Det er efterhånden ti år siden, at Mew med albummet ’Frengers’ stod og lurede på det helt store gennembrud internationalt.
Selv om bandet i dag stadig er store i Japan og et anerkendt navn blandt kendere kloden rundt, kom det store jordskred aldrig helt.
Efter torsdagens funklende fine koncert i midnatstimen på den største scene i Skanderborg, vover jeg gerne den påstand, at Mew fremdeles er i verdensklasse og intet bør stå i vejen for, at bandet kan spille sig op blandt de allerstørste.
LÆS ANMELDELSE Princes flossede koncert blev ødelagt for tusindvis af mennesker
For uden overhovedet at smække den rødhvide klaphat ned over øjne og ører, var det indlysende, at nattetimen bød på Mew’s leg med Muse’n for nu at referere til den britiske trio af netop det navn, som er tidens toneangivende, når det kommer til storladen, progressiv rock.
Både i samspil, sangskrivning og udstråling kan Mew snildt måle sig med briterne.
LÆS MERE
Vil bestemme det hele: Mew fyrer pladeselskabetOg smagsprøverne på det nye album, som sanger Jonas Bjerre med stolthed i stemmen fra scenen kunne proklamere, faktisk er færdigt nu, antydede, at der er mere godt i vente.
Voksent fuldblodsrockband
Vi lader verden ligge og koncentrerer os om Smukfest, der scorede fuld gevinst på bookingen af Mew, som ikke har gjort meget væsen af sig i de senere år.
Seneste album er eksempelvis stadig ’No More Stories…’ fra 2009.
LÆS ANMELDELSE
kritik Mew er Danmarks mest originale rockbandI forhold til tidligere er Mew vokset til at være et fuldblodsrockband med enorm bund i musikken.
Der er nu så at sige krop i den musik, der måske før mest henvendte sig til det hoved, som naturligvis stadig er med i de komplekse kompositioner og halsbrækkende breaks og temposkift.
Mew har altid været noget så sjældent som et orkester, der ubesværet bevæger sig mellem såkaldt indie og classic rock uden at sætte hverken publikum eller troværdighed over styr i nogle af lejrene. Imponerende.
Stor, lys stemme
I Skanderborg fremstod bandet som om, det for alvor er på vej til at etablere sig som et erfarent, men stadig sultent og vovemodigt classic rockband, hvad nogle muligvis vil tage fortrydeligt op.
Dem om det, for os, der kærer os mindre om grænser og genrer end om god musik, er det uanset hvad, en udelt fornøjelse at nyde Mew. Hvis musikere trådte i karakter denne aften.
Raveonettes samlede rockhistorie og kunst i tæt lille koncertSilas Graae spillede med en bandsat styrke på sine trommer uden at sætte hverken det sammensatte udtryk eller det liflige swing over styr. En gudsbenådet trommeslager.
Guitarist Bo Madsen er fremdeles en opfindsom instrumentalist, hvis blændende soloer er af den slags, der danser med fornøjede membraner i ørerne længe efter, at de er slut.
Aftenens helt store gevinst tilhørte dog Jonas Bjerre, der uden at gøre meget væsen af sig formeligt strålede af glæde og formuleringslyst i centrum for det hele.
Hans krystalklare og helt særegne stemme stræbte mod stjernerne og omfavnede sikkert i hvert fald de nederste af dem. Sikke en pondus, så lys en stemme kan have.
Peter Sommer spredte maskulin magi i hjemstavnenEn sanger med en fornemmelse for at binde de enorme musikalske brudstykker, der hvirvles op omkring ham, sammen.
Mew-effekten
Kursen uden om enhver form for kompromis eller leflen blev angivet fra starten, hvor Mew langede et fremragende nyt nummer ud i natten – ’Making Friends’ kunne titlen være.
Efter det fulgte en parade af velsiddende klassikere, der for manges vedkommende fik nyt liv og nyt arrangement i Bøgeskoven, hvor et lydhørt publikum fulgte hver et anslag og hver tone med fuld koncentration.
Helmig gav Smukfest en omgang kærlighedsterapiDen virkning, Mew har på sit publikum. Man forbliver tryllebundet, plantet som et træ med ’lyttebøffer’ på hvert et blad, mens tiden går i stå, og sangene folder sig ud.
Erik Jensen til Smukfest: Skær i hyggen og sats på musikkenAfsluttede med en guldmine
Striben bød på ’Am I Wry? No?’, ’Apocalypso’, ’156’, ’Special’, ’Snow Brigade’, en fuldt forløst ’The Zookeeper’s Boy’, der fik lov at dukke op akustisk igen i et medley samt ’Comforting Sounds’ som sidste nedslag.
Den sang er i sig selv en guldmine at gå på opdagelse i med Mew som stifindere, der trods den nørdede tilgang og perfektionen aldrig fører os på vildspor. Dette band vil ud og have fat, der hvor det gør godt.
LÆS ANMELDELSE Lad bare halvdelen af verden lytte med ('Frengers')
Velkommen tilbage, verden venter på et band, der ikke lyder som noget andet på kloden. Hvilket man i sandhedens interesse ikke kan sige om ret mange.
Bøgeskoven buldrer løs før Prince-brag på Skanderborgfortsæt med at læse
