Stonerrockede doom-metalband opløste tiden som en Treo i vand

Wizard. Optimalt set burde 'Electric Wizard' have spillet på en noget mindre scene på et langt mere ukristeligt tidspunkt.
Wizard. Optimalt set burde 'Electric Wizard' have spillet på en noget mindre scene på et langt mere ukristeligt tidspunkt.
Lyt til artiklen

Kan man blive rumskæv i et telt med en kapacitet på små 20.000 mennesker?

Det stenede doom-metalband Electric Wizard fra Dorset i Sydengland, og deres publikum, ikke mindst, gjorde i hvert fald, hvad de kunne, for at stikke piben ind på den allermest effektfulde facon, da bandet, som i år kan fejre 21-års fødselsdag, gik på scenen på Roskildes næststørste scene, Arena.

Det virkede derfor på alle måder en smule kikset, da den velmenende kvindestemme over højttalerne inden koncerten prædikede stoffri festival ved at opfordre til, at man fik sit kick fra musikken.

Pilskæv åbningsfest

Det kan man nu godt ved at lytte til Electric Wizards tunge, groovende stonerrock-inficerede doom-metal.

Men det var alligevel akavet at invitere de notorisk cannabis-begejstrede englændere på scenen til lyden af en løftet narkoforskrækket pegefinger.

Desperadosopran vaklede i jagten på sit udtryk

Og det afholdt heldigvis ikke Electric Wizard fra at skabe deres egen pilskæve åbningsfest med et stenet og stærkt afhængighedsskabende startskud til årets festival.

For selv om de optimalt set burde have spillet på en noget mindre scene på et langt mere ukristeligt tidspunkt – i nat, for eksempel – føltes det hurtigt, som om klokken allerede var 4 om natten. Mindst.

Vide trompetbukser

Det var den buldrende effektive ’Return Trip’ fra ’Come My Fanatics ...’, der for alvor skød koncerten op i sløve, fornøjelige omdrejninger, på samme måde som albummet, den er taget fra, tilbage i 1997 introducerede den mere sludgy stoner-lyd, der kendetegner Electric Wizard i dag.

En lyd, der blev forfinet til et gammeldags 13-tal på hovedværket med den herligt sigende titel ’Dopethrone’, hvis eminente titelnummer torsdag aften blev spillet med en solid dommedagsbuldrende konsekvens – med den fornødne fremdrift helt nede i et særdeles adstadigt tempo og to guitarer, der kværnede sig slæbende, men sikkert af sted som en støvet ’Wall of Fuzz’-pendant til Phil Spectors berømte ’Wall of Sound’-lyd fra 1960’erne.

En ærlig satan ved navn Karl besejrede Roskilde

Og der stod de så. Iført fire par særdeles vide trompetbukser, hår ned i øjnene og en baggrundsskærm proppet med kultfilmklip fra 60’erne lignede Electric Wizard mest af alt et Spids Nøgenhat-tributeband fra Hvidovre.

Skulle lige spilles varm

Men de er i mindst lige så høj grad rundet af et band som Black Sabbath, der efter sigende har navngivet bandet med sammensætningen af de to Sabbath-sange ’Electric Funeral’ og ’The Wizard’.

Electric Wizard er ikke ligefrem typerne, der stresser med deres musik. Og således gik der små 10 minutter af koncerten, før kvartetten fik spillet sig varm.

Men da der først var smidt i kakkelovnen, var det en stor fornøjelse at indvie Roskilde-ørerne med en tur i de sydengelske gløder.

Pernille Jensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her