Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
LASSE KOFOD
Foto: LASSE KOFOD

FOLKEVANDRING. Allerede efter de sidste koncerter lørdag nat på Roskilde Festival starter folkevandringen hjem og væk fra festivalen. Til fods, med toget, på cykel eller hentet i mors bil, hvis man er så heldig.

Roskilde Festival
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Efter festen: Roskilde-blues bekæmpes med rosé, strandture og serier

Hjemrejsende fortæller om det bedste og værste under årets festival - og deres bedste tip til at kurerere den indre tomhed efter festivalen.

Roskilde Festival
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Festivalen er slut, og det er store hjemrejsedøgn fra Roskilde Festival, som med sine 130.000 deltagende i denne første uge af juli midlertidigt er Danmarks fjerdestørste by.

Festivalgæsterne tager del i en fælles nomadevandring mod togstationen, busholdepladsen eller det forældrelift, der holder klar uden for pladsen. Klar til at vende tilbage til det omgivende samfund, civilisationen – rene negle og rigtige toiletter.

Inden afgang spurgte Politiken nogle af de hjemrejsende om deres bedste tip til at komme over de såkaldte Roskilde-blues; den tomme fornemmelse, når man efter mere end en uge har været beskidt og omgivet af hundretusinder af mennesker endelig kommer hjem i stilheden og den civiliserede verden udenfor.

»Roskilde er ligesom en boble, man træder ind i. Alle snakker med hinanden, også selvom man ikke kender hinanden, og der er ingen negative vibes«, forklarer Rasmus Christensen med hæs stemme.

Han er iført neonfarvede gamacher og står sammen med sine to venner og nogle hundrede andre i kø ved den midlertidige togstation på Camping West.

En uges tømmermænd lige i ansigtet

Rasmus Christensen og vennerne er i starten af 20’erne og kender hinanden fra deres tid på Handelsskolen i Hillerød. De fremhæver alle sammenholdet i deres lejr - Camp DSD Alkoholdet - som et højdepunkt fra dette års festival.

»Musikken er bare en bonus, men det er ikke derfor, jeg kommer«, siger Rasmus Christensen, der godt kender til Roskilde-blues.

»Lige nu har vi det godt med at komme hjem, men allerede på tirsdag vil man tilbage. Det er lidt som at have hjemve til et sted, man kun har boet en uge«, siger han.

»Og oveni får man en uges tømmermænd lige i ansigtet!«.

Hvad vil du gøre for at afhjælpe den tomhed?

»Jeg skal sikkert på Bryggen med nogle af dem fra lejren. Og allerede på fredag er vi en del fra lejren, som skal af sted til en anden festival – Horisont Festival – som nogle af vores venner arrangerer. Det hjælper på tomheden. Alt hvad man laver af sociale ting hjælper, det er helt sikkert. Og det behøver ikke at involvere alkohol«.

».. men hvis der var nogen, der inviterede mig i byen i morgen, var jeg da klar«, siger Rasmus og griner hæst bag de mørke solbriller.

En udmattet menneskefrø og en lånt presenning

På den asfaltede vej væk fra festivalen kommer folk skubbene med overfyldte sækkevogne, indkøbsvogne, hjemmebyggede lydanlæg. De enkelte, der har valgt at medbringe rullekuffert, trækker dem skurrende efter sig – med hjulene blokerede af græs og jord.

Vindmøllerne står helt stille, og varmen er trykkende - ligesom den læsterlige stank af tis, der hænger over hele pladsen.

I vejkanten ligger en ung mand på ryggen og brokker sig over varmen. Han er iført korte shorts og har benene bukkede og spredt ud til siden – som en overkørt frø.

Inde på selve campingpladsen ligger svenske, 25-årige Philip Rydberg på knæ på en sti og ruller sirligt en grøn presenning sammen.

»Jeg har lånt den af mine forældre, så den skal med hjem igen«.

Hans bedste koncertoplevelser var amerikanske The Gaslamp Killer, som havde en del musiker-gæster med til koncerten, og australske King Gizzard & The Lizard Wizard, fortæller han.

