Vi har i dette land – blandt andet takket være folk som Mogens Vemmer, Thomas Winding, Poul Nesgaard og folkene bag Ramasjang-universet – en ganske hævdvunden tradition for at lave satire og meningsfuld underholdning til børn.
Det bliver øvelsen bare ikke lettere af. Og alt for mange gode intentioner om både at belære og fornøje løber derfor ud i sandet på grund af enten et for lavt eller et for højt sigte. Det er let nok at sprøjte med vand og sige pruttelyde for at vinde et meget ungt publikums gunst, men så undervurderer man målgruppen. Og det er også ganske nemt at kaste et ringbind af problemer efter børnene, som der var en tendens til i en periode. Det er blot sjældent videre morsomt, og så taber man folk.
