Homoseksuelt kærlighedsdrama skildrer de bedste og værste øjeblikke

KÆRLIGHED. Den flagrende, hedonistiske Erik (Thure Lindhardt) og den sirlige, aristokratiske Paul (Zachary Booth) indleder et turbulent kærlighedsforhold i Ira Sachs' nye film 'Keep the Lights On'.
KÆRLIGHED. Den flagrende, hedonistiske Erik (Thure Lindhardt) og den sirlige, aristokratiske Paul (Zachary Booth) indleder et turbulent kærlighedsforhold i Ira Sachs' nye film 'Keep the Lights On'.
Lyt til artiklen

Første gang vi møder Erik (instruktørens alter ego), er i 1997.

Han er rastløs og har en umættelig libido, som driver ham til at bruge sine nætter i New Yorks gader i jagten på mænd, han har samlet op på en sex-chat-telefon.

Mødet med Paul bliver et vendepunkt; pludselig er trangen til nye mænd og nye eventyr ikke så stor, og den smukke, veletablerede Paul tilfører Eriks liv en ro og stabilitet, som hidtil kun har været repræsenteret ved veninden Claire (vidunderlige Julianne Nicholson).

Men det fine ved Ira Sachs’ film er, at de to skikkelser udvikler sig anderledes end forventet.

De bedste og de værste øjeblikke
Den flagrende, hedonistiske Erik, en forkælet dansk dokumentarfilmskaber, hvis filmprojekt er så tåget, at man som tilskuer aldrig helt kommer til at forstå det, vokser med kærligheden og bliver en langt mere tro og pålidelig partner, end man kunne forvente af drengerøven med gavtyvesmilet og det viltre blonde hår.

Mens den sirlige, aristokratiske Paul pludselig mister kontrollen og forsvinder ind i et ødelæggende narkomisbrug.

Thure Lindhardt filmer i USA

Fra da af pendler de ind og ud af hinandens liv, og filmen skildrer de øjeblikke, der afgørende forandrer forholdet gennem årene.

For som man siger, er det de bedste og de værste øjeblikke, man husker, og filmen trækker disse øjeblikke på en snor, som desværre er lidt for løs til at fastholde det nærvær, de enkelte øjeblikke besidder.

Sammenslyngede mandekroppe
’Keep the Lights On’ er en intens, tæt lille film.

Til trods for at den udtrykkeligt foregår i New York, ser man ikke meget til byen – næsten alle scener udspiller sig indenfor, ofte i soveværelset og helt tæt på de sammenslyngede mandekroppe.

Thure Lindhardt: Glem, hvad jeres forældre siger og go for it

Det giver en klaustrofobisk stemning og en følelse af, at så længe Erik og Paul er alene sammen, kan deres kærlighed klare alt, men når verden melder sig, hvilket sker lidt oftere for den ambitiøse og pligtopfyldende Paul, der har et job i forlagsbranchen, slår den sprækker i det sarte kærlighedsforhold.

Står i stampe med sin relativt lille fortælling

Ud over danske Thure Lindhardt, som fornemt indtager hovedrollen med overskud og overbevisning, medvirker Paprika Steen i rollen som Eriks rige storesøster.

Ikke nogen særlig veludfoldet rolle (og hvorfor denne danske tilstedeværelse skal understreges, forstår jeg ikke), men hun har en vigtig replik, da hun siger til Erik, at det er charmerende nok at være ’up and coming’, når man er i 20’erne. Men når man har rundet de 30, bliver det patetisk; så skal der altså fyldes lidt vilje og mening på tilværelsen.

LÆS OGSÅ Transseksualitet moderniserer 10 dage lang homo-filmfestival

Det er et tema, man gerne havde set udfoldet tydeligere i filmen, der kommer til at stå i stampe med sin relativt lille fortælling.

Men tilbage står samspillet mellem Lindhardt og Zachary Booth – deres scener sammen har en uforfalsket, rå troværdighed, der får filmen til at sitre desperat, jo længere Paul forsvinder ud i misbruget.

Det er gribende og i sig selv grund til at se ’Keep the Lights On’.

Sophie Engberg Sonne

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her