Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningHos Turbonegro er der ikke særlig meget, der foregår over bæltestedet. Ud over groteske mængder udtværet teatersminke og en solid omgang brølesang.
Set igennem lige præcis dét fedtede filter er der ikke meget nyt under solen hos de norske vildmænd.
Og så alligevel. For i 2010 mistede Turbonegro - eller Turboneger, som de hedder hjemme i Norge - deres ikoniske frontmand, den navnkundige Hank von Helvete, der valgte at forlade bandet.
Han er siden da blevet erstattet af Tony Sylvester, kaldet The Duke of Nothing, som blev rekrutteret fra bandets egne fanrækker i form af fanklubben Turbojugend, og som i hvert fald havde både integritet og statur på plads, som han spankulerede omkring som en storvommet, bestøvlet dominans iført ridebukser og seler.
LÆS OGSÅ
Værre stod det dog imidlertid til med Turbonegros nyere materiale.
Flere af sangene fra sidste års ’Sexual Harassment’ var simpelthen for tyndbenede. Det er i hvert fald ikke foruroligende enslydende numre som ’Mister Sister’ og ’Dude Without A Face’ der er vejen frem for fjeldbøllerne.
Kæmpede bravt
Det var ofte sangene af ældre dato, der fungerede bedst og fremstod stærkest.
Som den uimodståeligt punkede ’All My Friends Are Dead’ eller det fremragende første ekstranummer ’Dungaree High’, der bærer det stolte omkvæd »I’ve got a headache in my pants« og som er blevet fortolket i en hyldestudgave af ligeledes Roskilde-aktuelle Queens of the Stone Age, der udgør nogle af Turbonegros mere prominente fans.
For alle os andre var det et fornøjeligt gensyn med de galopperende politisk ukorrekte nordmænd, der på deres egne klodsede facon som ingen andre formår at kombinere stor, mandlig dumhed og solid selvironi.
LÆS OGSÅ Men selv om den nye anfører, Tony Sylvester kæmpede bravt, kunne de nye sange ikke matche fordums storhedstid, og parodien hænger som en faretruende tordensky over de skrydende nordmænd.
