Hun lægger sin hånd på min skulder og stiller sig på tåspidserne bag mig.
Og det med god grund. Den midaldrende, kvindelige flaskesamler er måske halvandet hoved mindre end mig. Men mandag eftermiddag står vi begge foran Pavilion Junior-scenen og strækker hals af en og samme grund.
LÆS OGSÅ Danmarks nye folk-håb bor stadig hjemme ved forældrene
Målet for vores nysgerrige blikke er den bare 18-årige Jonathan Schultz, der ligesom den nysgerrige pantsamler ikke fylder særlig meget i landskabet. Men det er kun indtil han begynder at åbne munden for at synge. For nok er det ham, vi begge to står og glaner efter at få et glimt af deroppe på scenen.
Den storea attraktion
Men det er Schultz’ stemme, der er den helt store attraktion i Schultz & Forever.
Det er dén, vi begge to i virkeligheden prøver at finde ud af at gennemskue som vi står der sammen et splitsekund, inden hun igen begiver sig til at kigge efter tomme dåser igen.
LÆS MERE
De er også umiddelbart nemmere at finde end svaret på, hvorfor det lige var en 18-årig knægt fra Køgeegnen, der havde fået en stemme ligeså søvnigt nasal og rustrød som et udslukt kobberbryllup.
En klods om benet
Tidligere på året udgav Schultz & Forever debut-ep’en ’Céline’, der bestod af en lille, prunkløs bunke sange spillet af Jonathan Schultz på sin guitar. Det var imidlertid et noget andet lydbillede, der mødte publikum på Roskildes mindste scene, hvor Schultz & Forever var skudt i både vejret og bredden med tilføjelsen af et fire mand stort backingband.
Det fungerede fint på den afdæmpede ’Death Rain’ og den stærke ’Sociopath Youth’, imens den ellers smukke ’Two Flowers’ fik et lige vel voldsomt gok i nødden med folk-raketten, så både violin og højstemt trommer var med til at få sangen til at lette. Hvilket egentlig var lidt overflødigt, eftersom sangen fremstår fint flyvefærdig i sig selv.
LÆS OGSÅ Roskilde Festival offentliggør booking af unge talenter
Det var Jonathan Schultz – klædt som en nærmest 1:1-kopi af Bob Dylan på ’The Freewheelin’ Bob Dylan’-coveret – der med sin underspillede superstjerne af en sangstemme og sin imponerende sangskrivning trak stikket hjem på Pavilion Junior.
Ind imellem virkede bandet i hvert fald mere som en klods om benet på sangene end som en katalysator til noget større.
fortsæt med at læse
