisk aften
Om det så var nok, skal vi ikke forholde os til her. Men for mig og tydeligvis mange andre i alle aldre var det en magisk aften.
Hvor magien muligvis forudsætter, at man forstår og gider bevæge sig ind i Rolling Stones' univers, uden de mange lette vittigheder om det der med alderen.
Rolling Stones har tydeligvis indstillet lyden, tempoet og det trods alt begrænsede bevægelsesmønster i forhold til dåbsattesterne og økonomiserede med kræfterne. Sidste aften på den europæiske del af igangværende turne med det måske lidt vel ungdommelige navn 'On Fire' blev brugt til lidt spas og en herlig uhøjtidelig tilgang til den musik, så mange tager så alvorligt, at det næsten er til grin.
LÆS ANMELDELSE The Rolling Stones gav kun ét magisk øjeblik på Roskilde
Jeg selv gik tilbage til Rom & Cigar. Der var alligevel en vældig meget hyggelig lokalitet til at mindes og drøfte koncertens gang. Og skulle vi så ikke kaste krykkerne væk og droppe al den overdrevne snak om alder, rock'n'brok og hvad ved jeg, som har præget Roskilde Festival alt for længe i røgen fra Rolling Stones?
Med lidt held bliver vi alle ældre engang.
Lad festen begynde - skal bare lige først have fundet min ble!
fortsæt med at læse
