Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
REFLEKSION. Roskilde er slut for i år. Det har været en heftig omgang, og anmelderne har lært en del.
Foto: MELISSA KÜHN HJERRILD /Melissa Kühn Hjerrild

REFLEKSION. Roskilde er slut for i år. Det har været en heftig omgang, og anmelderne har lært en del.

Roskildenyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Politikens anmeldere: Her er 15 ting, vi lærte på Roskilde Festival 2016

Efter en uge på Roskilde Festival har Politikens fire musikanmeldere noget, der ligner et par hundrede kilometer i benene og mindst lige så mange koncerter i ørerne. Simon Lund, Pernille Jensen, Kim Skotte og Lucia Odoom fortæller, hvad de har tænkt over på Roskilde Festival 2016.

Roskildenyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

1 Roskilde Festival kiggede ud i verden

»Fuck Donald Trump!« Alynda Segarra fra det protestsyngende amerikanske rootsband Hurray for the Riff Raff mødte fuld og hujende forståelse hos Roskildepublikummet, da hun sendt en besked hjem til den republikanske præsidentkandidat.

I det hele taget var årets festival meget konkret politisk i forhold de aktuelt ludende og buldrende kriser. Damon Albarn satte fra første koncert fokus på krigen i Syrien, flygtningestrømmen og Europas Brexit-krise, mens P.J. Harvey snart også svævede over slagmarken som en sort ravn, i skyggen fra Orlando-skyderierne talte den rødhårede hiphop-spirrevip Macklemore om omfavnelsen af den næste - uanset farve, køn eller seksuel orientering og Neil Young tordnede for mere øko på en truet klode.

Jo, der er nok at bekymre at sig om lige nu. Blev vi igen og igen mindet om, mens vi festede videre.

2 Det er stadig landets bedste musikforhindringsløb

Og festede gjorde vi. I otte dage sprang godt 130.000 mennesker rundt mellem hinanden og de 7 scener for at opleve 179 bands plus det løse af digtoplæsninger og improvisationer på Mayhem/Eschos undergrundscene.

En musikalsk forhindringsbane, hvor tilfældet råder, og der er snubletråde af gode koncerter over alt.

Dem, der kan lide hiphop, fik måske hørt lidt knirkende folk, dem, der kan lide at trampe til techno, fik måske hørt lidt calypso, og dem, der har det bedst med rocklegender, fik måske smagt lidt på tidens pop.

Hvis man ikke havde mindst én stor koncert oplevelse hver dag, må man bare komme tilbage næste år og gøre det bedre. De er der!

3 Kom ind i moshpitten, tøser!

Der findes moshpits til mennesker med bryster, og man skal bare kaste sig derind, hvis man gerne vil se, hvordan ungdommen kommer hinanden ved og giver hinanden blå mærker og oplevelser for livet.

4 De gamle drenge og piger ragede op

Roskilde Festival er ungdommens festival. Gennemsnitsalderen er 24 år, og gang på gang viste det unge publikum, at en festival som Roskildes er stedet, hvor de definerer deres generationers musik-kendetegn. Og det går stærkt i en tid med en syndflod af informationer og lynskiftende identiteter.

Så er anmelderne bare nogle halvgamle nostalgiske fjolser, når de jubler over ældre veteraner som Neil Young, og yngre ditto som PJ Harvey og New Order – eller kan de gamle, store rutinerede navne noget særligt?

Fordi de kommer fra en tid, hvor man udviklede sig over mange år og ikke var unge i en rastløst poppende musikkultur, hvor man bliver et hit på en halv time, glemt på en hel og lugter af gammel ged efter to år.

Ingen af os taler om Red Hot Chili Peppers i denne sammenhæng.

5 Lad os danse!

Vi vil danse, når vi er på festival. Lad os skrue ned for fadølsbobbemedhovedet og gabe-rock og book-nu-for-katten-noget-afrikansk-popmusik-eller-dancehall-Roskilde og skær de talentløse traprappere fra, der alligevel ikke har forberedt sig, inden de spilder vores tid på scenen. Ja, vi taler til dig Young Thug!

6 Det var et grime takeover

Det var hiphoppens og især den sprælske engelske fætter, grimerappens år på Roskilde Festival.

Amerikanske rappere viste hele hiphoppens musikalske palet frem. Fra Action Bronsons fjollerap og Vince Staples tvist af gangsta-rap til Schoolboy Q’s banger-hiphop og det rappende soul-tornado, Anderson .Paak.

Grime-rapperne satte samtiden stolen for døren. Med højenergiske og kontante koncerter gav rapperne Stormzy og Skepta samfundets orden modpres. De søger ikke løsninger, men når strømmen går og England melder sig ud af Europa, er det hos grimemusikerne, de unge kan henvende sig. Dér tør uvisheden råbe højt.

7 Scene-kabalen der aldrig går op

Igen i år var der fejlplaceringer af bands. Flere kunne have haft fornøjelsen af Anderson .Paak, Bisse, Skepta, Alex Vargas og naturligvis Phlake, der testede sikkerheden til grænsen i opvarmningsdagene.

Samtidig havde Orange Scene åndenød et par gange uden tilskuere. Hvorfor smider Roskilde festival navne på Arena, der:

1) sagtens kunne spille Orange Scene op?

2) trækker så mange til, at virkelig mange mennesker må stå udenfor, mens der inde i teltet er hård stemning med kamp om udsynet?

Når vi bliver 76, vil vi være ligesom Calypso Rose, der løftede op i trøjen og vrikkede med hofterne, som om hun havde opfundet sex

Hvad laver småbedagede navne som Foals, The Last Shadow Puppets og M83 på Orange (der var så meget plads, at man kunne parkere biler i pitten under M83), mens PJ Harvey og Tame Impala spiller på Arena. Ja, Wiz Khalifa og New Order kunne også have onduleret den største scene.

