Hårdtslående metalband hænger fast i 1999

Derhjemme på Rådhuspladsen deler jeg kontor med en af avisens rareste og roligste mænd. Som glædede sig vildt og inderligt til at se Slipknot på Roskilde.

Jeg forstår ham egentlig godt.

For det otte mand store kobbel af maskerede amerikanske vildmænd i nussede kedeldragter er i sagens natur et syn for om ikke guder, så i hvert fald for de festivalgængere, der var samlet i titusindvis foran Orange Scene, da det omrejsende metalcirkus satte strøm til torsdags tusmørketime med en indledende tretrinsraket bestående af ’Disasterpiece’ og den solide, riff-baserede ’Liberate’ der gled over i gennembrudshittet ’Wait & Bleed’.

Det blev første gang frontmand Corey Taylor brød ud i noget, der lignede skønsang. Men ikke sidste.

LÆS MERE

For selv om Slipknot spillede med en bemærkelsesværdig og i glimt nærmest pulveriserende energi, kunne hverken de tre tromme- og percussiontøndeopsætninger eller en afsindigt velsyngende – og ditto brølende – Taylor skjule det faktum, at rigtig mange af Slipknots sange er bygget op omkring den samme skabelon.

Hvilket helt sikkert er en af årsagerne til, at Slipknot i dag kan nyde en status som et af verdens mest populære metalbands anno 2013.

Ottemasket anakronisme

Slipknot selv festede dog, som var det 1999. Året hvor deres debutalbum udkom.

Pladen hed bare ’Slipknot’, og den skulle da også vise sig at være stilskabende for bandets lyd fremover. Og Slipknots notorisk aggressive stil med tre trommeslagere og den konstante vekslen mellem Taylors skønsang og dødelige vræl er en aldedes effektiv cocktail, og det var den også på numre som ’The Blister Exists’ og den hidsige ’Duality’.

LÆS OGSÅ

Men ind imellem lød det simpelthen som en flommet tidslomme, hvilket ikke mindst skyldes, at bandet insisterer på at holde fast i nu-metal-elementer som Craig Jones’ samples og Sid Wilsons scratching. Det gik især ud over 'Spit it Out’ og afslutteren ’Surfacing’, der vitterlig ikke var ældet med hverken ynde eller værdigheden i behold.

Den del kan Slipknot med fordel skære fra, hvis de ikke skal ende op som en ottemasket anakronisme med et ben i hvert årti.

For Slipknot kommunikerede vildskaben på glimrende vis. Selv om de to percussionister på flankerne, Shawn ’The Clown’ Crahan og Chris Fenn, efterhånden virker mere som fjollede juhu-piger bag deres evindelige hæve-sænke-tønder.