1) Lisbed i 'Erasmus Montanus', Odense Teater, 2006:
»Jeg var fuldstændig neongrøn, da jeg fik rollen som Lisbed. Lige færdig med teaterskolen og mere end klar til at komme ud og prøve alt det, jeg havde lært, af. Samtidig var det også lidt nervepirrende pludselig at skulle stå der på en rigtig scene.
Det er lidt, som når man tager kørekort: En ting er at gå til undervisning, en anden ting er rent faktisk at sætte sig om bag rattet i en bil. Men jeg nød virkelig at spille Lisbed og skrige søde Lars Simonsen, som spillede Erasmus Montanus, ind i hovedet hver aften: »Så sig dog, at Jorden er flak!«.
Hun er en stædig dame, hende Lisbed. Hun nægter at flytte sig en meter, og det ender med, at hun får sin elskede til at glemme alt om, at Jorden er rund. Den handlekraft, hun har, prøver jeg på at få til at gå igen i alle mine karaktererpå den ene eller anden måde.
Det er nogle kvinder, som tager deres eget liv i hånden og gør alt for at nå derhen, hvor de gerne vil være. En del kvinderoller er meget tilbageholdende, meget 'naboens datter'. Sød, smilende, forelsket. Og så er det ligesom dét.
Den type kvindebillede har jeg ikke lyst til at fodre. Jeg går meget op i at gøre mine karakterer til hele mennesker. Puste liv i dem. Sørge for, at de har et følelsesliv. De må aldrig bare blive fiktionsfigurer.
Egentlig lå det slet ikke i kortene, at jeg skulle være skuespiller. Jeg er halvt færing, og deroppe kan de altså noget med kager, så jeg har en voldsomt sød tand og troede i mange år, at jeg skulle være konditor.
Men jeg gik på en skole i Fløng, hvor lærerne brugte drama i undervisningen, og en dag hørte min mor en udsendelse i radioen om Eventyrteatret og tænkte, at det nok var noget for mig. Vi tog derind, Jeg gik til optagelsesprøve og kom med i truppen – blandt andet takket være Jørgen Clevin, der sad i juryen.
Så begyndte jeg at lægge stemmer til tegnefilm, reklamer og sådan noget, og da jeg blev ældre, lavede jeg studenterrevysammen med folk som Kitt Maiken Mortensen og Elisa Kragerup. Det var omkring det tidspunkt, jeg begyndte at rykke mig væk fra kagerne og over mod skuespillet. Det sneg sig ligesom ind på mig«.
2) Jasmina i 'Livvagterne', DR 1, 2009:
»Da jeg blev castet til rollen som Jasmina, dansede jeg rundt sammen med en løve og et fugleskræmsel hver aften i rollen som 13-årige Dorothy i 'Troldmanden fra Oz'. Så det var noget helt andet pludselig at stå der i tilknappet politiskjorte og spille hård PET-kvinde.
Jeg blev selvfølgelig sindssygt glad for at få rollen. Men det var også en stor omvæltning. Min kæreste og jeg var begge fastansat på Odense Teater og levede et godt, trygt liv i en lejlighed i byen, da det hele blev kastet op i luften, og jeg var nødt til at ringe til min daværende teaterchef, Kasper Wilton, og sige: »Vil du ikke nok sætte mig fri?«.
Det ville han heldigvis. Og det var jeg ham dybt taknemmelig for.
Så vi flyttede til København, og jeg gik i gang med at forvandle mig til Jasmina. Hun er jo den rene Herkules, og jeg kunne ikke løbe ned til Brugsen uden at falde om, så det tog mig et halvt år at komme i form til den rolle. Jeg løb, boksede, lavede rullefald og alt muligt andet.
Det var hårdt, men jeg er en fagnørd, der gør det, rollen kræver. Hvis der står i manuskriptet, at min karakter kan spille guitar, lærer jeg akkorder. Og hvis min rolle er god til at danse, øver jeg, indtil det ser ud, som om jeg ikke har lavet andet end at danse vals, siden jeg blev født. Ellers bliver det ikke troværdigt nok.
