Alt det gode ved Mew er blevet bedre. Kunstnerisk har det foreløbig været den rene gevinst, at rockkvartetten fra Hellerup flyttede til London og indledte et samarbejde med nogle af musikbranchens dyre og erfarne fagfolk med henblik på engang i fremtiden at gøre sig gældende internationalt. Fra den ene ende til den anden virker det nye album 'Frengers', som om pladeselskabet Epic/Sony, manageren Alan McGee og produceren Rich Costey er faldet for Mews originalitet. Og for et dansk rockband som Mew er originalitet helt afgørende, hvis gruppen skal have mulighed for at opbygge en fanbase i udlandet. Mew kan ikke sælges på et iøjnefaldende udseende, på et enkelt hit eller på at harmonere med en aktuel stilistisk mode. Det er musikken, som skal være spektakulær. Og som gruppe er Mew en original med en række specielle, gode egenskaber af den slags, man ikke kan designe sig til på en eftermiddag. Kvaliteterne kommer indefra, og de er udviklet igennem en lang årrække. Et bedre udgangspunkt for at blive set og hørt findes ikke. Bliver 'Frengers' en fatal, økonomisk fiasko, så vil albummet stadig være en kunstnerisk succes, som Mew kan stå ved. I samarbejde med produceren Rich Costey og gæster på bl.a. klaver og vokal viser Mew, at det kan lade sig gøre at blive mere fokuseret, robust og inviterende uden at blive strømlinet og ensporet af den grund. Det melodisk flersporede var en af kvaliteterne på debutalbummet 'Triumph for Man' fra 1997 og på 'Half the World is Watching Me' fra 2000. Og den egenskab er helt intakt på 'Frengers', hvor seks ud af ti sange er gennemarbejdede genindspilninger af numre fra de to ældre udgivelser. Op ad en oftest massiv mur af følsomt bevægende lydstemninger spiller Mew den ene lille melodi efter den anden inden for samme nummer, og uden at det kommer til at fungere som skabagtig, dramaturgisk blær. I hvert fald ikke særlig tit. Kun i det nye nummer 'She Spider' er det højspændte overraskelsesangreb i et ekstremt hidsigt forløb i omegnen af det manierede. Ellers er det en fornøjelse at blive løftet og trukket omkring i Mews højt svævende, dybt sugende melodier, som er genkendelige på trods af de mange skiftende ansigtsudtryk. I overensstemmelse med musikkens velarrangerede kaos udtrykker teksterne alt muligt mellem lykken og ulykken. Uden skråsikkerhed. Sproget er mere spørgende end svarende. Ganske vist er der forsigtige, ømme kærlighedserklæringer som duetten 'Symmetry' med Becky Jarrett. Og der er i 'Behind the Drapes' en glasklokkeklar forundring over ensomhedens fylde formuleret af en primitiv rockguitars slidende rundgange og af sangeren Jonas Bjerres romantiske, androgyne lysvokal. Men selv når de engelsksprogede tekster er mest tydelige, så får Jonas Bjerres stemme mere kropslig og mere fyndig musikalsk modstand på 'Frengers' end tidligere. Hele tiden fornemmes tvivl, uro og brede udsigter til større perspektiver i musikken. Og det er i alle de forskudte og skridende lag af melodisk fængende stemninger, at Mew for alvor bliver noget særligt. Jeg har jo allerede sagt det: Alt det gode ved Mew er blevet bedre.