Det er svært at forstå, hvad manden i den røde skjorte råber. »GRRRROooOOWWL«. Han lyder som forsangeren i et dødsmetalband. Er han begejstret? Er han pissesur?
Han maser forbi publikum og styrer over kajen mod landgangsbroen til galeasen ’Havet’. Han standser ved skibet og sender et støjende grin op mod scenen, hvor tre dansere er midt i deres forestilling. De er klædt i lyse, eventyrlige gevandter og danser til musik, som leveres af et band, der også befinder sig på skibsdækket. En pige spiller sfæriske toner på sin cello.
Manden grynter og prøver at rokke med hovedet i takt til musikken. Men samtidig ser han forvirret ud. Usikker. Hvad er det her for et skib? Hvorfor fanden er det lastet med moderne dans?
Det er sådan set også det spørgsmål, jeg er draget ud for at finde svaret på. Jeg er samme morgen kørt til Gilleleje for at stige om bord på ’Havet’ og sejle med til Helsingør.
»Hvad går det ud på?«, spørger jeg, da jeg sidder og sludrer med Rune Frej Stenholt Mortensen over et krus kaffe på dækket. Han er en af de tre dansere og var den, der fik ideen til togtet. De andre kalder ham bare Frej.
»Sidste sommer lagde et stort sejlskib til ved kajen på Christianshavn, hvor jeg boede. Jeg lærte skipperen at kende, det var en finsk helikopterpilot, der var blevet skilt ...«, begynder Frej sin historie.
»Jeg kunne godt lide tanken om at sejle. Og jeg kunne godt lide at danse. Så tænkte jeg: Hvorfor ikke kombinere de to ting?«.
Det ville være lidt som et omrejsende cirkus, tænkte han. Og så var der en ting mere: Ideen om at optræde foran mennesker, der ikke normalt ville overveje at se moderne dans.
»Det var tanken om at møde andre mennesker end i København, hvor det er den samme lille gruppe, der ser på det her«, siger Frej.
»Moderne dans er jo lidt af en niche ...«.
Klar til afgang
Frej var lige blevet færdig på Skolen for Moderne Dans. Det samme var Loa Carlslund og Birgitte Lundtoft. Sammen begyndte de at udvikle ideen om ’The Sailing Project’.
Det skulle foregå på det finske sejlskib.
De fik fat i en større flok unge fra Filmskolen, Teaterskolen, Designskolen, Arkitektskolen og Rytmisk Musikkonservatorium og begyndte i en kollektiv proces at skabe en forestilling med dans, videokunst og musik. Så gik det galt.
»For en måned siden sprang finnen fra«, siger Frej.
Pludselig havde de ikke noget skib.
Men ovre ved Kvæsthusbroen lå et andet gammelt træskib, og om bord på det befandt sig Alice og Henning. De fik ondt af Frej og besluttede at hjælpe ham ud af kniben.
Alice og Henning hedder Sørensen til efternavn. De afviklede for ni år siden deres liv i land og begyndte forfra på ’Havet’. Henning er skipper. Alice er bedstemand eller – som Henning siger – skibsreder. De lever af at sejle rundt med turister på deres rummelige galease.
De gik med til at fragte de unge og deres forestilling rundt i to uger til en favorabel pris. Fra Gilleleje til Helsingør, Hundested, Svendborg, Aalborg, Læsø og til sidst til København, hvor ’Havet’ har sin faste plads.
»Så er vi klar til afgang«, råber Alice.
Klart skib
Det er blevet op ad formiddagen. Henning manøvrerer forsigtigt ’Havet’ ud af Gilleleje havn. Skibene ligger tæt, og havnen er så lavvandet, at galeasen på et tidspunkt er ved at sætte sig fast i mudderbunden.
Hvad er det her for et skib? Hvorfor fanden er det lastet med moderne dans?
En efter en dukker de sytten unge op fra lasten, der er indrettet med kahytter og en salon, hvor der spises og holdes møder. Vi sidder på lastlugen og drikker kaffe, mens ’Havet’ blidt strejfer en lille speedbåd og stævner ud mod Kattegat.
»Den her havn er sgu for lille til os«, siger Henning, da vi med motorkraft lægger kursen mod Helsingør. Vinden er lige i fjæset på os, så det nytter ikke at sætte sejl.
Holdets tre kokke er ved at fremtrylle en brunch i kabyssen. Jeg trækker nedenunder sammen med de andre, men vi har dårligt sat os, før Alice bjæffer oppe fra dækket.
»Når I er færdige med at spise, skal vi have gjort klart skib!«.
Der skal spules og ferskes af på dækket og ryddes op over det hele.
»Der er hele tiden et eller andet, vi skal lave«, siger en af fyrene.
Men de klager ikke. De vasker og spuler og surrer løse genstande fast. Og så går de ned for at holde møde og diskutere, hvad der kan gøres bedre i forhold til premieren aftenen før i Gilleleje. Det er danseren Loa, der fører ordet.
Men ikke ret længe. For nu dukker Alice op.
»Jeg skal bruge tre stærke drenge om fem minutter«, siger hun. »De skal være klar med nogle fendere, når vi lægger til kaj«.
Tro, håb og kærlighed
Vi har Kronborg om styrbord. Solen skinner af og til. Og vi lægger til ved Kongekajen uden de store dikkedarer.
Så begynder ’Havets’ forvandling fra skib til teater. De unge danner kæde og får slæbt enorme mængder af instrumenter, forstærkere, projektører, mikserpulte og højttalere op på dækket eller ind på kajen. To fyre bygger scenen op mellem de to master.
Danserne Loa, Birgitte og Frej skal i gang med at øve, men jeg kan lige nå at spørge dem, hvorfor den her forestilling hedder ’Tro, håb og kærlighed’?
»Vi sad og brainstormede ... så kom den her kliché om sømænd og skibe ... tro, håb og kærlighed«, siger Frej.
»Det skulle bare være en fælles ramme om dans, musik og video«, siger Birgitte.
»Men hvad handler forestillingen mere præcist om?«, vil jeg gerne vide.
