»Jeg så filmen første gang for et års tid siden, da jeg lige var kommet i kontakt med Peter Langdal om forestillingen.
Fra starten var jeg tiltrukket af, at jeg ikke rigtig kunne finde ud af, hvad det var for en slags historie.
Til at begynde med går de jo bare rundt og siger »Je t’aime, je t’aime, je t’aime« hele tiden.
Hvor er dramaet, tænkte jeg. Men det kommer jo.
Den eneste ene
For mig er ’Pigen med paraplyerne’ en sjældent fortalt historie om, hvordan de fleste af os er nødt til at sige farvel til den første, rene kærlighed og blive voksne og indgå kompromiser.
Guy og Geneviève troede, at de var hinandens eneste ene. Men livet blev sådan, at de ikke kunne være sammen, og det lever de videre med.
Det er det, der gør, at den her film kan være svær at se for moderne mennesker. Vi er opflaskede med film skabt efter et hollywoodmønster. Med ’Så fik de hinanden til sidst’. Men livet er jo mere nuanceret og besværligt end som så.
Flere seksuelle undertoner
Det er selvfølgelig svært ikke at have unge, vidunderlige Catherine Deneuve i baghovedet, når man skal spille Geneviève.
Men jeg skal også gøre rollen til min egen. I min version bliver det tydeligere, at Geneviève ligesom alle andre er et seksuelt væsen.
Døden taber ansigt i komisk-musikalsk genistregIkke at det skal være en forestilling om sex, men jeg vil gerne have, at det seksuelle ligger som en understrøm, så man forstår, at det må være der, de ender, når han skal i krig, og de skal tage afsked.
I filmen er det seksuelle tonet meget ned, hvilket nok er typisk for den tid, den er lavet i.
Som kvindekarakter er Geneviève også præget af sin tid. Hun er meget lysere og mildere end for eksempel Katrine Fønsmark fra ’Borgen’, som jo er den rolle, jeg har spillet mest i min karriere som skuespiller.
Hun har slet ikke den moderne hårde hud, Katrine har. Geneviève ligger længere fra mig, end Katrine gør.
Men hendes følelser kender vi jo alle sammen.
Troen på kærligheden, lysten til at overgive sig til et andet menneske – den slags følelser er jo ikke forsvundet, fordi vi næsten har fået ligestilling. På den måde er Geneviève en repræsentant for, hvordan det er at være menneske.
Sungne replikker
Vi har været i gang med forestillingen on and off i et godt stykke tid nu, og underligt nok har det overhovedet ikke føltes mærkeligt at skulle synge hele tiden.
Der er faktisk noget rart ved at overgive sig til de rammer. Der er ikke noget med at sige: »Vi stryger sgu lige den her linje«.
Men jeg må indrømme, at jeg i starten tænkte: Årh, det er mærkeligt, mand! For de synger jo alt! Og det kan godt være svært at forholde sig til for moderne mennesker.
LÆS OGSÅ Kanoniseret drama betager med vitalt nærvær og klezmermusik
Man tænker: Kan de ikke bare sige, at de skal til frisøren? Hvorfor skal de synge det?
Men det er vidunderlig musik! Og der er noget over musik, der smelter sammen med historiefortælling.
Det rammer nogle strenge inden i mig, som der ellers ikke er adgang til«.
fortsæt med at læse
