Blondinen til højre for mig er på benene i samme sekund, tæppet går for fremkaldelsen, og begynder at huje, pifte og klappe, da en bredt smilende Jude Law træder ind med sænket hoved og højre hånd for brystet.
Selv tænker jeg, at stående applaus er noget, jeg gerne vil nødes til. Ved anden fremkaldelse måske. Eller tredje. At klappe stående eller ikke klappe stående. Men blondinen ved, hvad det handler om. Min sidedame på rækken er Kate Winslet, og hvor diskret hun end har været i de seneste timer her i Wyndhams Theatre, så er det nu ud til højre med diskretionen og ind med vanviddet. Pfiiiiiiiiiiit! Og hun er god til det. Så du hende nede midt på 7. række?, spørger jeg Jude Law, da jeg møder ham næste eftermiddag i et lillebitte, altså virkelig lillebitte rum, som tiden har glemt i Wyndhams Theatre lige over for Leicester Sq Station. »Nej, det gjorde jeg ikke«, siger han. »Sad I lige ved siden af hinanden?«. Ja, vi sad 7. række midtfor. »Nej, der er kun ét tidspunkt i forestillingen, hvor jeg kan se lidt ud, og det er min sidste monolog, inden jeg tager fra Helsingør til England. Ellers er det mere sådan utydelige, mørke silhuetter, jeg ser derude«. Så du hende så ikke? »Hun kom om i garderoben bagefter, dér så jeg hende«. Jeg kunne have svoret, at du ... Jude Law smiler skævt: »At jeg talte direkte til dig?«. Ja, sådan virkede det. Direkte til mig. Eller ... eller til hende! Vi sad ret tæt. »Så du troede, jeg talte til hende?«. Law griner, helt barnligt begejstret over, at et af skuespilfagets ældste tricks tilsyneladende har virket. Igen. Og jeg hygger mig med, at et af journalistfagets ældste tricks, de store blå øjne, tilsyneladende har virket. Igen. London-Helsingør-New York Det er lidt af et kup, at den nye ledelse af HamletScenen på Kronborg, Hamlets eget slot, fik fingre i ikke alene Donmar Warehouses opsætning af ’Hamlet’, men også stjernen Jude Law, der hen over de seneste tre måneder har spillet rollen otte gange om ugen, inklusive matineer.
