Mike Muir har ikke fået mange nye ideer, siden han for nøjagtig 30 år siden i spidsen for sit band Suicidal Tendencies smed ’Institutionalized’ lige i smasken på en intetanende verden.
Suicidal Tendencies er med andre ord ikke den mest perspektivrige booking på årets Roskildeprogram, men Suicidal Tendencies har dog for første gang i 13 år fået lavet et nyt album og det kan man selvfølgelig vælge at fejre.
Albummet hedder snedigt nok ’13’.
Kortvarigt kogepunkt Med Mike Muir som indpiskende onkel Hyggerocker viste den nye udgave af bandet fra Venice, Californien, sig stadig som en hårdt tunet rockmaskine.
MUSIKREDAKTØREN
Det kræver gode bøffer og præcision at spille gruppens flydende fusion af speed, trash og punkmetal, og guitaristerne Dean Pleasants og Nico Santora samt bassisten Tim Williams og den skraldebilstore trommeslager Eric Moore kunne dagens lektie på fingerspidserne.
»Don’t take no bullshit from no one!« som politisk spidsformulering starter næppe nogen revolution
Kim Skotte
’You Can’t Bring Me Down’, ’Cyco Vision’ og ’Ain’t Gonna Take It’ sad som de skulle, men der skulle en lang og vild version af ’War Inside My Head’ til for at bringe stemningen i nærheden af noget, der for en kort stund lignede et kogepunkt.
Det var ikke en nogen dårlig idé, Mike Muir fik, da han i sin tid smeltede punk, metal og skaterfilosofi sammen, men det betyder ikke nødvendigvis, at det også er en frisk idé 30 år senere.
Rutine og rebelskhed
Korte bukser og bandana på 30. år.
Smart nok, hvis man er til den slags, men unægtelig en noget uopfindsom uniform, hvis den samtidig afspejler musikken. Og det gjorde den.
Musikken kunne holde sig selv flydende, men det var en slem sæk floskler, Mike Muir konstant skulle dykke ned i for at minde publikum om Suicidal Tendencies’ identitet som rebeller.
Det, du ikke vidste, du kunne gå glip af på Roskilde Festival
Rutine og rebelskhed er en lumsk kombination. »Don’t take no bullshit from no one!« som politisk spidsformulering starter næppe nogen revolution.
Nostalgisk mindedes Mike Muir de gamle skater-dage, hvor det handlede om at komme hurtigt på benene igen, når man var røget på røven, og hvor Mikes storebror altid var parat med et pædagogisk gok i nødden, hvis det stadig kneb med forståelsen.
Psykopatisk udsyn
Suicidal Tendencies kalder sine ’stammefrænder’ for cycos.
Psykopater af de rette årsager, som Mike Muir sagde i sin optakt til ’Cyco Vision’. De rette årsager var noget med at lytte til sit hjerte og skide på alle andre.
At man kan banke en livsfilosofi sammen ud af dét tankegods, er nærmest imponerende, men det eneste virkelig imponerende ved den første koncert med Suicidal Tendencies i mange år var den mængde sved, Mike Muir igen og igen med tommeltotten kunne klemme ud af sit hovedtørklæde.
Og så den sømløshed med hvilken hans musikere ærede en musikalsk opskrift, der allerede oplevedes som ude over sine bedste dage, da Suicidal Tendencies ved flere lejligheder varmede op for de helt store rock- og metalnavne på danske stadioner i begyndelsen af 1990’erne.
Mølædte rock-repræsentanter
Det er med andre ord sløv nostalgi snarere end musikalsk omtanke, der må have bevæget Roskilde til at plukke lige præcis Suicidal Tendencies som repræsentant – eller skydeskive om man vil – for den efter sigende nye store interesse for hård herrerock i alle dens afskygninger.
LÆS OGSÅ
Hvilket da vist var helt i orden med den unge herre foran mig, der lyttede andægtigt med sin stålhjelm med påskriften ’revolution’, sin nittede lædervest med ordet ’destructors’ og en plastikmaskinpistol nonchalant placeret under højre arm.
Rock’n’roll vil aldrig dø. Det tror vi stadig på.
Men en gang imellem kan man godt have på fornemmelsen, at nogle af dens repræsentanter er blevet hængende midt i en meget langstrakt og noget mølædt genopstandelse.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