Det er hans 7. gang på Roskilde Festival.

Du har været ret mange gange på Roskilde, har du nogle forslag til, hvordan man kan undgå tomheden, når man kommer hjem?

»Det er rigtigt, man kan føle sig ret ensom efter. Jeg tror, det handler om at hænge ud med nogle venner og finde på ting og lave - men det bliver nu også meget rart at komme hjem, hvor man ikke behøver at være social konstant«, siger han.

På de år, du er kommet på festivalen, kan du så mærke noget, der har forandret sig – nu har Nicki Minaj lige spillet på Orange, det var måske ikke sket tidligere?

»Ja, det er rigtigt, og Pharrell spillede der, og Rihanna spillede der på et tidspunkt. Og det er ikke så meget musik for min smag, så jeg synes godt, de kunne finde på nogle federe navne at bruge pengene på. Men det er selvfølgelig navne, der tiltrækker mange, så det er forståeligt, at Roskilde booker dem«.

Lattergas, skokasteri og en amputeret bamse

En skraldebil kommer kørende med totalsmadrede havepavilloner på ladet. Halvdelen af dem hænger ud over bagsmækken og slæber efter som livstrætte fangarme.

På jorden ligger en tun-rest og steger i sin dåse - omgivet af knæklys, tomme cigaretpakker og lattergaspatroner.

En stor bamse er blevet sprættet op og har fået sit vattede indre spredt ud over hele pladsen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg tror, der er én, der skal reddes herovre«, siger Politikens fotograf og peger ned på den opsprættede bamse, da en lille brandbil glider forbi.

»Nej, hovedet er adskilt fra kroppen, så det er for sent«, griner brandmanden .

Lidt derfra står 22-årige Mia Seland og 24-årige Camilla Serup og kaster et par sko, hvor snørrebåndene er bundet sammen, op mod en elledning i håbet om, at snørebåndene vil ramme ledningen, og skoene blive hængende.

Rundt omkring i ledningerne hænger allerede masser af sko, og skokasteriet er blevet en aparte trend, som folkene bag Roskilde helst var foruden, fordi det er dyrt og krævende at få dem klippet ned igen.

»Ej, nu er det altså snart min tur«, siger Mia Seland utålmodigt, da Camilla Serup har misset nogle gange.

Sko-ofring til 'Moder Roskilde'

Mia Seland rammer ledningen i første forsøg, og de udbryder et fælles »ååuuhåååå!« af begejstring.

»Det handler om, at man ofrer sine sko til Moder Roskilde«, forklarer Mia Seland skokasteriet. Det er pigernes henholdsvis 3. og 6. år på festivalen, og en af årets bedste oplevelser var klart det sydafrikanske rave-band Die Antwoord, fordi de »fyrede den vildt af«, og var »tilpas creepy på scenen«, fortæller pigerne.

Har noget været mindre godt?

»Jeg synes, det er synd for pantsamlerne, at de skal sidde så længe i kø for at indlevere panten«, siger Mia Seland.

Camilla Serup nikker.

»Og så er der også nogle, der bliver lidt grådige, når man skal løbe ind og finde en teltplads til sin camp, og det er altså dårlig stil«, siger Camilla Serup.

De har også prøvet at få the blues efter festivalen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det var værst for mig det første år, fordi festivalen også var mest overvældende der. Indtil da har man måske aldrig set så mange mennesker samlet før, og de grænser, der eksisterer udenfor, eksisterer ikke her«, siger Mia Seland og henviser til blandt andet unisex-fællesbadene og den frie dresscode.

Har I nogle bud på, hvordan man undgår den værste Roskilde-blues?

»Det handler om at drikke rosevin, tage på stranden og fortsætte sommeren i samme stil«, griner Mia Seland.

Camilla Serup har en anden opskrift.

»Jeg tror bare, jeg skal hjem og se nogle serier alene. Man har også lige brug for at tænke igennem, hvad der egentlig er sket, uden at skulle forholde sig til andre mennesker hele tiden«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden