I tre måneder sidste år gik skuespilleren Thure Lindhardt rundt 12 timer om dagen i New York og var en større vatpik, end han egentlig brød sig om. Og sødere og mere tålmodig, end han egentlig synes var rimeligt.
For sådan er den danske dokumentarist Erik, der er bosat i New York, og som ofrer sig selv for kærligheden til den indadvendte og crackrygende Paul. Og som Thure Lindhardt lægger ansigt og talent til i amerikanske Ira Sachs selvbiografiske film ’Keep On The Lights’, der havde dansk premiere i går.
LÆS OGSÅ
En film om det ti år lange forhold mellem to mennesker, der kæmper med hvert sit misbrug. For mens Paul forsvinder ind i sine cracktåger, dulmer Erik sin desperation med at støve sex op over telefonen.
»Jeg synes på mange måder, at Erik er en vatpik. Mange takes tog vi 10-15 gange, fordi Ira Sachs ved præcis, hvad han vil. Og hver gang jeg prøvede at få lidt hårdhed med, sagde han: »Stop. Væk med det, det er ikke karakteren, du skal tilbage i det bløde«. Det provokerede mig at skulle være så blød hele tiden. Men når jeg ser filmen, kan jeg se, at det er rigtigt. Og Ira Sachs, som karakteren bygger på, er også sådan. Han er vanvittigt intelligent og ekstremt sød og venlig. Men nogle gange har man lyst til at sige: Hold nu op med at være så skidesød«, siger han og griner.
Lejemorder i læderkostume
Det er første gang, at Thure Lindhardt spiller hovedrollen i en amerikansk film. Og det gør han med så stor overbevisning, at han som den første danske skuespiller i filmhistorien er nomineret til en pris ved Gotham Independent Film Awards for sin indsats.
Filmen havde verdenspremiere og fik en fin modtagelse på den amerikanske Sundance Filmfestival og vandt siden en pris på filmfestivalen i Berlin tidligere i år.
Denne formiddag er den 37-årige og normalt lyshårede danske skuespiller for en kort bemærkning at finde i København, hvor vi mødes på en café i nærheden af hans lejlighed i Indre By.
LÆS OGSÅ
Det venlige skandinaviske ansigt er for tiden toppet af en mørk skurkagtig skyllefarve, kortklippet i panden og langt i nakken. Det skyldes, at han i disse måneder bor i Budapest, hvor indspilningerne til tredje sæson af amerikanske Neil Jordans tv-serie ’The Borgias’ foregår.
Serien handler om en pavefamilie i 1490’ernes Rom og har Jeremy Irons i hovedrollen. Thure Lindhardt spiller en gennemgående og slet karakter, en lejemorder i læderkostume, der arbejder imod paven.
Mellem hvem som helt og hvor som helst
’Keep The Lights On’ foregår 500 år senere, i New York i 1997, hvor Erik Rothman (Thure Lindhardt) møder Paul Lucy (Zachary Booth), en smuk og lidt indesluttet skabsbøsse, i sit nabolag.
De to indleder et ti år langt og opslidende forhold, for man kan ikke elske sig ud af alting. Men som Thure Lindhardt siger:
»Hvis man føler sig som et lille menneske og synes, at alle andre er store, vil man gøre hvad som helst for at danse efter deres pibe. Du bliver i forhold, der er dårlige for dig, eller er sammen med mennesker, som skader dig, fordi det føles vigtigere at få deres kærlighed end at sige stop, her går min grænse«.
Så når Paul pludselig skrider fra en middag med nogle fælles venner på en restaurant i byen for at hæve kontanter og bliver væk i tre dage, dækker Erik over ham med dårlige undskyldninger.
Og når Eriks dokumentarfilm får en pris i Berlin, bruger han aftenen på at lægge bekymrede beskeder på den igen bortkomne Pauls telefonsvarer i stedet for at fejre det.
Det er Ira Sachs egen historie, filmen bygger på. Sachs’ ekskæreste, forlæggeren Bill Clegg, der er narkoman, skrev en bog om den samme periode for fem år siden med titlen ’Portrait of an Addict as a Young Man’.
Og ’Keep The Lights On’ er så Ira Sachs’ version af historien. Men ifølge Thure Lindhardt er ’Keep The Lights On’ også en kærlighedshistorie, der kunne have foregået mellem hvem som helst og hvor som helst.