Jasmina er jo på mange måder en superkvinde, men det var vigtigt for mig også at give hende en flig af sårbarhed, så hun ikke blev ligegyldig for seerne. De måtte ikke sidde og tænke: »Åh, hun kan alting, hende kan vi ikke forholde os til!«.
Så jeg sørgede for at finde på nogle ting, hun ikke kunne. For eksempel kan hun slet ikke synge. Det kan godt være, at hun kan bokse uafbrudt i fire timer, men det lyder virkelig kedeligt, når hun nynner.
Det virker måske vanvittig blåøjet, men jeg forstod overhovedet ikke, hvad det indebar for mig, at jeg pludselig skulle være i fjernsynet hver søndag aften kl. 20.
Ligesom alle andre havde jeg selvfølgelig fulgt med i 'Rejseholdet', men jeg kunne ikke sætte mig ind i, at det nu var min tur til at være i fokus på den måde. Jeg skulle bare lave noget dejligt fjernsyn«.
3) Bess i 'Breaking the Waves', Odense Teater, 2009:
»Det var under prøverne til 'Breaking the Waves', det gik op for mig, at der faktisk var en hel del mennesker, som havde set 'Livvagterne'. Det var surrealistisk. Mit private rum ude i det offentlige var pludselig forsvundet, og mennesker, jeg ikke kendte, hilste på mig på gaden.
Jeg kørte med toget til og fra Odense, og en dag, Da 'Livvagterne' havde gået tre søndage, kom jeg en dag ind i en togkupé, hvor alle sad med en avis med mit ansigt på forsiden. Jeg trak min hue helt ned over hovedet og satte mig over i hjørnet og gemte mig med mit manuskript.
Ved siden af mig sad en meget pæn forretningsmand og klimprede løs på sin bærbare, og da jeg gjorde mig klar til at stå af toget, rejste han sig pludselig op, gav mit et kæmpekram og sagde: »Tillykke!«. Lidt voldsom oplevelse, men meget generøst af ham.
Da 'Breaking the Waves' fik premiere, var 'Livvagterne' eksploderet fuldstændigt, og det gav selvfølgelig en masse ekstra opmærksomhed nede fra salen: Hvem er hun, hende fra fjernsynet? Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke lagde mærke til det.
Jeg reagerede ved at holde kortene tæt til kroppen. Det var meget vigtigt for mig at overbevise publikum om, at nu var jeg Bess, ikke Jasmina, og jeg havde en fornemmelse af, at det ville være svært for dem at tune sig ind på min karakter, hvis jeg havde fortalt bladene, at jeg elskede leverpostej.
Jeg vil gerne være sådan en eklektisk skuespiller, der kan springe ind i en hvilken som helst rolle, uden at folk tænker: »Det er sgu da hende livvagten«.
Bess er en af de roller, som har betydet allermest for mig. På et eller andet sæt virker Hun virker som et kuet offerlam, der hele tiden går rundt med hovedet på skrå i sådan en søgen. Hvad vil du have? Men hun er også modig, fordi hun tør vise sin sårbarhed.
Da jeg læste manuskriptet, mens jeg sad hjemme i mit badekar, og jeg tudede jeg helt vildt, da det gik op for mig, at det ikke endte godt. Sådan reagerede publikum også tit.
Vi spillede forestillingen 120 gange, først i Odense, siden på Folketeatret og så på turné rundt i Danmark, og det var en kæmpeoplevelse at stå på scenen i en teaterforening oppe i en lillebitte by i Nordjylland, som mindede meget om den, Bess kommer fra, og derfor kunne forholde sig endnu mere til historien. Det er det, teater også kan. Skabe resonans.
Der var mange, der blev rørte af Bess' historie. Og jeg har været ude for, at jeg måtte stå og trøste en fra publikum efter forestillingen: »Bare rolig, jeg er ikke død alligevel ...««.
