Der er mere end 500 deltagere, bidragydere, kunstnere i det såkaldte Art & Activism-program på årets Roskilde Festival.
Hvad det tal egentlig dækker over, er ikke helt til at vide, men det antyder i hvert fald, at programmet er stort.
Udstillingskoncepter og sammenhænge mellem værker må nødvendigvis træde i baggrunden, når festivalens hovedattraktion er maratondruk, soundbokse og kyssesolopgange og ikke mindst den levende musik, så selv om kunstprogrammet i år opererer med ordet ’solidaritet’ som overordnet tema, vil et forsøg på at møde kunsten som en udstillingshelhed formentlig mislykkes.
Her lader vi imidlertid en håndfuld Roskilde-kunstværker spille hovedrollen, på trods af at festivalkunstens skæbne nok altid er at være statist i den eufori, der er koncerter og midsommer – ligegyldig hvor store værkerne er. Og store, det er de.
En oppustelig moderkage konkurrerer med Orange Scene om at være blikfang på græsplænen mellem campingområdet og det ikoniske koncert-landmark – og det gør den egentlig godt. Enorm og syntetisk som et telt ligger Marie Munks skulptur og ligner blandt andet noget dekonstrueret hoppeborg og et stykke grundigt airbrush-arbejde. Men jeg vil – modsat den beundrende formidlingstekst, man kan læse om værket – ikke mene, at den nærmest føles som et kødeligt organ.
