Anmeldelsen tikkede ind hos politiet klokken 21.36 i aftes.
En nabo til Roskilde Festival mente, at han havde hørt lyden af skud. Ja, han syntes, han indtil videre havde registreret omkring fem skud, der kom i retning af festivalpladsen, fortalte han Midt- og Vestsjællands Politi.
Det er klart, at myndighederne tog en sådan henvendelse meget alvorligt.
Og det er forklaringen på, at festivalgæster i aftes kunne se blå blink og mindst ti politibiler, der kom drønende mod Darupvej, og som der snart sprang bevæbnede betjente ud af.
Politiet satte »selvfølgelig det helt store i sving«, fortæller Camilla Schouw Broholm, som er kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi.
»Vi kørte derud med adskillige patruljebiler, indsatsleder og det hele. Det er klart, at når man er så mange mennesker samlet et sted, så er det vigtigt, at vi hurtigst muligt finder ud af, om nogen er ramt, og om der er en gerningsmand, der kunne finde på at skyde mere«, forklarer hun.
»På sådan et sted som en festival er der jo ikke noget sted at gemme sig, hvis der er nogen, der kunne finde på at gå amok. Det er derfor, vi rykker ud med et så stort setup«, siger Camilla Schouw Broholm.
Fik fat i tre mænd
Manden, der havde ringet ind til politiet, havde sendt myndighederne i retning af en parkeringsplads, som ligger ved Darupvej i festivalens vestlige udkant.
Her stødte politiet som det første på tre mænd, som opholdt sig på den ellers relativt øde græsplæne.
Mændene havde umiddelbart hverken set eller hørt noget, forklarede de betjentene.
»Og de så heller ikke mistænkelige ud. De gik bare og hyggede sig«, forklarer Camilla Schouw Broholm fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Det så altså ud til, at der var tale om falsk alarm. En teori, der hurtigt syntes at være den mest sandsynlige, eftersom der aldrig kom flere anmeldelser om skud end den ene, der stammede fra festivalens nabo.
Her til morgen er det fortsat den umiddelbare konklusion. Politiet er i hvert fald ikke stødt på noget, der tyder på, at et skyderi har fundet sted. Eksempelvis har politiet ikke fundet nogen patronhylstre.
»Det kan måske være, at anmelderen har hørt noget fyrværkeri eller måske udstødningen fra en bil«, gætter Camilla Schouw Broholm.




