»Jeg tror, det er derfor, den er blevet anmeldt så glimrende i USA og er kommet med på festivalerne. Den rammer noget alment, og det synes jeg også, den skal. For mig ville det være helt uinteressant at medvirke, hvis det var en ren homofilm. Det siger mig som begreb ingenting«.
Det handler om afmagt
I Ang Lees film ’Broke Back Mountain’ fra 2005 er homoseksualiteten pakket ind i cowboytøj, lejrbål og forlegenhed. Men i ’Keep The Lights On’ er der ikke ligefrem antydningens kunst, der er fremherskende.
»Da jeg læste manuskriptet, var jeg lidt tøvende, fordi der var så mange sexscener, og de var skrevet ret eksplicit. Jeg har intet imod sexscener, hvis de er med til at fortælle en historie eller en karakter. Men hvis det bare er, fordi instruktøren synes, det er fedt at lave dem, så gider jeg ikke«.
Samtidig var han fascineret af historien om Erik, der elsker så meget og så desperat, at han fuldstændig mister sig selv.
»Erik insisterer så meget på romantikken, at han slet ikke ser, hvad der foregår. Han opgiver sig selv for kærligheden, og det er en meget selvdestruktiv kraft. Og der er noget meget smukt og sørgmodigt i historien, som jeg godt kunne lide.
Da jeg talte med Ira Sachs, understregede han, at det primært var en historie om kærlighed, men også en historie om sex. Så sexscenerne skal være med til at fortælle karakterens desperation og søgen, og det gav ret god mening for mig. For mens Paul er afhængig af narko, er min karakter, Erik, på en måde afhængig af sex«.
LÆS OGSÅ
Og derfor ligger Erik igen og igen med telefonen monteret mellem skulderen og øret, en hånd nede i bukserne og sit gentagne: »Hello, what’s up’« ned i røret i et forsøg på at dulme sin uro.
»Mange, især mænd, tror, de er nødt til at gå ud og finde noget sex, når de føler sig magtesløse – i stedet for at trække vejret og finde ud af, hvad der foregår. Erik opsøger hele tiden seksuelle møder, som for mig at se ikke handler om sex, men om afmagt og om at få sin styrke tilbage. Det var den flugt, jeg var fascineret af«.
Det er jo bare sex
Om det er sex mellem to mænd eller en mand og en kvinde, gør ingen forskel for Thure Lindhardt. Og at han selv er homoseksuel, lægger hverken til eller fra. Sexscener er sexscener, uanset hvem de foregår i mellem.
»Jeg kan jo spille forelsket i den statue, der står derovre«, siger han og nikker mod bronzeversionen af Hermes, som står på en bakke i Ørstedsparken, hvor vi er fortrukket til efter ønske fra fotografen.
»Jeg kunne lige nu spille en kærlighedshistorie mellem mig og den statue. Det er jo det, skuespillere kan. H.C. Andersen skrev om ænder og fyrtøj og tepotter. Det er noget dybere og noget mere alment menneskeligt, der er det væsentlige, det er ikke rammerne. Skuespil er personligt, men det er aldrig privat, og jeg går aldrig ind og spiller mig selv. Det private må og skal ikke være en del af vores arbejde, for så bliver det onani eller reality-tv, og det er er ikke særlig interessant«.
Og i øvrigt går man heller ikke ind og spiller en seksualitet, forklarer han. Man spiller en kønsopfattelse og en identitet.
»Seksualiteten bliver jo kun vist i, at manden knalder med mænd eller kvinder. Det er jo bare sex. Kønsidentiteten ligger i, hvordan man opfatter sig selv. Og det er det, der interesserer mig«.
Mellem verdener
Men når det er sagt, er det ikke forbigået hans opmærksomhed, at ’Keep The Lights On’ foregår i det homoseksuelle miljø i New York, som »er noget helt specielt«.
»Det er den by, hvor Christopher Street Day startede, og hvor hele den amerikanske kamp for den form for ligestilling begyndte. Det var i New York, at aids ramte bøssemiljøet hårdest, fordi der er en stor koncentration af homoseksuelle. Og da vi optog filmen, kunne jeg mærke, at der er en alvor, en seriøsitet og en stærk identitet omkring det at være homoseksuel, som jeg ikke har oplevet andre steder. Ira Sachs snakkede meget om det, hvor jeg var mere sådan: Ja, ja, men det er vigtigere, at vi laver en god historie«.
