Fem etager under scenen i Operaen i København stimler 25 børn sammen på en række foran deres rundviser. De skal hver have et kort med et billede af det instrument, de skal prøve at spille på. På billederne er der celloer, slagtøj, harper, tubaer, oboer og violiner. Mens kortene bliver delt ud, jubler flere af børnene i rummet. Andre fingerer i luften, at de spiller deres instrument. »Skal vi ikke bytte?« Berkai er en af de sidste, der får sit billedkort. Han står længe og studerer billedet. Han har fået tubaen. Adam løber hen ved siden af ham og rækker sit billede op. Han har et billede af slagtøjet. De kigger hinanden i øjnene. »Der er helt vildt mange, der har suttet på den der«, siger Adam og peger på billedet af tubaen i Berkais hånd. LÆS OGSÅBunker af stjernenavne er på vej til Danmark »Skal vi ikke bytte?«, siger Berkai. »Nej, jeg vil da hellere spille trommer«, siger Adam og går væk, mens han hamrer sine hænder ud i luften i lokalet. Nyt publikum 1. klasse fra Rådmandsgade Skole på Nørrebro i København er på visit i Operaen. Besøget er en del af et pilotprojekt, der er arrangeret for at vække gehør for den klassiske musik hos et nyt publikum. Rundvisningen ender nemlig fem etager under foyeren, hvor de seks- til otteårige skoleelever hver skal prøve at have et klassisk instrument i hænderne og spille et stykke sammen. »Det er slet ikke førsteprioriteten at sælge flere billetter på det her. Det er for at åbne kunstarten for mennesker, som måske ikke selv ville have søgt den«, siger dagens rundviser, Den Kongelige Operas chefformidler, Nila Parly. Hun håber, at besøget vil bidrage til at udvide den snævre kreds omkring Operaen. Kunsten kan rumme alle »Når børnene spiller ’Mester Jakob’ sammen, mærker de, at den fine kunst også kan rumme dem. Det vil forhåbentlig bidrage til, at det ikke kun er en lukket kreds af mennesker, som på forhånd kender noget til opera og klassisk musik, som kan få noget ud af genren«, som Nila Parly forklarer. »Hvis I vil have et andet instrument, end det I har fået på jeres kort, skal I selv finde ud af at bytte«, råber rundviseren med det lange lyse hår så. LÆS OGSÅ Berkai kigger igen ned på tubaen i sin hånd og stikker den så ned i sin bukselomme. På rundtur Før børnene får lov at kaste deres små fingre over de gamle instrumenter, skal de besigtige Mærsk Mc-Kinney Møllers mægtige milliardgave til det danske folk. De starter rundvisningen i foyeren under Olafur Eliassons tre lysekroner, mens de kigger op på arkitekten Henning Larsens brune træbeklædte kuppel, der omgiver den store scene. »Det ligner et græskar«, råber Adam, den højeste dreng i flokken af børn, som står med bagoverbøjede nakker. Godt tilbud »Jeg tror mere, det skal ligne en violin«, siger Nila Parly og forklarer, hvad det er for et instrument. Hun leder skoleklassen fra foyeren og ind for at se kulisserne til ’Et Folkesagn’, der står opstillet på Operaens store scene. »Børn kommer ind til halv pris«, siger hun på vejen ind gennem de to døre ind til de over 1.500 tilskuerpladser. Bagerst trasker en pige med hvidt tørklæde efter flokken. Hun kigger stadig op på kuplen og ser ikke ud til at høre rundviserens tilbud. »Nu skal vi ind i det store græskar«, traller hun. Rundviseren rækker overkroppen ud over gelænderet foran skolebørnene, der sidder på de bløde blå stolerækker. »Vi har været her før« »Helt oppe bagerst finder man de allerbilligste billetter. Det er ståpladser, men dem kan jeres forældre få meget billigt, hvis i vil ind og se ’Et Folkesagn’«, siger hun fra det midterste publikumsafsnit. Adam rækker fingeren i vejret fra sin stol: »Undskyld, må jeg spørge om noget?«. »Ja da«, siger rundviseren, mens hun smiler og bøjer sig ned mod drengen. LÆS OGSÅKlagesange opføres med 400 års forsinkelse »Vi har altså været her før«, siger han. Flere af de andre børn stemmer i, indtil den ene af deres to klasselærere overdøver dem. Han minder dem om, at de for nylig var på besøg i Det Kongelige Teaters Gamle Scene, som kan ligne Operaen til forveksling. Turen går videre om bag scenen. Børnene ser, hvor skuespillerne klæder om, og hvor lysmændene hejser sig over 10 meter op under loftet. Rundviseren peger også op på en maskine i loftet, som damper vand ud i salen for at holde operasangernes stemmer bløde. »Det husker de resten af deres liv« På Rådmandsgade Skole er 78 procent af eleverne tosprogede. Ud af de 25 børn fra den 1. klasse, der er på besøg i Operaen, er der ingen, der går til musikundervisning i deres fritid. De har heller aldrig været i Operaen før. I frokostpausen forklarer klassens dansklærer, hvorfor han hverken tror på, at rundvisningen i Operaen vil føre til, at eleverne trækker deres forældre med ind for at se ballet, eller lokker dem til at sende børnene til musikundervisning. »Jeg har tænkt mig at skrive et brev om besøget til deres forældre, men jeg tror ikke, det flytter noget«, siger Steffen Ekman med en sammenklappet rugbrødsmad i den ene hånd. Genkendelighedens glæde »Hvis det var børn fra Husum eller Brønshøj, ville det nok have en større effekt. Men forældre derfra tager også deres børn med ind og ser ’Nøddeknækkeren’. Forældrene i den her klasse er søde og rare, men der er slet ikke den samme bevidsthed om at give børnene nogle kulturelle oplevelser«. LÆS OGSÅHypnotisk opera synger om kvinder, våben og torturkamre Derimod tror klasselæreren på, at dagens visit vil vække en genkendelighedens glæde i børnene. »Nu rører de ved et instrument og hører, hvordan det lyder. Det husker de resten af deres liv«. Tubaen er kedelig Inde i øvelokalet summer melodien fra ’Mester Jakob’ fra forskellige små enklaver. Manden med oboen tryllebinder tre piger. Manden med slagtøjet kæmper for at holde drengenes træstikker fra trommeskindene, så han kan få et ord indført. Hos manden med tubaen sidder Berkai og kigger over mod slagtøjet. »Det er kedeligt at spille på tuba. Jeg vil meget hellere spille trommer«, siger han. De tre drenge ved tubaen har fået hver deres mundstykke, så Berkai skal ikke bekymre sig om at blande spyt med fremmede. Overrasket Manden med tubaen forklarer, at de bare skal sige pruttelyde inde i mundstykket. Han holder tubaen ned på Berkais skød. Den er dobbelt så stor som den spinkle krop, den hviler på, og Berkai strækker sine arme, alt hvad han kan, for at nå ventilerne. Men forgæves. »Broooom«. Det brummer alligevel ud af tubaen. Berkais mave og kinder er pustet op til bristepunktet, og øjnene er vendt mod loftet, mens han puster. Han trækker munden væk fra mundstykket og smiler overrasket, mens han ser op på manden med tubaen.