Lyt til artiklen
At ville omsætte Annie Ernaux’ roman ’Årene’ til teater kunne på forhånd ligne en dårlig idé – især hvis man har den almindelige forventning til teatret, at dets formål er følelsesmæssig identifikation; at teatret primært er psykologi og ikke ideer – orienteret omkring et individ, vi kan sidde og føle noget for.
Ernaux’ roman er en slags anti-psykologisk selvbiografi, der kredser om det kollektive, og når man læser romanen, opdager man straks, at der hverken er et jeg eller et plot, men at teksten flimrer gennem tiden, og at mennesket dukker op et sted i strømmen.
