0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Natmennesket James Blake stegte på Orange

Den unge komet længtes efter natten, men viste stadig sine ubegrænsede evner.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
THOMAS BORBERG
Foto: THOMAS BORBERG

Nocturnal. James Blake kunne ikke se sine tangenter, men præsterede stadig at give en stor koncert i det klare dagslys.

Anmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Anmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Sveden piblede ubønhørligt ned af kinderne på James Blake, da han havde siddet bar et par minutter mellem sine keyboards på Orange scene.

Det sorte pandehår klaskede ind til ansigtet, og selv om hans britiske accent pakkede alle sætninger ind i en høflig klang, var det svært at overhøre den boblende frustration, da han bemærkede:

»Jeg kan ikke se mine displays«.

Sort som natten Men fingrene kunne finde tangenterne. Ligesom stemmen var parat til slynge sine forvrængede arabesker rundt om de trætte festivalkroppe.

Og det hovedsagligt siddende publikum var med på, at det her var en søndagsmatiné med et nattemenneske. Men det var markant, som Blake og hans to medmusikanter livede op, da solen flyttede sig, og han blev opslugt af skygge.

Natten er sort som Blake, og kompositionerne er for nocturnal til at nå de transcenderende niveau. Eller bare til at rive afstanden mellem scene og publikum over.

Det store potentiale i James Blakes unikke krydsninger af grædende melankoli, soulfulde fraseringer og vibrerende dubstep må vi have til gode.

Overvældende øjeblikke

Trods den løs forbindelse mellem trioen og det henslængte publikum viste Blake fra den elegiske ’I Never Learnt To Share’ forbi til foruroligende skønhedsåbenbaringer ’Retrograde’ og ’The Wilhelms Scream’ til en lavmælt overvældende version af ’Whisper’ sine virtuose evner.

Intet får lov at blive stående særligt længe på samme plads i hans vildtvoksende lydunivers.

’Limit To Your Love’ slog en uventet slynge fra jamaicansk dub til lyden af berlinske Basic Channel, mens den lille sample-genistreg ’CMYK’ blev tilsat forvredne krageskrig.

LÆS OGSÅ

Om man stod eller sad i det solsvedne græs, havde Blake massivt overvældende øjeblikke.

Lyden var knitrende klar, og trods svage passager, der ikke kunne tåle solens lys, var koncerten en demonstration af mand med ubegrænsede evner. Og en evne til at opfinde sig selv hele tiden.

Men det kunne have været så meget bedre som koncertoplevelse i en skumringstime. Nu blev en del af fornøjelsen svitsede af i solen.

Læs mere:

Annonce

Læs mere