Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Mie Brinkmann
Foto: Mie Brinkmann

ENGEL. I lang kirkehvid kjole og med fredens fjer i håret tog Polly Jean Harvey sig ud som en engel eller et spøgelse med gruopvækkende nyt fra historiens og alverdens slagmarker i Roskilde.

Anmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Publikum forstyrrede næsten genial koncert

Upåvirket af verdens tummel gav PJ Harvey en sikker, men lidt for fjern koncert.

Anmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Pludselig stod hun der foran den uroligt ventende menighed.

Som om hun var svævet ind på scenen i sin lange kjole, så glansagtig hvid som en nykalket kirke og med lige så hvide fjer i det fremdeles ravnsorte hår. For som et rapporterende spøgelse at fortælle gruopvækkende historier fra den krig, hvis trommer og tummel, vi hele tiden kan høre i det fjerne i disse år over hele kloden.

En teateragtig galionsfigur fra det stormomsuste skib 'Den Flyvende Hollænder' med lasten fuld af menneskelig dårskab, ondskab og al historiens ulykke.

Cool rutine Også i Roskilde blev krigen og ikke mindst dens invaliderende virkning på den menneskelige psyke særdeles nærværende, da PJ Harvey afleverede sine musikalske reporter fra dette års med rette skamroste album, 'Let England Shake'.

En plade, hvis enkle musikalske elegance, viser, at det har været kunstnerisk sundt for den 41-årige komponist at beskæftige sig med et afgrænset tema.

LÆS ANMELDELSE

Spændingen var da også nærmest elektrisk i det tætpakkede telt, inden koncerten, som Polly Jean Harvey indledte tyst og kontrolleret med sin velspillende trio af cool rutine - multiinstrumentalisten Mick Harvey, multiguitaristen John Parish og trommeslageren Jean Marc Butty.

Dramatik med autoharpe
På magisk vis lykkedes det fra starten med albummets titelnummer at forplante den knusende, rugende ro med en kølig understrøm af uro til publikum.

Hovedpersonens egen dramatiske fremtoning og brugen af den autoharpe, der normalt forbindes med bluegrass, men som PJ Harvey uhyre stilsikkert løfter sine skarpe rocksange op med.

Autoharpens ringlen føjer yderligere facetter til den mørke musiks slør af nervøst trippende klaverakkorder fra Mick Harvey og de fint understrengende trommer.

FN løsning
Det var svært ikke at gyse under anden sang, 'The Words That Maketh Murder', hvor PJ Harvey konstaterer: »I have seen and done things I want to forget/soldiers fell like lumps of meat,/blown and shot out beyond belief. Arms and legs were in the trees«.

De fastfrosne billeder fra slagmarken stod lysende klart på en ellers feststemt Roskilde Festival, hvor genbrugen af Eddie Cochrans ord fra 'The Summertime Blues': »What if I take my problems to the United Nations?«

LÆS INTERVIEW

FN ville dog næppe havde kunnet afhjælpe de spirende problemer i koncerten. Den distante kvartet på scenen begyndte desværre at lukke sig om sig selv og Arena blev en meget stor katedral at spille op med så spinkel musik.

Ind i mellem gik en meget fokuseret Polly Jean Harvey klart igennem, når den sitrende nervøsitet blev afløst af mere rå, flænsende rock som eksempelvis i en veloplagt 'Down By The Water' midt i koncerten.

En time senere

Desværre lagde PJ Harvey sin hvide guitar fra sig igen og så gik koncerten lidt i stå.

Hvilket selvsagt også hang sammen med det enorme pres af ind- og udvandring i det stopfyldte telt. Et eksempel på, at Roskildes program på åbningsaften, nogen har ventet på i en lille uge, var for tyndt og for lidt omfangsrigt til at forhindre de massive kødannelser overalt.

Det var selvfølgelig ikke det britiske ikons fejl, men det forstyrrede en koncert, der uden tvivl havde været tæt på genial i mere rolige rammer. Først i finalen med 'Big Exit' og 'Meet Ze Monsta' genfandt hun sit publikum og spillede sig selv helt ind i hjerterne med sin helt egen, skrøbelige sejhed.

En spagfærdigt »thank you very much«. Og det var det. Ingen ekstranumre, ingen gaver, ingenting.

Så svævede Polly Jean væk igen efter en god times musiceren og fortonede sig snart som en af den slags fjerne drømme, der skiftevis er et mareridt og velsignelse.

TEMA IBYENs Roskilde-site

Tilmeld dig IBYENs Roskilde-nyhedsbrev og få Roskildenyheder i din mailboks

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden