Det mest opsigtsvækkende ved denne ’King Lear’ er umiddelbart, at Lear er sort, knaldsort.
Det gør ham, i forhold til de andre blegansigter på scenen, endnu mere ensom og udstødt, efterhånden som han i løbet af stykket mister hele sin kongelige værdighed og drives ud i en storm af rasende sorg, afmagt og galskab.






