4 Eliza i 'My Fair Lady', Det Kgl. Teater, 2010:
»Jeg glemmer aldrig følelsen af at stå på en balkon på Gamle Scene og synge 'I Could Have Danced All Night' med en lysende stjernehimmel bag mig. Aldrig! Alene det at stå på Gamle Scene ... Det er jo dér, de har stået alle sammen. Alle dinosaurerne. Det rum er besjælet, og man kan mærke det, når man går derind.
Selv publikum kommer i en helt anden stemning, når de træder ind i det røde plys. Jeg tror, det er Jørgen Reenberg, der engang har sagt, at teaterscenen var hans dagligstue. Sådan bliver det måske også for mig en dag. I dag er det bare det dejligste rum i verden. Helligt er måske et stort ord, men jeg elsker virkelig det blå lys på bagscenen.
Eliza er en sej banan. Det kan godt være, at det er Higgins, der vædder om hende, men hun har mod til at sige: »Hey, du, lær mig lige det, du kan«. Netop det med at turde lære kan jeg godt sætte mig ind i. Jeg er en arbejdsbi, og jeg ser alle nye udfordringer som en mulighed for at gå i skole.
Totalt fucked up lady får en tur mere
Da jeg lavede fjernsyn, kaldte jeg det fjernsynsskolen. Og nu drømmer jeg om at komme i filmskole.
'Livvagterne' hang stadig i folks bevidsthed på det her tidspunkt, og aviserne skrev en masse om, at Jasmina skulle spille Eliza. Det forsøgte jeg at lukke ude. Jeg er dybt taknemmelig for at få opmærksomhed, for det betyder, at jeg får lov til at fortælle den gode historie, jeg gerne vil fortælle.
Men så er det heller ikke vildere. For tre år siden var jeg i tv. Nu er det nogle andre. Og det er helt okay«.
5 Diana i 'Next to Normal', Nørrebro Teater, 2012:
»Som del af min forberedelse til rollen som Diana Goodman har jeg øvet hos min sangcoach det sidste halve år. Nu, hvor vi er ved at være tæt på premieren, er det andre detaljer, der skal på plads. For eksempel skal jeg have farvet mit hår askeblondt.
Der er noget enormt veldresseret og velholdt over langt, lyst hår, og det er den slags, Diana går rigtig meget op i. Diana vil så gerne være den perfekte mor i det perfekte liv med de perfekte børn og den perfekte mand i det perfekte hus, og hun gør alt, hvad hun kan, for at opretholde konventionen om den lykkelige kernefamilie.
Hun insisterer faktisk så meget på det, at hun bliver syg af det.
For problemet er, at hun samtidig kæmper med et gammelt ubearbejdet traume, der giver hende nogle ret heftige dæmoner at kæmpe med. Så heftige, at hun bliver diagnosticeret maniodepressiv.
Det har krævet en masse forarbejde at kunne finde Diana frem i mig selv. Selvfølgelig har jeg sorg indeni ligesom alle andre. Jeg kender godt den lille flig af smerte, der opstår, når man ikke helt kan leve op til sine egne forventninger, og den har jeg tappet af til den her rolle.
Men jeg har ikke været ude for noget, der bare minder om det, Diana slås med, så jeg har også måttet researche ret meget op til den her rolle. Jeg har læst en masse om symptomerne på mani og snakket med folk, der lever med dem, og lige nu går jeg rundt og øver mig i at være manisk.
Jeg retter på mine papirer og sørger for, at alt står lige på bordet i min garderobe, indtil jeg når frem til en måde, hvor det bliver rigtigt, ikke karikeret. Det er nu mest sådan noget, jeg gør, når jeg er alene. Jeg hænger Diana i entreen, når jeg kommer hjem.
Men det er klart, at hun bor i mig nu. Jeg har jo sunget hendes sange siden juli«.
fortsæt med at læse
