Træning. Forestillingen handler om at være strandet og finde vej. Den handler om drømme, længsler og håb. Her øver danserne Frej og Birgitte i dagslys på galeasen ’Havet’.  Foto: Peter Hove Olesen

Træning. Forestillingen handler om at være strandet og finde vej. Den handler om drømme, længsler og håb. Her øver danserne Frej og Birgitte i dagslys på galeasen ’Havet’. Foto: Peter Hove Olesen

Scene

Turnerende sejlskib omvender de danseforskrækkede

Tre dansere har fyldt en galease og optræder i den kommende uge i en stribe danske havnebyer.

Scene

Det er svært at forstå, hvad manden i den røde skjorte råber. »GRRRROooOOWWL«. Han lyder som forsangeren i et dødsmetalband. Er han begejstret? Er han pissesur?

Han maser forbi publikum og styrer over kajen mod landgangsbroen til galeasen ’Havet’. Han standser ved skibet og sender et støjende grin op mod scenen, hvor tre dansere er midt i deres forestilling. De er klædt i lyse, eventyrlige gevandter og danser til musik, som leveres af et band, der også befinder sig på skibsdækket. En pige spiller sfæriske toner på sin cello.

Manden grynter og prøver at rokke med hovedet i takt til musikken. Men samtidig ser han forvirret ud. Usikker. Hvad er det her for et skib? Hvorfor fanden er det lastet med moderne dans?

Det er sådan set også det spørgsmål, jeg er draget ud for at finde svaret på. Jeg er samme morgen kørt til Gilleleje for at stige om bord på ’Havet’ og sejle med til Helsingør.

»Hvad går det ud på?«, spørger jeg, da jeg sidder og sludrer med Rune Frej Stenholt Mortensen over et krus kaffe på dækket. Han er en af de tre dansere og var den, der fik ideen til togtet. De andre kalder ham bare Frej.

»Sidste sommer lagde et stort sejlskib til ved kajen på Christianshavn, hvor jeg boede. Jeg lærte skipperen at kende, det var en finsk helikopterpilot, der var blevet skilt ...«, begynder Frej sin historie.

»Jeg kunne godt lide tanken om at sejle. Og jeg kunne godt lide at danse. Så tænkte jeg: Hvorfor ikke kombinere de to ting?«.

Det ville være lidt som et omrejsende cirkus, tænkte han. Og så var der en ting mere: Ideen om at optræde foran mennesker, der ikke normalt ville overveje at se moderne dans.

»Det var tanken om at møde andre mennesker end i København, hvor det er den samme lille gruppe, der ser på det her«, siger Frej.

»Moderne dans er jo lidt af en niche ...«.

Klar til afgang
Frej var lige blevet færdig på Skolen for Moderne Dans. Det samme var Loa Carlslund og Birgitte Lundtoft. Sammen begyndte de at udvikle ideen om ’The Sailing Project’.

Det skulle foregå på det finske sejlskib.

De fik fat i en større flok unge fra Filmskolen, Teaterskolen, Designskolen, Arkitektskolen og Rytmisk Musikkonservatorium og begyndte i en kollektiv proces at skabe en forestilling med dans, videokunst og musik. Så gik det galt.

»For en måned siden sprang finnen fra«, siger Frej.

Pludselig havde de ikke noget skib.

Men ovre ved Kvæsthusbroen lå et andet gammelt træskib, og om bord på det befandt sig Alice og Henning. De fik ondt af Frej og besluttede at hjælpe ham ud af kniben.

Alice og Henning hedder Sørensen til efternavn. De afviklede for ni år siden deres liv i land og begyndte forfra på ’Havet’. Henning er skipper. Alice er bedstemand eller – som Henning siger – skibsreder. De lever af at sejle rundt med turister på deres rummelige galease.

De gik med til at fragte de unge og deres forestilling rundt i to uger til en favorabel pris. Fra Gilleleje til Helsingør, Hundested, Svendborg, Aalborg, Læsø og til sidst til København, hvor ’Havet’ har sin faste plads.

»Så er vi klar til afgang«, råber Alice.

Klart skib
Det er blevet op ad formiddagen. Henning manøvrerer forsigtigt ’Havet’ ud af Gilleleje havn. Skibene ligger tæt, og havnen er så lavvandet, at galeasen på et tidspunkt er ved at sætte sig fast i mudderbunden.

Hvad er det her for et skib? Hvorfor fanden er det lastet med moderne dans?



En efter en dukker de sytten unge op fra lasten, der er indrettet med kahytter og en salon, hvor der spises og holdes møder. Vi sidder på lastlugen og drikker kaffe, mens ’Havet’ blidt strejfer en lille speedbåd og stævner ud mod Kattegat.

»Den her havn er sgu for lille til os«, siger Henning, da vi med motorkraft lægger kursen mod Helsingør. Vinden er lige i fjæset på os, så det nytter ikke at sætte sejl.

Holdets tre kokke er ved at fremtrylle en brunch i kabyssen. Jeg trækker nedenunder sammen med de andre, men vi har dårligt sat os, før Alice bjæffer oppe fra dækket.

