Der er blevet talt en del om krise i den nye danske dramatik i de senere år, hvor mange teatre har valgt at iscenesætte populære romaner og film - frem for at opsætte nyt materiale. Men nu, hvor en ny teatersæson står for døren, kan vi i hvert fald afsløre, at det ikke her skorter på ny dansk dramatik. Og måske er der faktisk i højere grad end krise tale om fornyelse af den dramatiske tekst? Stigende differentiering Vi lever i en verden, hvor det talte ord hastigt erstattes af andre, medierede kommunikationsformer. Måske er den dramatiske tekst i krise, fordi den er grundlæggende bundet til det talte ord? Tænk på Henrik Ibsen eller Anton Tjekhov. Tænk på Lars Norén. Tre store dramatikere, der hver på sin måde repræsenterer det, vi almindeligvis forbinder med ordet 'dramatik'. Og hvad er så det? Det er noget med mennesker, der taler med hinanden eller taler med sig selv, fordi der ikke er andre. LÆS OGSÅMungo Park scorer dobbelt med boligdrømme og fremtidsfester Men hvad sker der med den dramatiske tekst, når vi mennesker i stigende grad (ikke)kommunikerer med hinanden og os selv via sms, YouTube-links, diverse 'like'-knapper og statusopdateringer på Facebook? Det fik vi svar på i den forgangne teatersæson. Her gik meget forskellige tekster i kødet på de sociale mediers omsiggribende infiltrering af de menneskelige relationer. www.hovedperson.dk Tomas Lagermand Lundmes eksperimenterende 'Easylove Laboratoriet' på Teater Momentum i Odense var et godt eksempel på en tendens i den nyeste dramatik, hvor materiale fra internettet optræder meget direkte og uformidlet i teksterne. Hos Lundme så direkte, at han i sin ætsende satire over sin samtids kærlighedskvababbelser brugte googlesøgningen som centralt formelt greb. Faktisk endte Google med at blive forestillingens de facto-hovedperson, fordi dramatikeren aldrig holdt liv i sine karakterer mere end et par scener ad gangen. Hvorfor besvære sig med at skildre et menneskes historie fra A til B, når alt menneskeligt allerede findes i cyberspace?
Pigen Lille Uheld sagde det samme, men på en anden måde, i Anna Bros vellykkede ungdomsforestilling 'BCNU' på Teater Grob i København: »Kære Google, æret være dit navn, sig mig, hvad jeg skal gøre!«. Her handlede det om, hvordan man overhovedet skal blive et menneske, når alle ens venner og rollemodeller hedder www til fornavn. Anna Bros stilrene tekst brugte eventyrets form til at give internettets grænseløshed scenisk gestalt. Hvis alting i hele verden er inden for et kliks rækkevidde, så kan det også træde ind på en teaterscene og blive virkeligt med et fingerknips. Akkurat som i eventyret. Men ligesom i eventyret har sådan noget konsekvenser. Måske bliver man simpelt hen bare reduceret til et medium for en fjern og kynisk magt, som det skete for skuespillerne i 'De europæiske medier' på Det Kongelige Teater. Her havde blandt andre Google, tøjmærket Nike og supermagten Kina 'besat' skuespillerne og overtaget rollen som dramatiske figurer i dramatikeren Nielsens ambitiøse refleksion over spørgsmålet: Hvem eller hvad er det egentlig, der taler i os, når vi taler? I hvert fald ikke os selv. Farvel, Ibsen og Tjekhov. Farvel, Lars Norén! Spareplanen I mellemtiden fik vi mere global opstand og mere krise, som bare bliver ved og ved. På den økonomiske konto betyder det i første omgang, at vi har en del genopsætninger i sigte i den kommende sæson. De danske teatre skal spare. Blandt andet kan man se eller gense Anna Bros 'BCNU' på ZeBu i København og Nielsens 'De europæiske medier' på Odense Teater. Men Anna Bro står også bag 'Jeg er Spartacus' på Får302 i København til foråret, om den moderne slave og vores frygt for en ny slaveopstand. LÆS OGSÅ Instruktør: »Der kommer ikke nogen og redder dig, for jeg har sprættet alle de andre op« Krise? Ja, men ikke i den kommende sæsons udbud af ny dansk dramatik. Antallet af nyskrevne originaltekster vil være omtrent det samme som antallet af genopsætninger, hvilket er stærkt i en krisetid. Bådteatret barsler med hele to kriseforestillinger, 'Ung blond pige' skrevet af Line Mørkeby og 'Fucking fattig' skrevet af Julie Maj Jakobsen. Det handler om tidens snigende nyfascisme, og det handler om fattigdom, og det er skrevet af unge kvinder. Lige nu er det de små storbyteatre, der for alvor spiller den nyskrevne dramatik, og kvinderne, der for alvor skriver den. På mandesiden kan vi se frem til nye tekster af blandt andre Christian Lollike, Mads Mazanti og Thomas Markmann, mens Husets Teater med friske tekster fra Frankrig og Tyskland etablerer sig yderligere som væsentlig leverandør af nyskreven udenlandsk dramatik. Kriseteater? Ja. Men måske betyder de mange kriser blot, at noget igen vil blive mere virkeligt og væsentligt end en hvilken som helst googlesøgning, også i den nye dramatik.