LÆS OGSÅ
»Og så kommer man til New York og oplever den der stemning af: Det her skal bare fortælles. Det er så interessant at møde de forskellige kulturer og måder at arbejde på. Og samtidig møder man jo også lighederne. For vi laver jo det samme. Om du står i USA og indspiller en film, der koster en bondegård, eller i Budapest, hvor nogen har bygget pavens palads op omkring dig, er det altså stadig en instruktør og nogle skuespillere, der prøver at løse en scene«.
Det er det, der er så fantastisk ved at arbejde som skuespiller forskellige steder i verden, forklarer han.
At de i Tyskland, hvor han lige har spillet Natascha Kampuschs kidnapper i en tysk film, diskuterer helt vildt på filmsettet og er meget optagede af skyld og skam og påpasselige med, hvad man fortæller, og hvordan man gør det.
Mens der ikke blev diskuteret noget som helst, da han var i Dublin for sammen med engelske skuespillere at indspille Neil Jordans vampyrfilm ’Byzantium’.
For her går spillerne bare ind og gør det – »og gør det fantastisk«, siger Thure Lindhardt, som i de senere år har arbejdet mere og mere i udlandet, mens der er blevet længere mellem rollerne i dansk film og teater.
»Jeg har altid haft en udlængsel. I 2. g var jeg på kostskole i Tyskland, og min familie har altid rejst meget. Jeg kan enormt godt lide de der intense perioder, hvor jeg tager væk og forsvinder ind i en arbejdsproces. I USA filmer du 12 timer om dagen. Og så kan du lægge 4 timer oveni til makeup og transport. Jeg elsker det. Det er intenst, for der er ligesom kun det – og for mig er det fantastisk«.
Som om kameraet ikke er der
I første omgang havde Ira Sachs, der selv er jøde, ledt efter en jødisk skuespiller fra New York. Men da valget i stedet faldt på danske Thure Lindhardt, skrev han karakteren om til dokumentaristen Erik fra Danmark.
Sin egen bedstemor skrev han om til en søster, som så blev Paprika Steen, som Ira Sachs havde arbejdet sammen med før. Men det havde Thure Lindhardt ikke.
LÆS OGSÅ
»Så første gang, jeg mødte Paprika professionelt, var i Central Park i New York. Du står der med et amerikansk filmhold, alle taler engelsk, og du koncentrerer dig på en anden måde, fordi du ikke har dit modersmål med dig. Og så stod Paprika og jeg pludselig der i Central Park og talte dansk og ingen fattede et ord af, hvad vi sagde. Det var ret skægt og ret befriende«.
Thure Lindhardt er stort set i billedet samtlige 101 minutter, ’Keep The Lights On’ varer, og bærer dermed det meste af filmen med sit ansigt og sin figur.
»Og det kan jeg da godt lide«, siger han og griner.
»Det gode ved at spille sådan en stor rolle er, at du virkelig har mulighed for at lave nuancer og vise mange sider af en karakter, når du er så meget i billedet«.
LÆS OGSÅ
Hvad er du blevet mest smigret over, at der er blevet skrevet om dig i forbindelse med ’Keep The Lights On’?
»Det var nok anmeldelsen i The New Yorker«.
Kan du huske, hvad de skrev?
»Ja, det kan jeg«, griner han.
»De sammenlignede mig med Robert Downey Jr. Og skrev at jeg spillede, som om kameraet ikke var der«.
»Det synes jeg var dejligt«, siger han og kigger lidt ned.
»Men man ved jo også godt selv, om det er i orden eller ej. Da jeg var 25 år, flippede jeg helt ud over en dårlig anmeldelse. Også fordi de tit havde ret. Det ville jeg ikke erkende dengang, men det kan jeg jo godt se nu. Det værste er jo, når folk rammer dig der, hvor det er rigtigt«.
»Men man har jo også sine egne anmeldere derhjemme. Altså kæresten, vennerne og familien. Det er dem, jeg lytter mest til«.
Han smiler.
»Og så selvfølgelig The New Yorker«.
fortsæt med at læse