»Når I er færdige med at spise, skal vi have gjort klart skib!«.

Der skal spules og ferskes af på dækket og ryddes op over det hele.

»Der er hele tiden et eller andet, vi skal lave«, siger en af fyrene.

Men de klager ikke. De vasker og spuler og surrer løse genstande fast. Og så går de ned for at holde møde og diskutere, hvad der kan gøres bedre i forhold til premieren aftenen før i Gilleleje. Det er danseren Loa, der fører ordet.

Men ikke ret længe. For nu dukker Alice op.

»Jeg skal bruge tre stærke drenge om fem minutter«, siger hun. »De skal være klar med nogle fendere, når vi lægger til kaj«.

Tro, håb og kærlighed
Vi har Kronborg om styrbord. Solen skinner af og til. Og vi lægger til ved Kongekajen uden de store dikkedarer.

Så begynder ’Havets’ forvandling fra skib til teater. De unge danner kæde og får slæbt enorme mængder af instrumenter, forstærkere, projektører, mikserpulte og højttalere op på dækket eller ind på kajen. To fyre bygger scenen op mellem de to master.

Danserne Loa, Birgitte og Frej skal i gang med at øve, men jeg kan lige nå at spørge dem, hvorfor den her forestilling hedder ’Tro, håb og kærlighed’?

»Vi sad og brainstormede ... så kom den her kliché om sømænd og skibe ... tro, håb og kærlighed«, siger Frej.

»Det skulle bare være en fælles ramme om dans, musik og video«, siger Birgitte.

»Men hvad handler forestillingen mere præcist om?«, vil jeg gerne vide.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi blev bidt af ideen om at komme UD med dansen.



Der bliver stille et stykke tid.

»Vi ved, at tro, håb og kærlighed kan fortolkes på virkelig mange måder«, siger Loa så. »Vi har valgt ikke at se på ordene som et maritimt tatoveringssymbol. Men mere som relationen mellem mennesker ... Det har været en ret anarkistisk proces, hvor det har været meget op til de enkelte at fortolke tro, håb og kærlighed«.

Det lyder lidt løst, tænker jeg, mens danserne springer op på scenen og begynder at træne nogle trin og spring i det grå lys under de regntunge skyer, der nu fylder himlen.

Efter træningen sætter de sig på scenekanten og forklarer mig, at det også har noget at gøre med kontrasten mellem det rå havnemiljø og det meget finkulturelle, som moderne dans nu engang opfattes som.

»Vi blev bidt af ideen om at komme UD med dansen«, siger Birgitte.

Selv mågerne er med
Temmelig mange mennesker har sat sig til rette på bænke inde på kajen. Et ældre par drøfter, om de kan nå at se hele forestillingen, inden et »spøgelsesshow« begynder oppe på byens torv.

»Spøgelserne starter klokken 22.30, så hvor mon man helst vil være ...?«, funderer kvinden.

Manden når ikke at svare, før det går det løs om bord på ’Havet’.

Det åbner blidt med en fløjten, men der kommer snart mere tempo på. Loa, Frej og Birgitte danser sammen. De danser hver for sig. De fire musikere fyrer mere og mere op. To sejl er spændt ud mellem masterne. Videoklip kastes op på dem – simple, flimrende, poetiske billeder.

Frej stiger op i redningsbåden, der adskiller dansescenen fra musikerne. Han fremsiger en tekst i en megafon. »Jeg er en hval, men også et menneske ... Det er på én gang skræmmende og rart ...«. Så danser han en solo.

Bag masterne sejler en næsten fuld måne over den mørke himmel. En flok skrigende måger blander sig med celloen. Og det lille tog til Gilleleje og Hillerød passerer lige bag publikum med en metallisk hvinen. Det hele griber ind i hinanden.

Og intet virker spor løst.

Den growlende mand i den røde skjorte har været væk et øjeblik. Nu er han tilbage med en hvid plastikpose dinglende i den ene hånd. Han betragter tavst de tre dansere, som med langsomme skridt går mod scenens bagkant, der rager et stykke ud over vandet. Store flammer slikker hen over de udspændte sejl. Danserne træder ud i den tomme luft ...

Og så er det ved at være slut.

Det ældre par sidder her stadig, selv om klokken har passeret 22.30. Jeg selv har heller ikke skiftet stilling i den time, forestillingen varede. Nu rejser jeg mig for at kigge efter manden i den røde skjorte.

Jeg finder ham på en bænk få meter fra ’Havet’. Han ligger på ryggen og ser op i himlen. Han ser ikke spor skidesur ud.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

  • 
    Arkitekt Jørn Utzon viser prototype på etfamiliehus i 1969.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?
    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?

    Henter…

    I dag er der premiere på dokumentarfilmen ’Jørn Utzon – manden & arkitekten’ om den dansker, der bl.a. tegnede Sidney-operaen: En bygning, der regnes med blandt det 20. århundredes mest ikoniske bygningsværker. Men hvordan endte Jørn Utzons hjertebarn, operaen i Sidney, som hans livs tragedie? Og hvorfor frøs danske arkitekter ham siden ud?

Forsiden

Annonce