Det ville klæde Roskilde at give fremtidens rockbands bedre plads på festivalens største scene.

8 Faste grænser eller integration?

Nu vi er ved generne ved scenerne.

Skal den elektroniske musik have sin egen scene? Som Apollo kunne være.

Forsvinder verdensmusikken i mængden af tilbud uden en selvstændig scene? Eller har den tværtimod godt af at sprænge ghettoen?

Blandt publikum fortsætter diskussionen. Mange savner ’deres’ musikscene, men Roskilde vil integrere og opløse skel. Selvfølgelig vil de det. Og måske har de ret.

9 Mennsker er smukkere på Roskilde

Menneskerne på Roskilde Festival bliver smukkere for hvert år.

Makeupen blev lagt inden koncerten, frisurene bød på sildebensfletninger, cornrows, pastelfarvet page, funky bøllehatte, 90’er solbriller, også kendt som 'hurtigbrillen'.

Den anklage der har været om, at Roskilde skulle være for hvid er blevet gjort til skamme. Alle skal holde op med at snakke om Roskilde Festival, som om vi befinder os i 1996 stadigvæk.

Og musikbookerne skal holde op med at booke musik, som om vi stadigvæk er i 1996. Fortiden er forbi, årgang 0 var tilstede på festivalen, og de er altså ligeglade med guitarsoloer.

10 Hvor var den rene pop?

Roskilde Festival svigtede tidens store poppmusik. Publikum var ellers klar til det.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Roskilde Festival er ungdommens festival. Gennemsnitsalderen er 24 år, og gang på gang viste det unge publikum, at en festival som Roskildes er stedet, hvor de definerer deres generationers musik-kendetegn.

Klogt nok har festivalen taget en pause fra EDM og dj-festen. Men I et år, hvor Kanye West, Beyoncé, Drake og Rihanna bryder kunsterniske grænser inden for popmusikken, er det besynderligt at Roskilde Festival helt melder sig ud af dén samtale.

11 Skepta 4 Prez

Skepta skal være den nye britiske Premiereminister. Basta. Og grime skal have sin egen scene. Vi savnede at man samlede nogle af tendenserne som grime i potpourrikoncerter.

12 Er det her verdens bedste publikum?

Det bedste ved Roskilde Festivals publikum er, at de ikke er bange for at gå forkert.

Hvis det i højtalerne lyder af mere, går de ind i et telt for at være med. Helt med.

Og så er det sådan set lige meget, om der skal være helt stille koncentration omkring PJ Harveys kunstinstallation af en koncert om krigens væsen, der skal kastes med ølkrus og tændes romerlys under rapperen Jamaikas croonede fængelsberetninger eller danses brutalt i en kværnende mosh-cirkler under Meshuggahs dødsmetalsmesse i natten.

Gang på gang løftede publikum den musikalske oplevelse og viste, at de er i en klasse for sig herhjemme.

13 Når smartphone-generationer mødes IRL

Der var en del snak i år om Roskilde-koncerternes transmissionern på Red Bull Tv.

Dels har de sat public service stationen DR uden for døren.

Dels er det en bekymring, at folk bliver hjemme i sækkestolen, når de kan se koncerterne på deres telefon. Vi taler om smartphone-generationen.

Dem, der har den betænkelighed, skal overveje to ting:

1) Selv om publikum på forhånd viste, at de kunne se koncerterne hos den østrigske sodavands-gigant, meldte festivalen om udsolgt 1. juni. Det er det hurtigste billetsalg siden 1996. Der er altså en grund til, at begrebet IRL findes i de korte beskeders slang.

2) Det bliver aldrig det samme at skubbe skulderen ind i væggen derhjemme kl. 3 om natten i et parecelhus i Virum som at støde skuldrene ind i en flok svenskere, der lige i dét øjeblik er dine nye, bedste venner.

Se i øvrigt punkt 12.

14 De sande helte bærer flag

Når en lyskegle skyder ud fra Orange i nattetimerne, vajer alle flagende i et imponerende skue. Ingen andre danske festivaler har det udtryk.

Dem der laver og bærer flag er festivalens sande helte.

Lige meget om de står med et flag fuld af hjerter i blå og hvide striber, et sort-hvid billede af Hodor, en sokke-pik på e stang, skrumphoveder, lysende rislamper, en udstoppet musvåge, det islndske flag eller vores alle sammens klaissiker-favorit: rumvæsenet, der knalder en ko.

Det er dem, der sørger for at vi kan finde hinanden. På en sjovere måde end endnu en app på telefonen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og så får de publikum til at ligne en hær på vej mod et slag. Måske for en bedre verden, måske for en bedre koncert. Altid kampklar.

15 Kvinde vælg din krop

Musikken er en arena for befriende anderledes kvindeidealer. Kønnet er skiftevis flydende og kontant – både hvad angår sex og politik.

Illustreret af den syngende poledancer Dawn, den svenske indvandreraktivist og hiphop skældesmælder Silvana Imam og Trinidads trinde calypsodronning Calypso Rose i spidsen for Manu Chaus frække drenge.

Countryrocken fandt sin helt egen Lena Dunham i skikkelse af den runde og rapkæftede Elle King, der bramfrit portrætterede sig selv som en 'chain-smoking and harddrinking' woman - og så nøjagtig sådan ud.

Når vi bliver 76, vil vi være ligesom Calypso Rose, der løftede op i trøjen og vrikkede med hofterne, som om hun havde opfundet sex.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

Forsiden