Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

I foråret 2007 fik skuespilleren og dramatikeren Nicolas Bro den idé at lave et stykke om den sidste dag på Jorden. Nu kan set ses på Mammutteatret.
Foto: JONATHAN BJERG MØLLER

I foråret 2007 fik skuespilleren og dramatikeren Nicolas Bro den idé at lave et stykke om den sidste dag på Jorden. Nu kan set ses på Mammutteatret.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

kritik Bros dommedags- stykke dør undervejs

Nicolas Bros science fiction-drama 'Slutstrand' har problemer med at få liv ind i fremtidsgyset.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvad sker der? Nogle gange får man rasende lyst til at tage et trip ind i kunstnerens hjerne.

I programmet til Nicolas Bros nye sci-fi-stykke til Mammutteatret kan man læse notater fra arbejdsprocessen, hvor han beskriver, hvordan et »optimalt kvindesamfund«, »et kollektivt og omsorgsfuldt fællesskab« skal skildres.

Men på scenen mødes man af et hold kvinder, der er så destruktive, at de tager livet af sig selv og hele menneskeheden!

»Munden er så aggressiv« Nu har jeg efterhånden lært, at man ikke skal hæfte sig ved de kunstneriske intentioner, men ved det, der faktisk sker på scenen – i kunstens verden lever ting deres eget liv. Som en lille, hårdkogt videnskabskvinde (Elsebeth Steentoft) tørt konstaterer det undervejs: »Problemet er, at munden er så aggressiv«. Hendes kollega, den berømmede lederskikkelse Mother, kom til at slippe en virus løs, der tog livet af samtlige mænd og Y-kromosomer og efterlod verden – og kvinderne – i en altødelæggende overlevelseskrig.

Nu er Steentofts indædte laboratoriefanatiker ved at fremavle en ny menneskerace, en tvekønnet homo symbiosis, der indtil videre består af en næse, et øje og en mund.

Problemet er bare, at munden kom til at æde alt andet væv omkring sig.

Dramaet får ikke liv
På samme måde er det med stykket.

Fra en udflydende organisk sump synes figurer og ufordøjelige klumper af tankevæv at boble frem for snart at blive opslugt igen, således at dramaet aldrig kommer til sans og samling.

Der er godt med perspektiv og fremtidsgys over selve tankegodset med alt fra degenererede Y-kromosomer og afsporede kvindeskikkelser til tredjeverdenshottentotter (med kærlig hilsen til J.G. Ballards sci-fi-noveller ’Slutstranden’).

Men på scenen får det ikke liv, uanset at Bros faste instruktør, Christoffer Berdal, er på pletten, og at Mia Stensgaards antivirusindpakkede husstilladser noget køligt søger at give konkret form til scenarierne.

Kvinderne når ikke at fænge
Stykkets syv (velspillede) kvindefigurer synes at ville i hver sin retning og fremstår mest af alt som store selvkørende munde, der forsøger at gabe over mangen en megamonolog.

Derved kommer ’Slutstrand’ ikke bare til at handle om kvinders selvudslettelse og mandens død, men om dramaets død. Fint nok med lidt metarefleksion over teatrets fremtid, men forestillingen dør desværre også undervejs for næsen af én.

Ikke desto mindre er det et konsekvent og modigt brud med gængs dramaturgi, at dramatikeren i stykkets løb lader sine personager dø en efter en. Nu er det jo et slutspil, det drejer sig om. Kvinderne når bare ikke at fænge, før de er fejet af banen igen.

Neaderthaler med gejst

Det problem har Mammutteatrets Tina Gylling Mortensen dog ikke. Som ’neandertaler’ i stor brun frakke brænder hun sig igennem med øjne som glødende mørke hulninger og en kraft som en rørende, passioneret brøleabe.

Hun er ude på sin helt egen vanvittige mission, om det så er som hottentotbekæmper eller som selvantændelig bogbrænder – over for Ellen Hillingsøs godt udskejende medlem af Sorgforvaltningen.

Spørg mig ikke, hvad hun og Bro er ude på, men her mærker man den neandertalergejst, der syrer så vitalt i stykkets undergrund. Desværre kom ’Slutstrand’ aldrig fri af sumpen.


Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden