Hvad er det, der går og går, men ingen steder kommer? Normalt er svaret et ur. Men onsdag aften på dyrskuepladsen i Roskilde var det al den tid, der kunne være brugt på både bedre og sjovere ting, mens Red Hot Chili Peppers stod foran 60.000 mennesker og... jammede.
Opgaven var ellers til at forstå. Orange Scene skulle vindes tilbage efter den skandaløse koncert i 2007, hvor rigtig mange fans' tålmodighed med de solbrune amerikanere blev sat på en så alvorlig prøve, at der udbrød et mindre ramaskrig, da Roskilde Festival annoncerede, at det nu, ni år senere, igen var Chili Peppers-tid på Orange Scene.




























