Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

mahmoud og hans oud. Maher Mahmoud er mere til musik end krig og våben. »Jeg elsker mit instrument meget mere«, fortæller han. Maher spiller oud, som er et strengeinstrument, der ligner en lut. Siden 2012 har han boet i Randers.
Foto: Pr-foto

mahmoud og hans oud. Maher Mahmoud er mere til musik end krig og våben. »Jeg elsker mit instrument meget mere«, fortæller han. Maher spiller oud, som er et strengeinstrument, der ligner en lut. Siden 2012 har han boet i Randers.

Roskilde Festival
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvor mange syrere var der egentlig i Danmark? Hvor mange af dem var musikere? Kunne de mon spille?

På vej til et spillejob i Jordan fik Maher Mahmoud at vide, at han var efterlyst af Syriens hemmelige politi og militær. Onsdag står han på Orange Scene og er med til at åbne Roskilde Festival.

Roskilde Festival
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Da jeg tog til Jordan, troede jeg, at det bare var et besøg. Men tingene gik ikke helt, som jeg havde håbet på. Jeg begyndte at få opkald fra venner, der sagde, at jeg skulle holde mig langt væk fra Syrien.

Et par af mine venner havde fået at vide, at mit navn var på en liste over eftersøgte mennesker.

Jeg skulle i militæret for at blive sendt i krig. Men det kunne jeg selvfølgelig ikke. For det første var jeg fuldstændig uenig med regimet. De angreb syrere, og jeg kunne jo ikke deltage i angreb på mine landsmænd.

For det andet er jeg slet ikke interesseret i våben. Jeg er alt for langt fra den verden. Jeg elsker mit instrument meget mere.

Derfor var dagen, jeg tog af sted fra Damaskus, virkelig speciel. Det var smertefuldt og skræmmende. Jeg efterlod jo alt. Mit liv, mine venner, min kæreste, min mor, min familie, min skole, mine spillejobs. Det hele. Og jeg skulle et sted hen, jeg ikke kendte.

Jeg havde nogle venner i Jordan, der kunne hjælpe, og jeg fik nogle spillejobs der. Men i forhold til hvad der skulle ske med mit liv, var alt uklart. Mit hoved var fyldt med spørgsmål på køreturen fra Damaskus til Amman, som varer ca. 3,5 timer.

Jeg var allerede nostalgisk og savnede en masse ting. Det var, som om jeg havde et kassettebånd kørende med 25 år i Syrien. Fra jeg var barn i provinsen, til jeg flyttede til Damaskus og fik venner, til jeg fandt ud af, at jeg skulle være musiker. En masse minder. Det var min køretur. Det var ret smertefuldt.

Det afgørende øjeblik

En dag fik jeg en mail fra min ven Chappe (Jens Christian Jensen, red.). Han er dirigent i Blood, Sweat, Drum + Bass Big Band i Aarhus, og han spurgte helt tilfældigt, om jeg havde lyst til at være med i et jazzmøde, der fandt sted i forskellige byer i Jylland, heriblandt Aarhus.

Jeg havde besøgt Danmark før for at spille. Især i Aarhus på Det Jyske Musikkonservatorium, hvor jeg spillede med Blood Sweat-bigbandet.

Krigen var blevet værre i mellemtiden. Flygtninge begyndte at strømme til Tyrkiet, Libanon og Jordan, så jeg havde ikke de største forventninger til at få visum til Danmark.

Min flyafgang til Aarhus var lørdag morgen, og i Jordan starter weekenden allerede fredag.

Torsdag morgen vågnede jeg og tænkte, okay, der kom ikke noget visum. Deal with it. Men så ringede de lige pludselig omkring kl. 15 og sagde:

»Er du Maher Mahmoud?«.

»Ja?«.

»Vær venlig at tage ind til ambassaden for at hente dit visum«.

»WHAT?!«.

Og så sagde hun:

»Ja, jeg er ked af det, men vi har først lige fået papirerne fra Danmark, og du bliver vist nødt til at tage en taxa, for vi lukker om lidt, og så må du vente til mandag«.

Men mit fly var jo allerede om lørdagen, så jeg tog af sted med det samme. Det var et mærkeligt øjeblik, der vendte op og ned på mit liv.

Visum til 10 dage, men derefter?

Jeg boede hos en ven, som er teaterinstruktør, og da jeg vendte tilbage, blev vi enige om at fejre det. Men under fejringen stoppede jeg op og udbrød, vent et øjeblik, hvad er det egentlig vi fejrer? Jeg skal til Danmark, men jeg ved jo slet ikke, hvad planen er?

Så spurgte han mig, om jeg var dum:

»Dit pas udløber snart, og det her er din sidste chance«.

Det var en stor forandring, og jeg vidste jo slet ikke, om jeg faktisk skulle blive i Danmark. Jeg vidste heller ingenting om at søge asyl.

Jeg kom til Danmark og havde visum til 10 dage. I de 10 dage skulle jeg beslutte mig for, hvad jeg skulle gøre. Der var koncerter og masser af musikermøder.

Jeg blev nødt til at fokusere på de ting jeg skulle, og samtidig havde jeg ingen idé om, hvad der skulle ske, når tiden løb ud. Om jeg skulle blive i længere tid, eller om jeg skulle tage hjem.

