Der står kun én stol i rummet, og den sidder Raskolnikov på. Omkring ham cirkler den svære efterforsker; der er sket et dobbeltmord, to kvinder er blevet myrdet med en økse, to hjerneskaller er flækket og morderen endnu ikke fundet. Den unge Rodion Raskolnikov er selv mødt op på politistationen iført joggingbukser og maosko og har forlangt at blive afhørt. Men noget føles forkert. Selv om det burde være så simpelt: mødet mellem to modsætninger, efterforskeren og den unge mand med en skarp hjerne og en tung hemmelighed. To modsætninger, der skal finde ud af, hvem der er katten, og hvem der er musen. Efterforskeren Porfirij cirkler og cirkler, taler om hæmorider og om forbryderen som et møl, der svirrer om lyset. Indtil han siger den rigtige sætning, slår en høj latter op, og Raskolnikov farer mod ham.

»Jeg ved ikke, om det er mig eller scenen«
Sådan er det sket igen og igen igennem 20 minutter, de samme cirkler, den samme rammende sætning, den samme høje latter, den samme Raskolnikov, der farer op af stolen med et » Du skal ikke grine af mig« og den samme næsten komiske brydekamp mellem de to kamphaner.

For sådan står det skrevet i manuskriptet, og sådan bliver det prøvet med forskellige nuancer i graden af aggressivitet, nervøsitet, afmagt, ydmygelse. Så det kan blive rigtigt og ægte inden premieren om en måned på Dostojevskijs ’Forbrydelse og straf’ på Skuespilhusets Store Scene. Men denne gang bliver Thure Lindhardt siddende trods efterforskerens grove latter. Det er ham, der spiller Raskolnikov, og han læner sig slapt tilbage mod ryglænet. Skuespiller Rasmus Bjerg, efterforskeren, står lidt rådvild foran ham. Så tager Thure Lindhardt brillerne af og tørrer nogle tårer væk og siger: »Undskyld jeg stopper dig her. Jeg kan ikke få den til at fungere. Jeg ved ikke, om det er mig eller scenen«, hånden glider igen under øjnene. Af frustration. Det føles ikke rart. Det er forkert, han »spiller teater« i stedet for at fornemme Raskolnikovs reaktioner og følelser som sine egne.