Kender De Hitlers yndlingsmelodi? Den hedder 'Der Guten Tag Hop-Klop' og opføres på Det Ny Teater - med Ole Thestrup som brevdueopdrætter og postnazistisk forfatter af verdens værste musical, 'Forår for Hitler' - og med Preben Kristensen og Mads Knarreborg som de to desperat hop-kloppende producere, der er ude efter netop denne fiaskomusical for at tjene penge. Det er et sært, højtideligt øjeblik, hvor forestillingen løfter sig op i en epifani af det mest tøjlesløse musikalske vås og vid. Ole Thestrup kan én ting i dansk teater, og nej, hvor han dog kan den ting: bringe Fascisten ind under forstørrelsesluppen til beskuelse, så vi bliver pølseforgiftede af synet. Hans rolle, Franz Liebkind, i lederhosen og med hagekors på ærmet, er en opvisning i megalomant vanvid, med brevduen Adolf heilende inde i buret. 'The Producers', på dansk 'Forår for Hitler', er Mel Brooks' succesfilm fra 1968, omsat af ham selv til moderne musical med store premierer og priser i New York og London. Melodier og sangtekster også af Mel Brooks. De kræver suveræn oversættelse, og den præsterer Adam Price med et helt bedårende snuptag. »Strækmarch er fræk march« - det går an - for så vidt som det overhovedet går an at gøre nazismen til moderne show. Men det har vi vel ikke noget imod? Var 'Cabaret' ikke en kæmpesucces? Kan man skjule sin lyst ved en glitrende lækker scenografi, som sætter lysende hagekors op i lilla og højrødt, mens konfettien daler ned fra Det Ny Teaters loft, og hele det nazistiske idégrundlag udløses i danse- og sangshowets elektriske, erotiske eufori? Eller skjuler der sig et lille skyldbetonet ubehag inderst inde, mens vi jubler? Det nytter ikke noget. En af musicalens og Mel Brooks' mere subtile pointer er, at smagløsheden nu er blevet så stor, at vi netop, stik mod al forventning og beregning, tiljubler det smagløse - hvilket præcis også er det, vi gør. Nok om det, tilbage til Adam Prices oversættelse. Et af de bedste numre, ubetaleligt morsomt, foregår på revisionskontoret med ringbind på reoler til loftet, hvor revisorerne sidder grå og skumlende ved deres skriveborde og synger fra hjertet, hvad de er: »Ulykkelig! Meget, meget, meget trist!«. Ok, Gud ja. Og det er her, at revisoren Leo Bloom - aktivt fremstillet af Mads Knarreborg som den pæne nørd med sutteklud - springer ud med korpiger til sangen 'Tænk, hvis jeg var producer'. Det går deruda', ingen grund til handlingsreferater. Produceren Max Bialystock finansierer sine forestillinger med checks fra gamle damer, som han forfører. Endnu et kedeligt, denne gang gammeljomfrunalsk spørgsmål: Hvor sjovt er det at se de gamle damer i blomstrede kjoler steppe med gangstativerne og klapre med gebisserne i stedet for med kastagnetterne? Svar: Meget sjovt. Som Max Bialystock er Preben Kristensen forrygende god, med pragtfuld stemme, præcis mimik og gestik, hurtig og perfekt, og hvis der skulle sidde noget el Prebsifra Linie 3 tilbage under jakkesættet, er det ham vel undt. Produktionen af musicalen går gennem Broadways ringeste instruktør, Roger de Bris, spillet og sunget pragtfuldt imposant af Steen Springborg i højrødt nedringet dragkostume og med en karisma som Dame Edna, ledsaget af sin bøsseven Carmen Ghia. Her kommer så musicalens tredje småseriøse spørgsmål: Hvor morsomt er det, at der gøres plat nar af bøsseverdenen, hvor de mest hårrejsende klicheer og banaliteter står i kø for at more os? Må vi grine? Tredje svar: Vi kan ikke andet. To 'showstoppere' skal med i hyldesten til apoteosen af det smagløse: Julie Steincke er sprunget ind fra koret i rollen som den svenske babe-sekretær Ulla, som Bloom skal brænde varm på - og hvilket spring! Det er sjældent, man ser en fuldstændig glimrende, men ukendt dame træde ind på scenen og levere sit nummer 'Når du har det, vis det', så at ikke kun salen, men også de medvirkende er lagt vandret ned i respekt over hendes charmerende perfektion. Den anden showstopper står Preben Kristensen for, da en masse udviklinger har ført ham i fængsel. Sangen hedder 'Forrådt', og hele handlingen rulles retrospektivt tilbage på få minutter, en dramatisk-mimisk opgave af dimensioner, som sidder lige så perfekt. Over tredive flotte sceneskift bliver det til, før succesen er helt hjemme. Det er selvfølgelig ikke nationalt teater, det er internationalt, toptunet, gennemtrænet, gennemført professionelt instrueret - og overført til det danske, vi jo er så kanonglade for. Men det danske særpræg holder med skuespillerne og med den indforståede humor, som vel er international, men delvis også vores egen. Lad os sige med Ole Thestrup: 'I gamle dag'/ da der var Flag ...'. Flaget til tops. Smagløsheden sejrer helt professionelt.