Roskilde Festival offentliggør booking af unge talenter

Dansk. Fem danske navne er blevet offentliggjort til Roskilde Festival, herunder Schultz & Forever (billedet).
Dansk. Fem danske navne er blevet offentliggjort til Roskilde Festival, herunder Schultz & Forever (billedet).
Lyt til artiklen

Roskilde Festival har netop offentliggjort fem nye navne, der skal optræde på Pavilion Junior.

Det drejer sig om:

Schultz And Forever
Schultz And Forever alias den unge sanger Jonathan Schultz er forholdsvis ny på den danske stjernehimmel.

I 2011 uploadede han demoen 'Odd Stories' på sin bandcamp, og i januar i år udkom han med ep'en 'Céline'. Politikens anmelder Pernille Jensen har beskrevet den unge sangsmed med ordene:

»Han er bare 18 år men med sin nasalhæse vokal, smukt udfoldede sange og kantede omgang med sin akustiske guitar har Jonathan Schultz på kort tid vist sig at være en af de mest unikke stemmer i dansk musik længe«.

Årets Upcoming? Velsyngende 3.G'er har ikke forstand på kærlighed

Schultz And Forever er også nomineret til titlen Årets Upcoming, som uddeles i forbindelse med Ibyen-prisen-festen den 2. maj.

Kristina Renée
Kristina Renée livedebuterede allerede forrige år for et større publikum, da hun blandt andet spillede support for udsolgte koncerter med The Kooks og Jamie Woon og optrådte ved Spot Festival.

Hun har udgivet mini-albummet 'For Now', der, som titlen antyder, er et musikalsk øjebliksbillede, hvor den 25-årige sangerinde, sangskriver og producer spiller en håndfuld electropopsange.

So-So Echo
Elektropopbandet So-So Echo spillede i marts måned support for The Raveonettes på deres mini-turné, og den 23-årige sangerinde fra bandet, Jenny Rossander, også kendt som Lydmor, er gæstevokal på et Sort Sols nye numre, de har været i studiet for at indspille.

De to resterende bandmedlemmer Torben Seierø Jensen og Sune Sølund er også kendt fra gruppen Alcoholic Faith Mission.

Broke
Broke er en dansk duo, som består af Simon Littauer og Mads Bergland.

De har siden 2010 eksperimenteret med en musikstil, som de selv kalder 'dark-coloured disco', og i november udsendte duoen mixtapet 'Broke – Lifestyle Mixtape', som er en forløber for Brokes kommende debutalbum.

Roskilde-rival nærmer sig udsolgt

Traveling Tribes

Sidste navn er Travelling Tribes, der musikalsk ligger i grænselandet mellem psykedelisk og verdensmusik.

De udgav i januar deres debut 'Everything Seems To Change', der af Gaffas anmelder Torben Holleufer fik fem stjerner, hvor han skrev:

»Denne lille stamme har været på vej i nogle år. Lavmælt insisterende har de gemt på en hemmelighed, som nu kommer til udtryk med dette formidable album. Berusende og helt rigtigt. Jeg bøjer mig i støvet«.

Nanna Jenner Jensen, Gaffa

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her