Ofte er karakterer i musicals tegnet op med karikaturens distancerende tuschpen. Sådan er det ikke i ’The Last Ship’. Både de centrale karakterer og bifigurerne fremstår som mennesker med håb, drømme, følelser og historier, så man forstår dem.
Ganske ofte er historien også blot et påskud for sang og dans. Sådan er det heller ikke i ’The Last Ship’.
Fortællingen om den hjemvendte søn Gideon og de opsætsige værftsarbejdere i den nordøstengelske by Wallsend er et vaskeægte drama, der låner struktur og tematik fra både Homer, Zola og Dickens, og som beretter om den enestående brutalitet, Det Konservative Partis politikere i sidste fjerdedel af det 20. århundrede kørte fagforeninger og industriarbejderklasse over med.
Det er et stykke ægte socialrealisme, som skildrer klassemodsætningers sammenstød og utopisk peger på en forløsning, hvor de undertrykte rejser sig og skaber en ny og bedre verden, helt konkret i form af det gode skib Utopia, som kapitalismen ellers ville berøve jomfrurejsen og sælge som skrot.
Man kunne selvfølgelig sige: Hvad skal vi i 2025 stille op med en forestilling, der i en blanding af ord og toner sender os tilbage til industrisamfundets arbejdskampe, som indlysende er overstået historisk vraggods? Men til det spørgsmål er der et at svare: ’Det sidste skib’ handler måske nok om strejke og klassekamp, men sandelig også om menneskers stræben efter værdighed, om kærlighed, tilgivelse, solidaritet og ikke mindst troen på, at det rent faktisk nytter noget.
Og i forestillingen siges det ikke mimrende af Anker Jørgensens spøgelse, men livskraftigt, potent og trodsigt af figurer, der måske nok er antihelte, men også komplekse livskrigere med en snert af både Karl Marx’ og Odysseus’ dna i hver eneste celle.
Derfor er det prægtigt, livsbekræftende og temmelig fantastisk.
Veloplagt
Musikken er af Sting, men ikke så stingsk, som nogle kunne håbe og andre befrygte. Sine steder genkender man den gamle Police-frontmands karakteristiske melodiføring – måske især i duetten mellem Gideon og Meg, ’I vor dans’.
Mestendels er det imidlertid en veloplagt blanding af britisk folkemusik og Andrew Lloyd-Webber mikset med en skvat Kurt Weil-modernisme – og inspirationen fra Brechts dramatiske lærestykker er da også mærkbar: Der lægges ikke skjul på, at det her er en fortælling, en fore-stilling; noget, man kan berette om for kommende generationer.
Man labber det i sig, så ørerne slubrer. Så saftspændt og veloplagt er det. Musikken og fortællingen er noget nær perfekt integreret; musikerne bevæger sig rundt blandt de syngende og dansende skuespillere, der er klædt som engelsk arbejderklasse med jargon og kasketter.
En højtråbende Pelle Emil Hebsgaard som fordrukken smed, en sprudlende Jon Lange som opviglerisk fagforeningsmand. For slet ikke at tale om en knivskarp Hanne Uldal som isnende adelig politiker, der taler med Jernladyens ubarmhjertige fornuft som motivation.
Men først og fremmest med en rasende Kristine Yde Eriksen som pubejer, svigtet kæreste og øm moder – hun har temperament som Sørøver Jenny og kærlighed som Shakespeares Julie. Over for hende gør Niels Skovgaard Andersen det imponerende som sømanden Gideon, hvis udlængsel kostede dyrt, men også gav anvendelige erfaringer. Endelig er Stephanie Trelborg Hansen aldeles vidunderlig som den intense datter Nellie, der både dramaturgisk og emotionelt samler trådene.
’The Last Ship’ er en dybt tilfredsstillende musicaloplevelse, hvor det hele spiller på den der sjældne måde, så det kilder både i hjertet og øjenkrogen. Og scenografisk kan man jo næsten ikke forestille sig et bedre match end det gamle gasværk og en historie på et skibsværft. Desuden har man valgt at nedtone brugen af lyseffekter og hejseværk. Hvilket medvirker til forestillingens helstøbte og aldeles mageløse karakter.
fortsæt med at læse
