I Svendborg bor der 135, der hedder Ellen. I sommer fik de alle et spørgsmål ind ad brevsprækken fra den kendte danske teatergruppe Hotel Pro Forma: Kunne de mon tænke sig at være med i et teaterstykke, der handlede om dem selv? Det kunne hun da godt, tænkte Ellen Sandahl, byens hoteldirektør, så hun takkede ja sammen med 17 andre, der også hedder Ellen. Derfor har hun afbrudt arbejdsdagen på sit gamle, gule Hotel Ærø nede ved havnen for at sidde på en stol på en tom, sort scene og diskutere med Hotel Pro Formas instruktør, Kirsten Dehlholm, hvornår hun skal entrere på scenen med sin kirsebærdrøm – hotellets signaturdessert – og sin historie. Ud til de mindre byer »Måske skal jeg tage køletaske med?«, spørger hun og kigger op på Dehlholm. Det kan jo være, at valnøddeparfaiten smelter, inden den skal spises på scenen«. »Ja, kan det lade sig gøre?«, spørger instruktøren. »Jaja da, alt kan lade sig gøre«, svarer Ellen, og så griner de begejstret. LÆS OGSÅ Performancegruppe slipper 'Ellen' løs i Danmark Der er to dage til den sydfynske premiere på Hotel Pro Formas forestilling ’Ellen’. En forestilling, der er skabt ud fra instruktør Kirsten Dehlholms ambition om at få Hotel Pro Formas performanceteater væk fra scenerne i de store byer og ud til menneskerne i de mindre byer. Så Hotel Pro Forma »kan blive set og ikke kun hørt om«, som Dehlholm siger. At føle sig hjemme Derfor er det kun tre skuespillere, Ellen Hillingsø, Ellen Friis og Özlem Saglanmak, der er den faste del af stykket, ligesom det kun er 45 minutter af stykket, man kan opleve igen, hvis man rejser med fra Silkeborg til Svendborg til Helsingør. De resterende 45 minutter bliver skrevet specielt til hver by, inspireret af de lokale Ellen’er. I Silkeborg var den 70-årige kongelige balletdanser Ellen Østerby derfor med i forestillingen, mens der i Svendborg har været storfremmøde af Ellen’er. Men også sømanden Gert skal via en lydoptagelse fortælle om sin by – sammen med den 15-årige modeblogger Nicklas Skovgaard. Alle steder handler forestillingen om at føle sig hjemme. I sin by, i et navn eller sin krop. Det skal publikum mærke, mens stykket spiller, når de med høretelefoner på får fortællingerne og skuespillernes hvisken direkte ind i øregangene. »Ellen, jeg vil bo i dit navn, Ellen«, skriver digteren Morten Søndergaard i sin tekst til de faste 45 minutter af forestillingen. Men det kan være lettere sagt end gjort. Et flot navn »Der er højt til loftet i Svendborg«, siger Ellen Sandahl bestemt, da Ellen Hillingsø som en del af stykket begynder at spørge til den gamle værftsby, mens de sidder på den sorte scene i BaggårdTeatret. »Ja, og det er sjovt, fordi i Silkeborg var der ikke særlig højt til loftet«, replicerer Hillingsø entusiastisk og læner sig fremover. Kirsten Dehlholm stopper med at bladre i sit manus med overstregninger og tilføjelser, kigger op og afbryder: »Ej, nu er I i gang med en hel masse snak – det tror jeg altså er for meget!«. Hun arbejder hårdt for, at fortællingen om Ellen skal udfolde sig jomfrueligt på scenen – så den ikke bliver for indstuderet på premiereaftenen og derefter gentaget aften efter aften. Men hvorfor lige navnet Ellen? Fordi Kirsten Dehlholm længe har villet lave et stykke med de skuespillerinder, der hedder Ellen – og så er det et flot navn, slår hun fast. Pinlig over Ellen Men det har altså ikke altid været lige let at hedde Ellen, fortæller Ellen Sandahl. Så man kan sige, at hun er beæret over, at Hotel Pro Forma er i byen for at lave et stykke om hende, fortæller hun i bilen på vej tilbage til sit hotel. Det går op og ned ad Svendborgs bakker og forbi værtshuse med navne som Kabyssen og Kahytten. »Os, der hedder Ellen, har jo aldrig været specielt glade for vores navn. Da jeg var lille, mødte jeg aldrig nogen, der hed Ellen«. Og hun