Jeg blev ret dårlig af det. Det var et kæmpe pres at være musiker, at slappe af på scenen, at spille svære tekniske ting, at spille forskellige genrer, og samtidig være i en situation, hvor der ikke var nogen som helst sikkerhed.

Der var også den faktor, at hvis jeg ikke blev godkendt, ville jeg ikke kunne besøge Europa i 5 år. Det ville være dyrt, hvis det ikke flaskede sig.

Anede ingenting om Sandholm

Mit fly tilbage til Jordan gik fra Billund, med mellemlanding i Frankfurt. Det var et morgenfly, og jeg tog til togstationen i Aarhus, med alle mine ting og mit instrument.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Da jeg stod på Aarhus Banegård havde jeg to valg: Enten kunne jeg tage flyet til Billund, eller jeg kunne tage toget til København, og videre til Sandholm.

I Syrien siger vi 'fødderne fremad og baglæns'. Man tager et sted hen, men man er ikke sikker på sine fødder. Og for hvert skridt går man lidt tilbage. Det ville være dumt ikke at tage til Sandholm. Jeg havde jo alligevel misset mit fly

Og jeg siger dig, jeg var stadig ikke sikker på, hvad jeg skulle gøre. Jeg var bange, for jeg havde jo aldrig stået i en lignende situation før. Pludselig blev jeg ramt af en følelse, og jeg tænkte, det her er din sidste chance. Jeg huskede, hvad min ven i Jordan havde sagt, og så tog jeg toget til København.

Da jeg ankom til Københavns Hovedbanegård, anede jeg ingenting om Sandholm, eller om, hvordan man kom derhen. Jeg fik nogen til at skrive ’Sandholm’ på en seddel, og det var det eneste, jeg havde at rette mig efter.

Jeg var virkelig forvirret, og derfor tænkte jeg, at det smarteste nok ville være at tage hen til en politistation og fortælle dem om min situation.

I Syrien siger vi ’fødderne fremad og baglæns’. Man tager et sted hen, men man er ikke sikker på sine fødder. Og for hvert skridt går man lidt tilbage.

Det ville være dumt ikke at tage til Sandholm. Jeg havde jo alligevel misset mit fly.

Nyt liv, ny musik

Da jeg fik min opholdstilladelse og så småt begyndte at leve mit liv i Danmark, tænkte jeg over, hvilken musik jeg skulle spille her. Jeg kunne ikke rigtig spille den samme musik, så jeg begyndte at interessere mig mere for jazz, lidt rock, lidt improvisationsmusik, syrisk musik og alt muligt.

På det tidspunkt var der ingen andre syriske musikere i Danmark. De fleste havde oplevelsen af, at Tyskland var mere åbent og gæstfrit. Jeg var en del af den første bølge, så jeg havde ikke nogen tanker om at samle andre musikere, for der var ikke nogen at samle.

Jeg begyndte at lægge mærke til, at nogle af mine musikervenner kom herop, men på det tidspunkt var det stadig for hurtigt. I den første tid skal man fokusere på at få sin opholdstilladelse og et sted at bo. Efter 2 år blev vi alle sammen mere stabile, mere rolige og så begyndte jeg at tænke, at jeg har fået nye venner, er blevet vant til et nyt liv i et land med anderledes traditioner. Måske er det tid til at starte noget op? Det var sidste sommer.

Hvor mange syrere var der egentlig i Danmark? Hvor mange af dem var musikere? Kunne de mon spille? Var de overhovedet mentalt klar til at spille? Kunne de stå på en scene? Kunne de øve sig? Var de klarsynede nok til det? Jeg begyndte at kontakte de musikere, der var her, og jeg kunne mærke, at alle, inklusive mig selv, var klar til at rejse sig op igen. Det var fedt, at det ikke kun var mig, der overvejede at få den syriske musik ud af Syrien.

Den første koncert i Jylland

Jeg siger dig, det første møde var hårdt. Det var hårdt, fordi vi alle sammen havde ændret os mentalt. Både personligt og musikalsk. Hver gang man flytter til et nyt land, skal man smide noget af sit gamle liv ud.

Det man smider ud, skal erstattes med noget nyt, som for eksempel nye venner eller ny kultur. Man er jo på en ny planet. Så forandringerne var altså ikke kun i musikken, og vi blev nødt til at lære hinanden at kende på en time. Ha ha.

Vi havde en times øver inden den første koncert i Jylland. Så der var et ret heftigt pres på os alle sammen. Samtidig var vi jo glade for at spille sammen professionelt igen. Det var syrisk musik på højt niveau, ligesom vi plejede.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der var mange forskellige følelser i spil, så jeg gik op til publikum og sagde: »Vi har lige mødt hinanden for første gang i 5 år, og vi har altså kun haft en enkelt øver på 1 time. Så I må lige hjælpe os«.

Ha ha.

Vi havde nogle virkelig gode koncerter, hvor vi kun lavede få fejl. Generelt var det en enormt tilfredsstillende følelse«.

Ovenstående er et uddrag fra en Heartbeats-podcast af Janus Camara om den syriske musiker Maher Mahmoud. Podcasten kan hentes på Heartbeats.dkeller på Heartbeats’ app, som kan hentes i App Store. Maher Mahmoud medvirker også i et musikalsk portræt i Politikens Poptillæg, der kan høres i ugen op til koncerten på Orange Scene.

The Orchestra of Syrian musicians + Damon Albarn + guests. Orange Scene. Roskilde Festival. 29. juni kl. 18.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden