kritik Mali-musik leverede klasse fra guitar til tøjstil

Det berømte blinde ægtepar Amadou & Mariam fra Mali gav en fænomenal velspillet koncert på Roskilde i lørdags.
Det berømte blinde ægtepar Amadou & Mariam fra Mali gav en fænomenal velspillet koncert på Roskilde i lørdags.
Lyt til artiklen

Lørdag aften kunne man høre en fænomenalt velspillet koncert med Amadou & Mariam og ægteparrets korsangere, trommeslagere, guitarist og bassist.

Forgyldt
Ligesom Rokia Traoré er parret Amadou & Mariam fra Mali, men de bor i Paris og har igennem mange år integreret forskellige stilarter i en på samme tid poppet, groovy og utrolig dygtigt arrangeret musik med sangeren og guitaristen Amadou i den bærende hovedrolle.

Passende nok er hans guitar forgyldt. For Amadou spillede den fedeste, hurtigste og mest avancerede blues, funk og rock på sit instrument. Guitarens lækre klang og Amadous undervejs mere og mere overvældende virtuositet var det swingende, melodiske grundspor i arrangementerne.

»Welcome To Mali« bød Mariam indledningsvis og introducerede dermed titelnummeret fra albummet 'Welcome To Mali', der udkom sidste år.

Berømt blindt ægtepar
Med det album har det allerede berømte, blinde ægtepar fået et endnu større publikum i både USA og Europa, og numrene derfra var der da også mange af under koncerten. Dog – mærkeligt nok – ikke hittet 'Sabali', som er indspillet sammen med kollegaen Damon Albarn fra Blur.

Men skidt med det. Når musikken spiller så sikkert og med smittende musikalsk overskud som her, er det bare om at falde ind i den fra ørerne til fødderne. Det tog lidt tid, inden der blev skruet tilstrækkeligt op for Mariams af og til blot rytmisk stødende stemme.

Masser af stil

Men da det var sket, var der også god samklang mellem hendes vokal og de to kvindelige korsangere og danseres mere soulprægede stemmer. Arena med plads til 18.000 publikummer var ikke for stort for Amadou og Mariam.

Selvom teltet ikke var fyldt, fik rigtig mange oplevet en guitarist, der hører til blandt de største af slagsen og måske netop i kraft af, at han er blind, spiller sine guitarsoli helt uden overflødige manerer.

Både han og Mariam må nødvendigvis stå temmelig stille på scenen forskanset bag solbriller. Så Amadou gør sit arbejde uden blær, men med masser af stil.

Amadou & Mariam spillede på Arena lørdag

Læs flere Roskilde-anmeldelser her

Dorte Hygum Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her