Som kanoniseret arvegods er der få stykker, der kommer så højt op på den ærkedanske skala som ’Indenfor murene’. Skægt nok, for Henri Nathansens naturalistiske drama fra 1912 handler jo om en jødisk familie.
Når vi så uforbeholdent kan identificere os med familien Levin, skyldes det, at de er indbegrebet af hygge og familienærhed inden for hjemmets trygge mure. Er der noget mere dansk i teaterhistorien end at bruge hele dramaets optakt på at hygge sig med at spise middag – med kødbollesuppe og oksebryst?






























