Da det hele var forbi, da den sidste nysgerrige boksefan havde rejst sig fra dybet af sin kropsfavnende lænestol i Danmarks Radios prestigetunge Koncerthus et pænt stykke på den anden side af lørdagens midnatstime – og da den sidste bryststærke reserveblondine på høje hæle var sejlet ud gennem foyeren med tung parfume hængende i kølvandet – ja, da det hele var forbi, stod den noget sønderskudte sværvægtsskude Brian Nielsen ind i presserummet i katakomberne under det mægtige betonbyggeri på Amager. »Hold da kæft, hvor ser jeg godt ud«, råbte den danske boksebamse ud over forsamlingen af journalister og en håndfuld gamle kammerater, der med jævne mellemrum opfordrede Brian Nielsen til at blive færdig, så de for helvede kunne komme ud i byens natteliv.
Og så satte den 45-årige comebackbokser sig bag bordet på det podie, hvor amerikaneren Evander Holyfield, vinderen af det senioropgør, der storladent blev kaldt ’Legends of The Ring’, allerede tronede. Et ovenud lykkeligt trafikoffer Som der en god times tid forinden var lysende forskel på de to snart 50-årige mænd i ringen, hvor der blev givet og taget – med Holyfield som den, der gav, og Nielsen i den barske solorolle som den, der tog mod det hele – var der også forskel på de to boksere, da de skulle sætte ord på nattens hændelser.






























