Jeg står i et hjørne af Sonic Zone og får øje på fire betjente med blanke kasketskygger, som styrer imod mig med ildevarslende miner. Jeg tager tre skridt i deres retning og sender dem et af mine festivalsmil. »Hvad så«, siger jeg. »Er der gang i den?«. »Vi skal hen og have noget mad«, siger den ene og nikker mod Mamas Corner, lige bag mig. Han vifter med nogle madkuponer. »Nå, nå ... ja, ja«, konverserer jeg, mens jeg prøver at finde på noget at spørge om. Jeg er her jo på sin vis som journalist, selv om min virkelige mission er at holde øje med mine teenagedøtre. I sikker afstand til krystallerne »Har I et godt råd til sådan en som mig, der aldrig har været på Roskilde før«, spørger jeg. »Ja, hvis du får tilbudt nogle krystaller, man skal putte i et glas vand, råder jeg dig til at sige nej tak«, siger den ene betjent, der har et velplejet fuldskæg. »Det skal jeg nok prøve at huske«, siger jeg. »Hvordan går det ellers med kriminaliteten?«. »Der bliver stjålet virkelig meget«, siger fuldskægget, mens de andre tre står og tripper for at komme hen til Mama. »Især iPhones«.

LÆS OGSÅ Verdens ældste festival-debutant gør sin entre

Og det er så her, jeg får bange anelser. Min ældste teenagedatter har nemlig taget sin splinternye iPhone med på festivalen, og det er længe siden, jeg har hørt fra hende. Jeg ved bare, hun må være et eller andet sted derude.

Omgivet af iPhone-tyve og dødsensfarlige MDMA-krystaller.
Har du set piratflaget?
Det er tirsdag aften, og jeg vil lige tjekke partystemningen ude på pladsen. Der er ikke så meget action i den yderste spids af Silent & Clean, hvor jeg har slået mit telt op.

Måske får jeg også øje på døtrene, man ved aldrig.

Henne ved K-tårnet står jeg og studerer mit kort, da en meget ung fyr henvender sig til mig.

»Du ser lidt forvirret ud«, siger han med en stemme af den slags, der anvendes på ældre debile. »Kan jeg hjælpe dig med noget?«.

Jeg tjekker lynhurtigt, om han allerede har neglet min iPhone, men den er der stadig. Jeg kniber øjnene sammen og siger:

»Nej, jeg har fuldkommen kontrol over situationen ... Jeg skal bare finde den nærmeste vej derover«.

»Det er os, der larmer mest derude«
Jeg peger over mod den anden side af en mergelgrav, hvor den oppustelige Apollo-scene står og udspyr blåt lys og dunkende lyde, der så vidt jeg kan vurdere er technoshit.

»Sejt«, siger fyren. »Skal vi følges?«.

Jeg nikker, lidt befippet over al den venlighed, og vandrer af sted med Mads Nielsen, som fyren hedder. Sjovt nok bor han også i Silent & Clean.

»Måske har du set piratflaget? Det er os, der larmer mest derude«, praler han. »Og jeg er lige så stiv som alle de andre. Jeg er bare meget bedre til at bære det«.

»Ja, du håndterer den virkelig flot«, bekræfter jeg.

Mørkets forbandelse
Døtrene er ingen steder at se ved Apollo, så jeg nøjes med et par kvikke technotrin og cruiser rundt på må og få i mørket mellem teltene. Jeg træder til siden for et lægehold, der ruller forbi i rasende fart med en båre, hvorpå der ligger en ung kvinde.

To unge fyre råber mig an:

»Helt ærligt, hvad synes du om mine bryster«, spørger den ene, der har monteret en BH uden på sin T-shirt. Jeg tager et billede af ham for ikke at virke uvenlig.

Så skal jeg tisse. Idet jeg lyner op og sender strålen mod det nærmeste hegn, lyder en skrattende stemme i en megafon:

Ned i afgrunden
»Hej, du der, kan du lige vende dig om, så vi kan se, hvor æstetisk din penis er?«.

Jeg vender mig halvt om – så strålen rammer en halvt spist burger i gruset – og ser en lejr fyldt med mænd, der sidder på campingstole i en rundkreds og har det skægt. Der er også et par piger med påklistrede overskæg.

Jeg lyner op og går videre ind i mørket.

Måske er det megafonoplevelsen, der har distraheret mig. Måske er det bare den generelt løsslupne stemning. I hvert fald er jeg et øjeblik uopmærksom og træder ned i et dybt hul med højre fod.

Knæk, siger det.

Zombie

Der er tale om en alvorlig skade, kan jeg mærke. Jeg slæber mig hjem til teltet, hvor smerterne i foden holder mig med selskab hele natten. Sammen med nordmændene i nabolejren, der forsøger at synge på engelsk.

Onsdag morgen humper jeg hen til samaritterne. Nu må man bare håbe, der er en kirurg til stede. Og nogle sygeplejersker, der kan give mig en malerisk forbinding efter operationen.

Et ordentligt brød af en læge står ved indgangen. Ifølge et skilt hedder han Kresten. Han spørger, hvad der er galt.

»Jeg trådte ned i et hul, og nu er den helt, helt gal med min fod. Jeg gætter på, at den er brækket ... Eller forstuvet«.

Kresten ser på mig med en hånsk mine: »Der er ikke så meget, vi kan gøre ved det. Du må bare bevæge foden forsigtigt«.

»Måske skal den lige forbindes ...?«.

Det gider Kresten knap nok svare på. Og han er så også den første, der ikke ønsker mig en god festival.

Da jeg halter væk fra klinikken, bimler en mms ind på iPhonen. Det er et foto af min ældste datter. Hun er ligbleg, og blod pibler ud af hendes øjne.