Groft sagt er det bedste, USA kan byde på i disse år, dans og musicals. Gæstespil med Alvin Ailey og New York City Ballet i Tivoli har befæstet deres ry for suveræn dans. Veteranerne Balanchine og Robbins har også boltret sig på det kgl. repertoire, men ingen nye amerikanske navne har rigtig manifesteret sig.
Kulturkløft Uanset amerikaniseringen af kulturlivet herhjemme viser der sig alligevel en kulturkløft på teaterscenen. Det gælder dog ikke musicals, hvor Det Ny Teater kan servere 'Wicked' eller 'Singin' in the Rain' i imponerende old school-stil, mens Fredericia Teater ikke bare kan levere en sprælsk Disney-'Aladdin', men også en 'Avenue Q' med frække nøgne dukker på scenen. Det er der behov for, den amerikanske musical trænger voldsomt til fornyelse. Hvad taleteatret angår, kan klassikere som O'Neills 'Lang dags rejse mod nat' på Folketeatret eller Williams 'Glasmenageriet' på Aalborg Teater stadig stå distancen, når det gælder traditionen for det store familiesammenbrud. Dramaet bliver på overfladen Men det kniber gevaldigt med de nye dramaer. Stykker som 'Min familie' af Tracy Letts og 'Rød' af John Logan på Betty Nansen og senest 'Other Desert Cities' af Jon Robin Baitz på Aarhus Teater kan umiddelbart byde på et interessant setup med gode roller, men dramaet holder sig på overfladen og kommer ikke ud over det konstruerede og klichefyldte. Et teater præget af soap og melodrama. Det behøver ikke altid være en dårlig ting, men det kræver i hvert fald en anden form for timing og kontant aflevering, end vi herhjemme kan honorere. Og gæstespil med teater from over there er en by i Rusland.