Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

Gudelig. Har Gud et sprog, ville det være musikkens, skriver Kim Skotte.

Roskilde Festival
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kim Skotte: Musikken er Guds gave til mennesket

Uanset om man tror på Gud eller ej. Men ikke alle kan se eller høre det.

Roskilde Festival
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Da jeg for en uges tid stod på Roskilde Festival og hørte Songhoy Blues, kunne jeg ikke lade være med at tænke på imamen Waseem Hussain. Ved en debat på festivalen udtalte den unge fængselsimam, at hvis man tager sin tro som muslim alvorligt, så holder man sig fra steder som Roskilde Festival, hvor det handler om »sex, druk og musik«.

Musikerne i Songhoy Blues kommer fra det nordlige Mali, men flygtede sydpå til hovedstaden, Bamako, da jihadister erobrede halvdelen af landet og indførte selvbestaltet sharia-lovgivning. En af de første ting, de forbød, var musik. Oumar Toure og hans venner flygtede til andre dele af det muslimske Mali, hvor man stadig kunne udfolde landets utroligt rige musiktradition.

Musik, seksuelt begær og alkohol har det tilfælles, at de ikke er lige til at styre. Men forestillingen om, at musik derfor per definition skulle være verdslig og syndefuld, synes jeg er noget nær ugudelig.

Guds sprog er musik

Songhoy Blues fik sat vores fødder i bevægelse, men først og fremmest fik deres musik sjælen til at løfte sig. Sjælen, siger jeg. Findes sådan en størrelse? Og vejer den i så fald 21 gram? Det aner jeg ikke. Men når jeg hører smuk musik, er der noget, der løfter sig i mig. Noget, der vil hæve den jordnære del af mig højere til vejrs. Når salmen er smukkest, jazzen swinger, rockmusikken losser til hjertet som til en fodbold, eller sangeren har soul, så mærker vi det i os som en genklang.

I modsætning til de mere klippefaste i diverse slags tro skal jeg ikke gøre mig klog på, hvad Gud tænker, eller hvilke besynderlige forbud, han eller hun går ind for. Jeg tror ikke på så forfærdeligt meget, men jeg tror, at hvis Gud findes, og Gud har et sprog, så er sproget musik. Og hvis Gud ikke findes, er hans sprog stadig musik.

Jeg tror, at hvis Gud findes, og Gud har et sprog, så er sproget musik

Når jeg går i kirke, er det ikke, når præsten prædiker, eller oblaten klistrer på tungen, jeg mærker sjælen røre på sig. Det er til præludiet af Bach eller under afsyngningen af Grundtvigs, Kingos, Brorsons eller Jakob Knudsens salmer.

Hov, hov, siger forskerne og fremlægger de sidste nye resultater, der fortæller, at det hele handler om dopamin og adrenalin. At musik gør hjernen åh, så glad, fordi den kildrer de forskellige belønningscentre. Det hele er kemi og evolutionær biologi.

Åbenbart også noget med, at det er godt for artens overlevelsesmuligheder, hvis vi får lyst til at kneppe rockstjernen på scenen. En noget besynderlig reduktionistisk logik, synes jeg nok. Selv om jeg ikke helt vil afvise tanken efter Father John Mistys koncert på Roskilde!

Som alle andre reduktionistiske, videnskabelige forklaringer på den slags fænomener efterlader de en nynnende rest i luften. Hvis det hele virkelig er biologi og kemi, kan biologien og kemien jo sagtens have en mening, vi ikke lige kan se. Det er altså ikke kun i mit belønningscenter, jeg går til koncert!

Musikken lever sit eget liv

Jeg tror ikke på den gud, som fundamentalister får til at ligne en diktatorisk bogholder, der nidkært streger musikken ud. Men jeg prøver at lytte det bedste, jeg har lært. Den sjæl, jeg hører i musikken, og det liv, som musikken kalder på i mig, når den er bedst, lever sit eget liv. Måske har jeg bare behov for at tro det? O.k., så gør jeg dét.

Utvivlsomt stimulerer musik hjernens kemi. Når jeg synger, bliver det hele lettere indeni. Uanset om musikkens ’forklaring’ er antropologisk, biologisk, kemisk, æstetisk eller religiøs, tror jeg på, at musikken er en kraft i verden. En fælles frekvens, som gør universet til et smukkere sted og mennesket til et mere lysende væsen. Skulle den skabende Gud vise sig at findes, er jeg ret sikker på, han foretrækker musik til arbejdet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ærgerligt, at musikforbud er kommet på mode i en benhård moderne muslimsk konkurrence om at være mest puritansk

Inden der vokser englevinger ud af ryggen på al den snak om musikkens sjæl: Musik er mange ting. Slibrig, benhård, sexet. Sentimental, lalleglad, pompøs. Abstrakt og overstrømmende. Inderlig, popkulørt og nedsænket i et mørkeblåt hul, hvor fortrøstningsfuldheden findes på bunden af den sorteste desperation. Men uanset om udtrykket er fromt eller frivolt, så gør musikken noget ved os og for os.

Ærgerligt, at musikforbud er kommet på mode i en benhård moderne muslimsk konkurrence om at være mest puritansk. Den muslimske verden har jo sine egne smukke musiktraditioner. Tænk blot på Qawwali-sangerne, der om noget lyder, som om de i al ydmyghed når helt op, hvor de kan kildre Gud velbehageligt under fødderne. På danskemuslimer.dk lyder den korte version af svaret, at »musik er halal og kun haram, hvis der er andre omstændigheder, der kræver det«. Altså i udgangspunktet tilladt, Waseem Hussain.

Musikken er et sted, hvor mennesker kan mødes på et højere plan end i dagligvarebutikken og i den politiske diskussion. Et sted, hvor man må åbne ørerne og være lydhør.

Prøv at lytte

Skal gode danske muslimer ud over hån, spot og latterliggørelse også kunne tåle sex, drugs and rock’n’roll? Præstedebattøren Sørine Gotfredsen mener i en kommentar, at det i stedet bør lede til selvransagelse. Har vi virkelig godt af al den frigørelse som kristent samfund, spørger Gotfredsen, der vist aldrig selv har været på Roskilde.

Man kan sagtens gå rundt en hel Roskilde Festival uden at få øje på hverken Sodoma eller Gomorra. Både den seksuelle frihed og vores galopperende alkoholkultur støder mange kristne og muslimers moralopfattelse. Det er ikke så svært at forstå. Men musikken? Prøv lige at lytte. Hvis du er et sted, hvor du kan trænge igennem. Virkeligheden kan være en hård membran.

SE OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvert år ser jeg pantsamlerne sno sig igennem menneskemængden ved koncerterne. Kinesere, romaer og afrikanere med lommelygte i munden og sko holdt sammen med gaffatape. Hvert år drømmer jeg om at se en af dem standse op og give sig til at lytte. Pludselig grebet af musikken. Bare et øjeblik.

Jeg har endnu ikke set det ske.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden