Jesper Klein i ny portrætbog: Jeg drømte om være togmand

Der er kraftige farver på væggene. Rummene vrimler med klenodier.

Låget på flyglet er slået op, og der står en vase med langstilkede hvide liljer. Mest af alt ligner det en teaterscenografi. Det er som at gå på besøg i et af husene i Kardemomme By, og jeg kiggede mig om efter den talende kamel. Jesper Klein har på 29. år instrueret forestillingen på Bellevue Teatret.

Han laver te i det hvidmalede køkken, mens han beklager at der ikke er ryddet mere op, men der er nydeligt. Hvis der er uorden er det ikke noget jeg kan se. Oven på køkkenskabene står der en hel parade af tekander.

Jesper Klein (JK): »Det var min kone. I starten drak hun kun kaffe, men så blev det til te. Selv drikker jeg kun te«.

Vi drikker te af store gammeldags kopper. Store som baljer og gode at lune hænderne på efter kulden udenfor. Jeg synker behageligt ned i de bløde puder. Han har sat sig i en højrygget lænestol midt imellem to vinduer.

Vi mødtes for et halvt år siden, men det er et andet menneske jeg møder nu.

LÆS OGSÅ

Sidst var det en gammel desillusioneret enkemand. Nu er det anderledes. Jeg kan se det i hans øjne. Han er simpelthen gladere.

Michael Svennevig (MS): »Hvad drømte du om da du var barn? Hvad ville du være?«.

JK: (det kommer prompte) »Togmand!«.

MS: »Togmand? Mener du det?«.

JK: »Ja«.

MS: »Og det blev du så aldrig?«.

JK: »Jo, jeg gjorde. Jeg arbejdede for DSB«.

MS: »Hvad lavede du der?«.

JK: »Jeg lavede reklamefilm. Det var sådan en slags omvendt reklame, hvor det gjaldt om at gøre så meget grin med statsbanerne som muligt«.

MS: »Og det ville de godt have?«.

JK: »Ork, ja. Der er ikke så mange der ved, at jeg også lavede film selv«.

»Noget lærer man vel altid«
MS: »Men hvordan startede det? Var du glad for at gå i skole?«.

JK: »Vi var 44 i klassen. Senere blev det meget bedre, så var vi kun 36.«

MS: »Lærte du noget?«.

JK: »Noget lærer man vel altid«.

MS: »Hvad?«.

JK: »Den store tabel. Den kan jeg da stadig. Sådan teoretisk«.

MS: »Hvad vil det sige?«.

JK: »Jae, den sidder der vel et eller andet sted indeni. Og så de tyske verbers bøjning. Jeg kan bare ikke huske, hvad jeg skal bruge dem til. Sådan er det med så meget«.

Han lægger hovedet på skrå, og jeg kan se at han morer sig. Det gør han meget. Over sig selv og andre.

JK: »Jeg blev presset og opfordret til at blive student hjemmefra«.

MS: »Mere presset end opfordret?«.

JK: »Nae, dengang var der kun 7 % af en årgang, der blev studenter. I dag er det 44%. Bagefter startede jeg børneradio. Der var særlig én morgen, hvor jeg kom gående ad hilsegangen i radiohuset. Det var den gang, hvor man kunne kigge ind på alle kontorerne og også selv blive set, når man gik igennem. Men den morgen kom radionævnsformanden gående imod mig og sagde: »Og du tør godt vise dig her?« Jeg anede ikke hvad han mente, men da jeg kom ned i kantinen var der nogen der klappede. Nede i kantinen mødtes vi jo alle. Samme formiddag var jeg blevet udskældt i radionævnet. Det var efter den lejlighed, at jeg blev kaldt rød lejesvend«.

Han drikker af teen.

»Jeg er meget traditionel«
MS: »Det var noget, der hang ved?«.

JK: »Ja, vi elsker at sætte mærkater på hinanden. Nu er jeg vel snarere konservativ. Her bor jeg i mit store hus (peger rundt og kigger ned på sine tøfler). Dem har jeg haft i fire år. Jeg er meget traditionel. Jeg skifter ikke noget ud«.

MS: »Det er der vel heller ingen grund til, hvis det nu engang er de gamle tøfler der passer bedst«.

JK: (sidder lidt og tænker)
»En gang fulgte jeg med i alt det nye. Først havde jeg en Betamax, så en anden og dernæst en tredie. Men da det viste sig at den bedste maskine blev udkonkurreret, og den dårligste med de største reklamer overtog markedet, tabte jeg interessen for det. Ligesom med fjernsynet. (peger over på storskærmen). Jeg har 44 kanaler, men kan komme helt op på 340 kanaler«.

MS: »Jeg vidste slet ikke, at der var så mange«.

JK: »Ork, der er mange flere... Det er jo alle verdens kanaler. Der var en dag, hvor jeg på en kinesisk kanal så, hvordan de flettede kurve. Det var dybt fascinerende. (ler). Jeg har da også en computer, men den gamle som jeg lige havde vænnet mig til, blev stjålet i sommer. Når jeg trykker på de samme knapper på den nye, gør den noget andet. (læner sig frem og siger med et blink i øjet). Ja, jeg kan jo ikke noget og alligevel har jeg jo klaret mig vældig godt. Udover at lave film har jeg også skrevet bøger. Det er der heller ingen der ved«.

»Jeg har også lavet en tredje del til biblen«
MS: »Hvad har du skrevet?«.

JK: »Bogen om Jødeharpens historie... og bogen om Arthur. Den blev genoptrykt, fordi Poul Thomsen havde en hund, der mindede om den. Ja, og så er der almanakkerne«.

MS: »Dem har du lavet flere af, ikke?«.

JK: »Jo, 4-5 stykker. Jeg har også lavet en tredje del til biblen«.

MS: »Men det er igen med et glimt i øjet?«.

JK: »Ja, det er klart. Det var det jeg kunne. Jeg har også skrevet teater, for der passede min tone. Og så har jeg oversat og bearbejdet dramatik. Det har jeg gjort mange gange«.

MS: »På film startede du med at spille hovedrollen i Balladen om Carl-Henning af Lene og Sven Grønlykke fra 1969. Carl-Henning er en blid, lidt klodset og meget følsom sjæl, der hele tiden kommer i klammeri med omgivelserne - både derhjemme og på arbejdet. Han er så godmodig at han slet ikke passer ind nogen steder, og det går ham grueligt galt. Det er jo ikke sjovt, og alligevel smiler jeg, men det gør også ondt, for vi genkender ham«.

JK: »Ja, han var godt nok naiv...«.

MS: »Men det var du vel også?«.

JK: »Ja, gud fri mig vel. Det har jeg altid været. Min første filmoptræden var egentlig i Gabriel Axels Det kære legetøj i 1968. En lystig film om tidens sexbølge, som den blev annonceret. I filmen falder jeg ned fra et træ i min iver efter at belure et elskende par. Jeg har altid været en lurer. (smiler)«.

MS: »Er det sådan at være kunstner?«.

Han sidder lidt og smiler uden at svare. Jeg kan se at der kommer en historie.

Optrådte blandt gadens løse fugle
JK: »Jeg spillede på de værste beværtninger. Ja, ikke bare skumle steder, men nogle af de steder der var så snaskede at det slog alle rekorder. Steder hvor jeg end ikke var gammel nok til at komme ind, der spillede jeg klaver til den lyse morgen. Nogle af stederne... (griner)... var der virkelig et blandet klientel. Gadens løse fugle var der, og de havde ikke én fjer tilbage, og alligevel kunne de vældig godt lide mig. Der var Olga. Hvis man lagde en to-krone på bortkanten, hev hun op i kjolen og kunne med underlivet suge mønten op i sine ædlere dele«.

Han laver en opsugende lyd, og demonstrerer lydligt hvordan hun bagefter kunne spytte den ud igen.

JK: »Det var jo dengang, hvor to-kronerne var lige så store som vore fem-kroner«.

Det var også på den måde at jeg startede med at lave teater. I starten spillede jeg klaver til nogle teaterforestillinger, og så slap jeg tangenterne. Det var Jytte Abildstrøm der hev mig med til at spille revy. Hun åbnede Bristol Teatret, hvor vi spillede sammen i Kameldamen, og bagefter fortsatte vi med Svend, Knud og Valdemar på Riddersalen.

MS: »Nu startede du med at sige, at du ville være togmand. Har du så en togbane?«.

JK: (kigger forbavset på mig).
»Nej, men jeg er meget skuffet over at børnebørnene ikke gider lege med de tog, jeg har givet dem«.

MS: »Hvorfor vil de ikke det?«.

JK: »Det går ikke hurtigt nok. De vil have racerbaner...«.

MS: »Er det ikke underligt, at du har fået en søn der ligner dig så meget og er inden for samme branche?«.

JK: »Dem der kender os plejer ellers at sige, at han mere ligner sin mor«.

Medicinens vej
MS: »I optrådte i Zoologisk Have sammen. Inde hos løverne...«.

JK: »I hvert fald på den store plæne, og der var sort af mennesker. Den første gang måtte sønnen selv klare det. Jeg var indlagt på Sundby. Jeg havde det meget dårligt. Til de andre optrædener kunne jeg holde gejsten op i et kvarters tid, så måtte jeg støtte mig til noget. Da jeg skulle skrive autografer, var jeg ved at trille omkuld. Jeg valgte jo medicinens vej. Min kone døde af det. Jeg har overlevet«.

Han slår ud med armen og peger på noget medicinemballage på et lille bord.

JK: »De andre siger at jeg skal fjerne det. Og ikke bare have det til at ligge og flyde«.

MS: »Det havde jeg slet ikke lagt mærke til. I Malmros´ Skønheden og udyret spiller du faren til en teenagepige. Farens pinlige jalousi over for datterens kæreste er filmens omdrejningspunkt. Endnu en skildring der ikke er morsom, og alligevel er det så rørende skildret at jeg smiler, fordi jeg genkender sårbarheden. Det menneskelige, det pinlige og det utilslørede«.

JK: »Det var ikke let. Vi er meget forskellige. Malmros og jeg er diametralt forskellige. Det var temmelig besværligt, men da det blev en succes kunne han ikke nære sig for at sige: »Se, hvad sagde jeg?«. Men let var det ikke. Ja, det er jo en klassiker nu«.

MS: »Det rører mig, når jeg ser dit spil i Balladen og i Skønheden og udyret. Der er noget med alvor og morskab. Måske fordi det er så alvorligt, bliver det ofte komisk. Det er både rørende og smerteligt.«

JK: »Jeg kan jo ikke noget, men jeg har da klaret mig... Jeg kan slet ikke parodiere«.

MS: »Hvad så, når du lægger stemmer til?«.

JK: »Det er noget andet«.

MS: »Hvad er forskellen?«.

JK: »Tja...«.

Mødte Mr. Cutting fra Disney
MS: »Hvordan startede det? Du har jo lagt stemme på et hav af tegnefilm«.

JK: »Disney havde en konsulent der rejste rundt i de forskellige lande. Han hed Mister Cutting...«.

MS: »Det var vel et øgenavn?«.

JK: »Nej, det var rigtigt nok. Det var meget fint, når Mr. Cutting kom på besøg, så blev der disket op med det hele. Der var ingen smalle steder. Han kunne godt lide mig. Han forstod jo ikke dansk, men han må have haft et særligt øre for sprog, så han kunne vurdere det. Vi sad i Nordisk Films kantine, og på bordet var der en salt- og peberkværn, og så var der blevet sat en ekstra peberkværn: »What is this?«. Jeg tog den, løftede den og sagde: »This is Fairy Dust!«. Det kunne han godt lide«.

MS: »Jeg har genset Til højre ved den gule hund. Du spiller Karl Bolt der bor på plejehjem. Da din nabo dør, og sønnen, spillet af Peter Gantzler, der ikke har set sin far i otte år, gerne vil vide noget om faren, glider Karl ind i rollen som farens bedste ven, selvom man har på fornemmelsen at de slet ikke kendte hinanden. Fristelsen er for stor for Karl, da han bliver inviteret med hjem til sønnens store villa, hvor forplejningen unægtelig er bedre end plejehjemmets. Ja, han vil faktisk slet ikke tilbage til plejehjemmet. Det er på den ene side forkasteligt, at han malker sønnens dårlige samvittighed og skaffer sig husly på falske præmisser, men sønnen er også dumsmart og lidt af en paraderytter, så vi ønsker Karl det bedste. Og så er der dine smukke dansescener, hvor jeg hele tiden tænker...nej nu falder han om... Det er en fin film«.

JK: »Nå, synes du det?«.

MS: »Ja, den rører mig«.

JK: »Jeg var 58, men skulle spille en på 72. Den er fra 2003. Dengang vidste jeg jo ikke, at jeg så få år efter skulle komme til at se sådan ud. Være handicappet«.

Jeg kan ikke se at han er handicappet, men det er da rigtigt at han har fået en hældende gangart.

JK: »Jeg var meget skeptisk. Ja, ikke over for rollen. Den var jo pragtfuld. Men over for samspillet med Gantzler. Han er method-acting skuespiller. Det er jeg slet ikke. Filmen blev meget udskældt da den kom frem, og jeg tror desværre at Peter Ringgaard tabte en del penge på den«.

MS: »Jeg synes, at den er gribende«.

JK: »Det var i hvert fald en dejlig rolle«.

»Ja, gu er jeg da gammel«
MS: »Føler du dig gammel?«.

JK: »Ja, gu er jeg da gammel. Det har jeg været i mange år. Jeg blev folkepensionist allerede som 60-årig. Ja, udkommet af det er jo mest symbolsk. Nu tager jeg piller og er handicappet«.

Han kigger ned og aer en lille krølhåret hund, der har lagt sig ved hans side i lænestolen som var den en pude. Fra tid til anden kan jeg høre den trække vejret.

MS: »Det gjorde et vist indtryk på mig, da jeg for et par år siden så Flemming Quist Møllers tegnefilm Jungledyret Hugo. Du lagde stemme til skibskokken Dellekaj, der bliver en slags reservefar for Hugo, da han kidnappes fra junglen og bringes tilbage til den såkaldte civilisation. Det er ikke mange der har opnået at lægge stemme til en tegneseriefigur, der af udsende ligner dem selv«.

JK: »Nej...det kan man godt sige«.

MS: »Havde du lånt tegneren gamle ungdomsbilleder af dig selv?«

JK: »Nej, vi kendte jo også hinanden dengang. Det er lavet efter hukommelsen.«

MS: »Det er en tegnefilm der adskiller sig fra så meget andet. Den har holdning og rummer også en kritik af vort forbrugersamfund. Hvordan opfatter du dig selv som kunstner? Hvordan er det at være kunstner - og have meninger?«.

JK: »De er efterhånden så dumme alle sammen. Nej, Flemming Jensen er ikke så dum, eller Søren Pilmark. Og heller ikke Ulf Pilgård. Han lader bare som om han er det.Flemming Østergård er nok den eneste der er sluppet afsted med at kunne så lidt, ligesom jeg. Og for mig er det da gået«.

Han kigger sig rundt, og som han sidder der og aer hunden ligner han indbegrebet af Mister Nice.

Holdningernes mand
MS: »Men du har jo også holdninger!«.

JK: »Ja, Gud fri mig vel. Nu opfører jeg mig virkelig pænt. Jeg går ikke længere ud og siger noget om kulturen. Det er jeg holdt op med. Det kan jo ikke nytte noget alligevel«.

MS: »Kan det ikke? Det synes jeg da netop at du er beviset på, at det kan. Hvad så med Kunstnere for Fred?«.

JK: »Jeg har været goodwill ambassadør for mange organisationer«.

MS: »Hvordan startede det?«.

JK: »Ja, det startede med KRIM og Kriminal-præventiv rådgivning. Det var oplagt at jeg skulle bruge mit ansigt i sådanne sammenhænge. Så var der BRIS, børns rettigheder i samfundet. Bagefter var jeg det for UNICEF. Det var først i 80´erne. Det var fint dengang. Danny Kaye var den første, og jeg var nummer tre eller fire udvalgt i Danmark. Jeg var meget stolt over det. Det var meget fornemt. Det var der noget ved, og jeg var en meget fin mand og blev sendt en del rundt i den fattige verden. Som danskere var vi respekterede - i 80´erne«.

MS: »Det var dengang det var sjovt at rejse - som dansker«.

JK: »Selv om mit fjæs kunne bruges til noget skulle det ikke være KIMS. Men det udvandede begrebet noget da Eddie Skoller blev goodwill-ambassadør for SAS«.

MS: »Jeg har aldrig set, at du har lavet reklamer, har du det?«.

Lavede modsatte reklamer

JK: »Jo, det har jeg faktisk. De fleste er gået i glemslen igen. Den bedste er selvfølgelig glemt... og så lavede jeg en sammen med Jess Ingerslev. Jeg tror at det var for DAN-kortet, og bagefter lavede jeg en for HOME. Den blev ret berømt, fordi jeg satte mig og skabte mig hele tiden, og de var nye hver gang«.

MS: »Det var også sådan en modsat reklame?«.

JK: »Lidt... jeg har indtalt alt muligt. Det værste har jeg ikke lavet, og det er jeg heller ikke blevet bedt om. Det har altid været pænt. Produktet har jeg kunnet gå ind for. Jeg er ikke kostforagter, men jeg kan godt lide at går man ind i svinestalden skal der være rent. Og svinene skal helst have det godt. Jeg lavede reklamer for LEGO længe. Det kunne jeg godt gå ind for. Jeg tror at jeg holdt op nogenlunde samtidig med at de lancerede Star Wars... eller jeg blev ikke spurgt mere«.

MS: »Og nu Kunstnere For Fred? Hvorfor det?«.

JK: »Det lykkedes Anders Busch Rasmussen på 1½ år at rive det ned som vi andre havde brugt 50 år på at bygge op. Da vi under Korea blev bedt om at sende hjælp, sendte vi et hospitalsskib, men at vi som lille nation skulle sende kampklare tropper - det havde jeg aldrig drømt om. Dertil er det kommet. Liberalismen kan slå alt ihjel. Den er meget mere effektiv end censur, for man kan altid henvise til den og fra mediernes side slå ud med hånden og sige: at det ikke kan sælge. Det er enormt effektivt«.

MS: »Så er vi tilbage med det om at være kunstner og have holdninger. Hvad er det for noget? Er det det samme som da vi talte om humor og alvor. At det ene kalder på det andet?«.

JK: »Ja, det er det«.

Vi sidder lidt i stilheden. Er Klein faldet i søvn? Han ser tankefuld ud, men han kan vel ikke sidde og sove med åbne øjne. Eller hvad? Jeg kan høre ham trække vejret. Men det er hundens åndedræt der lyder som hans. Den ligger stadig som en pude ved hans venstre side. Fra tid til anden får den lige et klap.

Da han på et tidspunkt giver sig til at lede på sofabordet efter en cd med en genindspilning af den første lp han lavede (sammen med Fuzzy), kan han ikke finde den. Hunden rejser hovedet for at se hvad han laver, og da han har hånden fuld af papirer og cd´ere fra bordet, taber han noget af det ned i hovedet på den. Hunden dukker sig, lægger sig ned og sover videre.

MS: »Hvad hedder han?«.

JK: »Psølle som i psalme. Det er en hun«.

MS: »Det er kun en hvalp, ikke?«.

JK: »Hun bliver ikke større. Hun er 9 år og arvegods...«.