Vi sidder tæt sammen i den ene ende af et stort kontorlokale på Nørrebro.
De seks andre i lokalet sidder med næsen og opmærksomheden dybt begravet i hver sin bærbare. Alligevel har Roskilde Festivalens folk bedt os om at hviske. Forklaringen er det A4-papir, vi har fået udleveret. En kopi af plakaten for årets Roskilde Festival, som først offentliggøres officielt senere i aften.
Selv om flere af navnene er blevet afsløret, er den endelige plakat det tætteste, man kommer på en statshemmelighed i dansk musikbranche. Og hemmelighedskræmmeriet har sin årsag, forklarer festivalens musikchef Rikke Øxner.
LÆS OGSÅ
For sidste år sad der altså 55.000 mennesker fra hele verden og fulgte med foran skærmen, da festivalen offentliggjorde programmet.
Men nu gælder det 2013.
Noget for alle Hvad har I villet med årets program? »Det er måske lidt defensivt at sige«, smiler Rikke Øxner, »men vi vil jo i bund og grund det samme hvert år. Vi vil finde den mest interessante musik nu og her«.
Og programmet viser først og fremmest mangfoldighed, mener hun:
»Du kan finde alt, du har brug for, til en lang elektronisk nat. Men du kan også høre noget sfærisk sydkoreansk musik. Og så kan du bare gå amok til Volbeat. I år kan du gå direkte fra Bobby Womack til ung punk«.
Øverst på plakaten foran os råber festivalens syv hovednavne: Kraftwerk, The National, Queens of The Stone Age, Rihanna, Sigur Rós, Slipknot og Volbeat.
Når man ser bort fra Kraftwerk og Rihanna, er alle hovednavnene rock – hvordan kan det være?
»Det kan godt være, at rocken fylder meget, men det er altså også en klassisk festivalting. Og jeg synes selv, vi viser stor diversitet i hovednavnene. Kraftwerk er legenden, Rihanna kan poppen, Slipknot dækker det rigtigt hårde, Volbeat og Queens Of The Stone Age er bredere rock, og så har vi The National og Sigur Rós, som appellerer til indiepublikummet«.
Men hovednavnene er jo festivalens ansigt udadtil, jeres identitet. Er det bevidst, at den skal være domineret af rock – også i en tid, hvor det rykker på så mange andre musikalske fronter?
»Nu er der jo langtfra kun rock blandt de store ting. Vi har for eksempel samlet Ingrid, som er et pladeselskab i Sverige, som har Lykke Li, Mike Snow og Peter Bjorn and John. Det er de største navne i Sverige nu, og de har lavet et show særligt til Roskilde. Det kan godt være, at de ikke står øverst på plakaten, men for mig er Ingrid også er et hovednavn«.
Få nye ansigter
Mangler der ikke nogle nye navne deroppe – hvis man ser bort fra Rihanna?
»For at komme øverst på plakaten skal der være noget blikfang og noget genkendelighed. Men jeg har da festivalkolleger, som er ved at dø over, at navne som Turbonegro og James Blake ikke står øverst på Roskildes plakat. Det ville de gøre hos dem«.
Kunne I ikke sige: 'Nu tager vi dem, vi synes laver den allermest spændende musik lige nu, og smider dem op øverst på plakaten?'. I stedet for at bruge nogle navne som vartegn, som for en stor dels vedkommende kunne have været hovednavne i 2004?
»Jamen, det nye får ikke folk til at stoppe op på cyklen, når de kører gennem byen. Og plakaten har den præmis. Det er kioskbaskeren, man sætter op uden for døren for at sælge billetten«.
Rock anno 2013
Rikke Øxner mener også, at der sker rigtig meget godt for rocken lige nu:
»Folk vil gerne høre klassisk testestoron-rock, som hos et band som australske Airborne, der kommer og spiller. De er måske ikke født i går, men der er bare en bølge hos publikum, der siger: 'Jamen, det er fandme også fedt at stå og høre det her og så svinge en fadbamse eller spille luftguitar«.
Har folk da ikke gidet det?
Det er måske lidt defensivt at sige, men vi vil jo i bund og grund det samme hvert år
Rikke Øxner
»Nej, der har været en tendens til, at folk har talt om klassisk rock som en guilty pleasure. Nu siger de: 'Okay, jeg har altså stadig et drengeværelse i mig'. Volbeat er jo også et klassisk rockband, og de ligger altså nr. 1 i en masse lande nu«.
En genre som punk, der er afledt af rocken, står også centralt i årets program, påpeger hun:
