»Der er ikke særligt mange asiatiske skuespillere i Danmark, men jeg har egentlig aldrig lagt ret meget vægt på, at jeg ser anderledes ud. I den sidste tid på teaterskolen tænkte jeg da lidt over, om de kun ville ringe, når de skulle bruge en asiatisk fyr.
Det ville jo betyde, at jeg nærmest ikke ville få noget at lave. På det tidspunkt var der en tendens til, at teatrene var meget 1:1 i deres valg af skuespillere. Hvis historien krævede en iraner, lod man ikke bare, som om man havde en iraner. Man gik ud og fandt et menneske fra Iran.
' Nå, det er dén leg, vi leger'
Vi burde være nået så langt i vores samfund, at jeg sagtens kan spille den helt almindelige knægt fra Hvidovre. Publikum vil måske studse lidt i starten, hvis de ser mig spille Henning Jensens søn i et klassisk realistisk stykke, men på den anden side er abstraktionsniveauet netop større på teaterscenen end på film.
Når man går ind og ser en film, har man behov for, at det, man ser, virker logisk. Far og søn skal ligne hinanden. Med teater er det mere sådan ’Nå, det er dén leg, vi leger’. Og jeg har da også været i fuld gang, siden jeg blev færdig.
»De fleste nævnte det faktisk slet ikke«
Jeg har faktisk spillet en af de der klassiske roller – som den ældste søn i ’Nøddebo Præstegård’ i en opsætning på et stort amatørteater i Aalborg, inden jeg startede på teaterskolen – og det var der ingen, som syntes var forkert.
Jeg gik da og tænkte lidt over, om det mon ville fungere, at jeg så anderledes ud end dem, som skulle spille mine slægtninge. Men jeg fik så mange positive tilkendegivelser bagefter. Mange havde studset over det i starten, sagde de, men der var ikke gået et øjeblik, før de havde glemt det. Og de fleste nævnte det faktisk slet ikke«.
fortsæt med at læse