vidste ikke, at der var så mange i Svendborg, der hed Ellen. Nu har hun mødt hele 17 af slagsen. I stykket er der dog en lille forskel på dem: Mens de andre Ellen’er i kor skal læse tekstbrudstykker op på givne tidspunkter, har Ellen Sandahl fra hotellet æren af i seks minutter at fortælle om sig selv på scenen. Hvorfor? Fordi hun er Svendborg. Gør det anderledes På Hotel Ærø hænger skibsmalerier på væggen, her kan man få bøf med bløde løg, og det var oppe i hotellets tårnværelse, at cirkusprinsessen Elvira Madigan og den adelige svenske soldat Sixten Sparre nød deres hvedebrødsdage, inden Sixten Sparre på en skovtur på Tåsinge skød Elvira Madigan og sig selv i desperation over, at de aldrig ville kunne få et liv sammen. »Der går jo rygter om, at Elvira ikke helt vidste, hvad der skulle foregå på den skovtur«, fortæller Ellen og smiler lumsk nede i restauranten. Hun var slet ikke i tvivl om, at hun gerne ville være med i Hotel Pro Formas stykke. »Jeg kan godt lide, at man prøver at gøre det lidt anderledes, at rokke ved folks opfattelse og traditionerne«. Hun er uddannet kok, men har også boet på den anden side af jordkloden og rejst på de syv verdenshave med flere skibe. Hvis det ikke var, fordi hun så så nydelig ud med rullekrave, sølvsmykker og korthårsfrisure, ville man tro, hun kunne fremvise et ordentligt sømandsanker på højre overarm. Og det er sådan, Svendborg er, lyder det fra de omrejsende Ellen’er nede på teatret. Svendborg, en verdenskvinde De burde vide det: ’Ellen’ er ved at udvikle sig til et helt antropologisk studie. Når skuespillerinderne taler med deres navnesøstre, oprulles byens historie og sjæl – og hvis der er noget, der står klart, så er det, at den almindelige provinsby ikke findes. »Man skal bare kradse lidt i overfladen«, forklarer Ellen Hillingsø ivrigt i frokostpausen. »Silkeborg var sådan en yndig, genert ung pige!«, fortsætter hun. LÆS OGSÅAt se verden på ny »Ja, og Svendborg er en verdenskvinde med store, fede sømandstatoveringer op og ned ad armene!«, bryder Ellen Friis ind, gør stemmen dyb som en søulks og gestikulerer med de spinkle arme. Det er derfor, der er højt til loftet i Svendborg. Her er man vant til, at sømændene tog koner og kærester og originaler med hjem fra alle verdenshjørner. Skuespillerne Ellen og Ellen forstår godt Ellen Sandahls kvaler med sit navn. »Jeg hadede at hedde Ellen, det var sådan noget, alle de gamle damer hed«, udbryder Ellen Hillingsø. »Hvad søren er det?« Og så kommer en ny Ellen fra Svendborg ind på teatret og siger hej. Ellen Lis Rasmussen, som har fået sit navn, fordi hendes far var kaptajn på en stor lystyacht, der hed Ellen. Hun er opvokset på Thurø, lidt ude for Svendborgs kyst, og hun skal også være med i Kirsten Dehlholms forestilling. Da hun fik brev fra Hotel Pro Forma, tænkte hun først »Hvad søren er det?«. Og kom så i tanke om, at hun faktisk havde gået i skole med Kirsten Dehlholm på Ida Holst Realskole i Svendborg, da de var børn. Hun svarede ja til invitationen. Folk i Svendborg ved efterhånden godt, at Hotel Pro Forma er i byen. Også i Ellen Lis’ bridgeklub. Det har de blandt andet læst i avisen. »De overfaldt mig nærmest med spørgsmål i mandags«, fortæller hun. I alt er der 400 i bridgeklubben, så der er nok at tale med. »Dav Ellen, Ellen« Ligesom Ellen Sandahl har Ellen Lis ikke altid brudt sig om sit navn. »Der var ikke én, der hed Ellen, så det var ikke noget, det var særlig sjovt at hedde som barn«. Men det er det nu. »Neeej, en navnesøster«, udbryder Ellen Hillingsø, da Ellen Lis kommer ind. Hillingsø rejser sig op og rækker hånden ud: »Ellen«, siger hun. »Dav, Ellen. Ellen«, siger Ellen Lis Rasmussen. Det er tilsyneladende ikke altid lige let at føle sig hjemme i sit navn. Men siden ’Ellen’ kom til byen, er det for nogen blevet lidt lettere.