Drøm eller virkelighed? En søndag eftermiddag står jeg med ét ude på en landingsbane: sådan set parat til at lette. Men på hvad – den cykel, jeg har lejet i Berlin for en dag? Et fly er der ikke at se i miles omkreds. I begyndelsen af maj blev Tempelhof, den flotte og nu nedlagte lufthavn i Kreuzberg, åbnet som folkepark. Eller rettere, lufthavnens imponerende landingsbane er blevet gjort til offentligt område. Er der noget at sige til, at man bliver lidt flyvsk? Her står berlinerne nu og snakker eller drikker kaffe. Her står en mor med sin barnevogn lige midt på fartstriberne. Her skateboarder man på banen som den naturligste ting i verden. I luften kan man høre lærkerne ... Sikke et skue, sikke en scene! Jeg synes, det er stort. Nogen har vendt op og ned på verden: Tempelhof er blevet mit nye yndlingsteater. Berlins fortid og nutid Hvad er det, Berlin har, som ingen anden by har? Jeg mener, ud over Potsdamer Platz og Curry-Wurst ... Måske handler det om en hovedstad, hvor modet og lysten til at sætte sig selv i – og på – spil er særlig grænseløs. Hvor åbenheden på alle fronter er noget i byen iboende: store pladser og grønne parker samt især en ukuelig vilje til at stille sig selv til skue.
Her i maj blev museet Topographie des Terrors genåbnet. En ny, lige så nøgtern som rystende udstilling dokumenterer naziterrorens historie. Hvor museet ligger, lå i sin tid hovedkvarteret for Gestapo. Uden for den store hvide bygning løber kældermuren – og lige bagved igen: resterne af Berlinmuren. Berlin har aldrig været bleg for at udstille sin fortid.
