Det er svært ikke at blive forpustet ved tanken om det år, der er gået, siden Karen Marie Ørsted alias Mø, optrådte på Roskildes Pavilion Junior scene sidste sommer.

Allerede dengang var hun et stort nav blandt de andre upcomingnavne. Men siden da, er det kun gået opad med en lang række koncerter, både herhjemme og i udlandet, samt ikke mindst udgivelsen af den stærke debutplade ’No Mythologies to Follow’.

LÆS ANMELDELSE

Med andre ord: Mø har haft travlt. Men at hun også er blevet bedre til at stå – eller rettere sagt vælte rundt – på en scene, beviste hun, da hun tidligt søndag aften lagde Arena-scenen for sine fødder med en både rørende og overbevisende rutsjebanetur igennem den ende af popverdenen anno 2014, der kan betegnes som Møland. Og her er ikke kedeligt.

Intimt rum

Hun satte da også solidt af med en dejligt pumpet version af det tidlige gennembrudshit ’Maiden’ og byggede derfra langsomt men sikkert et intimt rum op i Arenas højloftede rammer – præcis som hun har gjort hjemme på sit gamle værelse hjemme hos forældrene i Ubberud på Fyn, hvor hun har indspillet alle vokalerne til sin plade.

’Slow Love’ blev skudt gang som en semi-acapella-udgave, inden den ubesværet gled over i en nærmest funky lyd, og ’Pilgrim’ kantede sig selvsikkert frem til et tidligt højdepunkt hjulpet godt på vej af tre hættetrøjebeklædte blæsere, der dukkede op flere gange undervejs og bakkede godt op om den soul’ede glød, Mø har i sin stemme.

Alt imens hovedpersonen selv spankulerede i en rolig linedans på selve rækværket imellem fans og scenekant, inden hun graciøst lod sig falde baglæns ud i publikum i en af hendes mange crowdsurfende rejser henover sit publikum.

Ikke uden vaklen

Med overraskende ynde, men aldrig mere end at knæene under hendes hvide, plisserede nederdel efter kort tid var sorte af scenestøv.

For af en popstjerne at være har Mø et særdeles afslappet forhold til kontroltab, og det spiller en markant rolle i hendes liveshows, som i høj grad er med til at cementere hendes status som en popstjerne i ofte decideret fysisk øjenhøjde med sine fans.

Men koncerten var ikke uden vaklen, og hen mod slutningen var der et eller andet der kiksede gevaldigt i hendes intonation. Først i små glimt på ’Waste of Time’ og dernæst i ret graverende grad på den ellers så fine Phil Spector-klingende ballade ’Never Wanna Know’.

Og nej, det er ikke blækregning, det her. Men Mø er en glimrende sanger, der oftest har totalt styr på sin egen sprælske tornado af en stemme, og jeg har aldrig oplevet hende vakle sådan før.

(Næsten) endeløs energi trods træthed

På de resterende sange var der desuden heller ingen slinger i halsen, hvilket kan indikere, at der var tale om nogle tekniske drillerier.

Det rykker nu ikke ved, at Mø unægtelig så en smule træt ud. Alligevel fik trætheden lov at blive siddende i de lidt glasagtige øjne, imens resten af hendes krop syntes dækket af den samme fernis, der lader til at beskytte hende som et usynligt visir af styrke og (næsten) endeløs energi.

I hvert fald var der en imponerende stålsathed over den uforfængelige fremdrift, Mø leverede på scenen. Og det var som altid en stor oplevelse i sig selv.

fortsæt med at læse

Protestgruppe vil have MØ til at aflyse koncert i Israel