Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
JANUS ENGEL
Foto: JANUS ENGEL

Bliv! Barrington Levy måtte næsten smides af scenen. Han fik besked på at showet var slut, men råbte igen og igen mod publikum: »Do you want me to go home?«. »Nooooo!«, genlød det i bølger mod scenen.

Anmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Supertændt reggaeveteran sendte skudsalver af pletskud fra Orange Scene

Sangkonkurrence, evige afbrydelser og et teknisk uheld, der blev udnyttet til en spontan big tune. Alt var som det skulle være til en storslået dancehall-koncert.

Anmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg har hørt nogen kalde dancehall for narrefissemusik, når det spilles live. Fordi en del af den jamaicanske koncertkultur går ud på at stoppe et hit lige når det er blevet genkendt, for så at tale det op igen, skabe suspense og så bum! En lille bid, og så stoppe igen.

Det gør publikum elektrisk. Og modsat narrefissen, kommer forløsning som orgastiske eksplosioner fra de lydsystemer basmusikken brager gennem.

På Orange Scene lørdag eftermiddag havde den jamaicanske reggae- og dancehall-veteran Barrington Levy så stramt fat i sit enorme publikum, at han kunne dikterer tænding, tøven og forløsning som dukkefører i et skrålende marionetteater.

Hans hitkatalog er måske ikke så stort som det Paul McCartney senere vil spille fra på samme scene, men når man starter som 12-årig og laver stribevis af big tunes op gennem 80’erne og 90’erne er der en kæmpe slikpose at dele ud af. Og så kan man skabe den genkendelse hos publikum, der er nødvendig for at tease, udsætte og forløse.

Normalt kan de såkaldte call backs hurtigt blive en pestilens. Altså der hvor en sanger råber »sig åååå ååh« og publikum svarer med et »Åååå ååh«. Og der kom masser af call backs fra scenen, hvor Barrington Levy gang på gang signalerede til det sprødt spillende riddim band French Roses, at de skulle spille lavt, eller helt stoppe for at han kunne piske den bagerste del af publikum op af søvnen.

»Are you sleeping?« brølede han og fik et brølende »noooo« tilbage. Dancehallkoncerter handler ligeså meget om publikum som stjernen på scenen. Det gælder for sangeren om hele tiden at fornemme hvor publikum er og styre dem ud i vildskaben med de rette slag.

Og når man ikke står i en dansehal men på en gigantisk udendørs scene, må der call backs til. Og publikum kaldte tilbage. Igen og igen, og sprang i vejret som til en punkkoncert, når musikken så satte i gang igen.

Definerende dancehall-stjerne

Barrington Levy har været en af de definerende skikkelser på dancehallscenen, da den vuggende håndspillede roots reggae begyndte at miste momentum på Jamaica og midtfirsernes publikum blev sultne efter nye toner og andre budskaber end rastafari-visioner.

Men på det tidspunkt havde han allerede sat sin signatur i reggaehistorien med roots-klassikere som ’Collie Weed’ fra 1979, som satte stemningen på Orange med linjerne: »Sweet sweet sensimilla«.

Og der duftede også af den søde søde tobacco mellem os der stod i forreste geled. Så der var øjeblikkelig respons, da Levy senere skabte a capella singalong med en hyldest til den skæve røg: »Seedless, seedless, that’s the only weed I smoke«. Inden blockbusterbangeren ’Under Mi Sensi’ satte i gang.

Ja, Barrignton Levy satte gang I løjerne ved at stoppe musikken. Og som i den jamaicanske soundclashkultur, hvor to hold af dj’s dyster mod hinanden for at vække det største brøl fra publikum, fik han højre side af pitten til at clashe mod venstre side.

Hvem kunne synge linjen »everyday I love her just a little bit more« fra ’She’s Mine’ bedst? Barrington Levy var dommer, kårede højre side som vinder og kommanderede så begge side til at synge den i fællesskab, mens bandet satte ind igen. Et ophugget men sømløst eksekveret show, der fik publikum mere og mere på mærkerne. Han var kommet for at få den her time til at printe sig ind i historiebøgerne.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og så var hans vokal imponerende umærket af årenes løb. Den 51-årige sanger har ingen gryn på stemmebåndet og kan stadig slynge sine fraseringer som lassoer op mod solen: »Shubbledubbledåååhåhååå, seen«.

En stemme der kunne holde skansen alene, da teknikken drillede guitaristen og bassist og trommeslager fik besked på at spille helt stille af Levy. Så greb han chancen som en anden freestylerapper og forvandlede sin sang ’No War (Obama)’ fra 2010 til en omskrevet lejlighedssang: »We don’t make trouble, we don’t make war/ a little technical trouble can’t stop us no more«.

Sådan sang han videre a capella ind til guitaristen fik liv i gearet igen og bandet gav Levy back up og bund til at færdiggøre det spontant udvalgte nummer til en lille triumf af bastung reggae. Et gyldent øjeblik, som kun fik Levy endnu mere på stikkerne.

Måtte smides af scenen

Det franske band var i det hele taget fremragende kørende. Bassen var bundløst tung men præcist tegnet i lydbilledet, guitaren lå sprødt sprællende mellem offbeats fra en toptunet trommeslager, mens de syntetiske hornarrangementer fra keyboardet ramte stumpt og præcist.

Koncertens sidste kapitel blev en triumferende rejse tilbage til firserne og alle de hits, som bare ramte os som skudsalver af pletskud. ’Under Mi Sensi’, ’Murderer’, ’Black Roses’ og ’Here I Come’. Leveret med præcision, power, analogt muskuløst, men skåret i luften som med barberblad, og Barrington Levys vokal faldt aldrig tilbage, men lå potent og tydelig i de lyse toner, der er hans varemærke.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han måtte næsten smides af scenen. Han fik besked på at showet var slut, men råbte igen og igen mod publikum: »Do you want me to go home?«

»Nooooo!«, genlød det i bølger mod scenen. Rytmen til ’Here I Come’ fortsatte i rundgang fra bandet, mens han fik os til at synge tilbage på hans signal: »Shubbidididdelybiddely we want moo-o-ore!«

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden