Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Rødt. Stortalentet Thomas Hwan er vant til at spille i røde rum. Til november går han totalt i rødt som Romeo i 'Romeo og Julie' på Det Kgl.
Foto: Rune Pedersen

Rødt. Stortalentet Thomas Hwan er vant til at spille i røde rum. Til november går han totalt i rødt som Romeo i 'Romeo og Julie' på Det Kgl.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Romeo-skuespiller: »Jeg har sådan en stor fed vendelbo inden i min krop«

Thomas Hwan fortæller om fire roller, som hver især repræsenterer en side af ham selv.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Bonderøven

Pinocchio i ’Pinocchio’, Aarhus Teater, 2010

Engang imellem kommer det ene gode opkald lige i enden på det andet. Sådan var det for Thomas Hwan i de sidste måneder af 2010. Først var det Det Kongelige Teaters skuespilchef, Emmet Feigenberg, som ringede for at høre, om han ville være en af de syv skuespillere, som sammen med to instruktører, en scenograf og en lysdesigner skulle udgøre teatrets nye eksperimenterende kompagni i kompagniet, Det Røde Rum. Og kort tid efter var det Aarhus Teater, som havde udset sig ham til at spille hovedrollen som alle tiders mest charmerende møgunge Pinocchio i den store familieforestilling, der skulle lægge 2010 i seng.

Det kan måske godt være, at det her er ved at blive til noget, tænkte Thomas Hwan for sig selv, da han lagde røret. Og det var det.

Eller … egentlig var det begyndt at rykke for Thomas Hwan længe før den dag i slutningen af 2010, hvor han pludselig både kunne se frem til en hovedrolle på Danmarks største landsdelsteater og en fastansættelse på nationalscenen. Han havde for eksempel allerede fået Reumerts talentpris for sin rolle i Aalborg Teaters forestilling ’Pornografi’ og inden det kilet sig ind på Statens Teaterskole foran hundredvis af andre ansøgere.

Men Thomas Hwan er nordjyde. Og nordjyder er ikke sådan nogle, som fører sig frem. Ikke engang, når de har noget at have det i.

»Jeg er jo opdraget meget nordjysk. Meget beskedent. Ikke noget med at prøve at være noget. Det er både godt og skidt, tror jeg. Det er skidt, fordi man kan komme til at underspille sig selv. Og det er jo bare dumt, ikk’. Jeg var tit været for ydmyg. Haft en tendens til at stå lidt ude i siden«, fortæller Thomas Hwan, da Politiken møder ham i København knap fire år efter de to opkald. Der er ikke længe til, at han for første gang skal stå på Store Scene i Skuespilhuset, hvor han skal spille en af alle tiders mest ikoniske roller som forføreren Romeo over for Danica Curcics Julie i Det Kongelige Teaters første opsætning af ’Romeo og Julie’ siden 1874. Og når han ikke er til prøver på teatret, spiller han en af de store roller i DR’s nye dramasatsning ’Bedraget’, som har Per Fly som konceptuerende instruktør og kan ses fra januar 2016. Det rykker for Thomas Hwan. Igen.

Thomas Hwan var et år, da en smed og en sygehjælper fra Brovst i Nordjylland hentede ham i Kastrup Lufthavn, hvor han var blevet fløjet til fra et børnehjem i Seoul. Sammen med sin bror voksede han op i en by med 2.755 indbyggere, en idrætshal og en hovedgade, der falder i søvn før kl. 21 hver aften. Og et speedwaycenter, fordi den firdobbelte speedwayverdensmester Hans Nielsen var vokset op i byen. Teater var der til gengæld ikke meget af i Thomas Hwans opvækst. Han var på den obligatoriske teatertur med skolen, men det var først, da han som teenager en sommer tog med nogle kammerater ud og så det lokale amatørteater spille deres årlige forestilling, at han opdagede skuespillet.

»I starten var det mest, fordi det så sjovt ud. Alle ens kammerater var der. Og jeg kunne jo godt regne ud, at teatret ville være en god mulighed for at tale med alle de der tøser, som man ellers ikke lige vidste, hvordan man skulle komme i kontakt med i skolen«.

Så sommeren efter gik Thomas Hwan til audition. Instruktøren var vild med ham og ville gerne have ham med. Problemet var bare, at årets forestilling var ’The Sound of Music’. Og der var der ikke særlig mange roller, som egnede sig til en dreng, der havde Asien mejslet i ansigtet.

»Jeg kunne jo ikke være von Trapp-barn – det ville i hvert fald blive et virkelig mærkeligt von Trapp-barn. Og nazist kunne jeg heller ikke rigtig spille. Så jeg blev dansepartner nummer tre«.

De næste tre somre var Thomas Hwan med i amatørteatrets sommerspil. Da han kom på gymnasiet, spillede han med i skolekomedierne og blev efterhånden også tilknyttet et større amatørteater i Aalborg. Og på et tidspunkt begyndte han at tænke, at det da egentlig kunne være meget sjovt at gøre det her hele tiden.

Lige efter studentereksamen søgte Thomas Hwan ind på landets tre teaterskoler. Han kom lige nøjagtig ikke ind. Men efter den sidste prøve blev han ringet op af Tommy Kenter, som havde siddet i juryen på Statens Teaterskole. Han var pissesur over, at Thomas Hwan var blevet vraget i sidste øjeblik og tilbød nu at undervise ham og en håndfuld af de andre, der ikke var kommet ind på skolen, to gange om ugen. Gratis.

»Det var et virkelig syret opkald at få. Sådan lidt: »Hvad? Hvad siger du? Nu skal jeg lige forstå det ret: Du siger, at hvis jeg kommer til København to gange om ugen, vil du gerne undervise mig to aftener om ugen uden at få noget for det?« Ja, det ville han. Det var megagenerøst. Så det tog jeg selvfølgelig imod«.

Hver tirsdag og torsdag i et år tog Thomas Hwan toget til København fra Aalborg. Når undervisningen hos Tommy Kenter var færdig, satte han sig ind i toget igen, nåede Aalborg kl. 6 om morgenen og mødte ind på lærerværelset på den skole, hvor han arbejdede som lærervikar, kl. halv otte.

»Det der med at være i København ... ah men, prøv at høre ... det var så vildt! Jeg kan huske første gang, jeg stod på Hovedbanegården og skulle til Øster Søgade, hvor Tommy Kenter boede. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle finde derhen. Jeg spurgte en og fik en lang forklaring. Og endte med at tage en taxa alligevel«, fortæller han.

»Jeg er jo en bonderøv. Og det har jeg aldrig skammet mig over. Det gjorde jeg heller ikke dengang, men jeg kan huske, at jeg var ret bevidst om, at jeg ikke skulle tale alt for jysk, når jeg var til de der timer. Jeg skulle heller ikke have en for påtaget københavnsk accent, men den skulle i hvert fald ikke være for jysk. Jeg lød garanteret ret underlig«.

Modsat Thomas Hwan boede de andre fra Tommy Kenters hold alle sammen i København. Og de syntes, at han var lidt sjov, ham nordjyden, der kom ind med toget fra Aalborg hver tirsdag og torsdag aften.

»Jeg stod vildt meget ud, for jeg vidste jo ingenting. Jeg kunne sidde og have en lang, lang samtale om branchen uden at have nogen anelse om, hvem vi talte om. Nogle gange var der en af de andre, der sagde: »Jamen, hvordan kan du have set den og den skuespiller i den og den forestilling, når du ikke bor i København?«. Og så sad jeg der: »Jamen, jeg har måske ikke sådan direkte set hende, men jeg har da på fornemmelsen, også fra det, I siger, at hun er virkelig, virkelig dygtig««.

Men langsomt begyndte Thomas Hwan at føle sig hjemme. At føle sig som en af dem, der ville spille skuespil. Og som kunne det. Året efter kom han ind på Statens Teaterskole. I 2007 blev han færdiguddannet. Og tre år senere stod han altså i Aarhus og skulle til at spille Pinocchio.

»Man skal være ikke bare flabet, men så møgforkælet, så møgegoagtig og så møgligeglad med verden for at spille Pinocchio. Og den barnlige tilgang til tingene, som Pinocchio har, kunne jeg godt genkende lidt af fra mit eget liv. Jeg følte mig jo bare som en knægt på det tidspunkt. Men jeg vidste, at det var nu, det begyndte at rykke. Så da jeg stod på scenen for første gang, tænkte jeg: Nu skal den bare have gas«.

Nordjyden

Fabriksejeren i ’Kagefabrikken’, Det Røde Rum, Det Kongelige Teater, 2013

I foråret 2013 havde Thomas Hwan efterhånden været del af Det Røde Rum i to år. Han havde fået fremragende anmeldelser for sine præstationer i for eksempel ’Det gode menneske fra Sezuan’, ’Macbeth’ og ’Sonetter’, han var på vej til at vinde en Reumert for bedste mandlige birolle, og i et interview i Politiken havde Sofie Gråbøl peget på ham som det unge talent, hun forventede sig mest af.

Men Thomas Hwan var stadig en bonderøv fra Brovst. Og den side af sig selv fik han lov til at udleve i farcen ’Kagefabrikken’, som var skrevet af Christian Lollike og instrueret af Elisa Kragerup. Thomas Hwan spillede Niels, der ejer kagefabrikken Borgsø. Og er bange. Bange for sin kone. Bange for fremtiden. Bange for at gå fallit. Bange for, at han ikke har bestilt mel nok.

»Niels er virkelig en fyr, der bor inden i mig. Jeg er blevet bedre til ikke at være så ængstelig. Eller … jeg har lært, at det er okay at være ængstelig en gang imellem. Jeg giver mig selv lov til at være ængstelig for, om det hele nu går. Om jeg får det liv, jeg går og ønsker mig. Om jeg gør tingene rigtigt, om jeg træffer de rigtige valg. For sådan er det her liv jo. Det er valg på valg på valg. Og man kan ikke undgå at blive lidt ængstelig for dem undervejs«.

Som fabriksejeren Niels skulle Thomas Hwan tale på den nordjyske dialekt, som han i sin tid havde prøvet at skjule hjemme i Tommy Kenters lejlighed. Og han fik lov til at spille en mand, som mindede en hel del om dem, han huskede fra barndommen hjemme i Brovst. Mænd, som kom til at tale sort, når de egentlig ville skælde ud. Mænd, som kom til at tale om slankekure, når de prøvede at fortælle deres koner, at de elskede dem.

»Jeg kan huske, da jeg var en helt lille knægt, at det mest rørende nogensinde var, da min onkel og moster havde sølvbryllup, og han rejste sig op foran 100 mennesker og talte til hende. Det var bare: Du har altid været der for mig eller sådan noget, men jeg kan ikke huske, at jeg havde hørt ham sige noget før. Altså, overhovedet nogensinde. Den menneskelige kamp, det krævede for ham at få de syv ord ud, var en helt vild overskridelse«.

Foto: PEDERSEN RUNE

Allerede året inden, i succesforestillingen ’Sonetter’, havde Thomas Hwan spillet en mand, som havde svært ved at få tingene sagt. Med onklens sølvbryllupstale som inspiration fremførte han en af sonetterne på noget nær det mest akavede nordjyske, som nationalscenen nogensinde havde hørt.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg har jo sådan en stor fed vendelbo inden i min krop. Og Elisa og jeg havde talt om, at det kunne være virkelig sjovt at bruge ham til noget. For der er noget genkendeligt i sådan en mand. Især for fyre, tror jeg. Man tænker: Hvis jeg køber nogle blomster en gang imellem, så er jeg jo dækket ind, for fanden. Men det der med rent faktisk at sige det, det er svært«.

Bæstet

Alle roller i ’Til bæst fra dreng’, Det Røde Rum, Det Kongelige Teater, 2013

Der bor altså en stor akavet nordjyde inden i Thomas Hwan. Men der bor også en aggressiv nordjyde. Og han kom frem, da Thomas Hwan sammen med Det Røde Rums scenograf, Palle Steen Christensen, sidste efterår skabte ’Til bæst fra dreng’. Forestillingen tog form en aften, hvor de to gik på bar og kom til at tale om de forestillinger, de indtil videre havde lavet med Det Røde Rum.

»Og der gik det op for os, at det var nogle meget feminine forestillinger, vi havde lavet. Ikke på en negativ måde, men der er en feminin energi i vores fag, der gør, at det er okay at tale om følelser og være i dem. Og nogle gange kan man godt savne at lave noget, der ikke nødvendigvis skal forstås på den måde. Hvor udgangspunktet er aggressivt. Og hvor det ikke er særlig pænt eller rart. Vi bliver opdraget til, at aggression ikke er i orden. Det er bare noget, du skal lære at styre. Men det bor jo inden i os alle sammen«.

De to blev enige om at bygge forestillingen op som et mareridt. Thomas Hwan var alene på en helt sort scene, som kun var oplyst at de lommelygter, publikum på den forreste række var blevet udstyret med. Med publikum som lysdesignere ændrede forestillingen naturligvis karakter aften efter aften. Og sådan skulle det være. Dels fordi Thomas Hwan og Palle Steen Christensen gerne ville involvere publikum mere, end de hidtil havde haft mulighed for i Det Røde Rum. Dels fordi forestillingen skulle være ligesom aggressionen: ikke helt til at styre.

Inden premieren havde de to talt en masse om aggression, og hvordan man får afløb for den.

»Det havde vi fået på meget forskellige måder. Jeg vil ikke sige, at jeg er aggressiv, men da jeg var yngre, kunne jeg godt drikke mig fuld … altså, det der med at slås er ikke så usædvanligt i Nordjylland. I København tænker man straks, at det er noget, der involverer en kniv, men deroppe er det noget med, at hvis man lige ser lidt skævt til en fyr, så kan man altså godt få en på hovedet. Og så kan man godt lige give en tilbage. Det har nok været et afløb for mig. At være lidt provokerende og se, hvad der sker«, fortæller han.

»Med Palle var det helt modsat. Han havde været bange for alt. Hvis der var nogen, der begyndte at råbe højt eller smøgede et ærme op, var han væk. Han er ellers fra Rødovre, og jeg havde altid tænkt: Rødovre, det er jo garanteret helt sygt derude. Men nej, der var sygest oppe i det idylliske Nordjylland«.

Forføreren

Romeo i ’Romeo og Julie’, Det Kongelige Teater, 2014

For tiden går Thomas Hwan rundt og forbereder sig til at spille en manderolle, der hverken er særlig akavet eller særlig aggressiv. Som udgangspunkt i hvert fald. For i Thomas Hwans hænder kommer Romeo til at være mere end den ikoniske heltefigur, der ikke laver så meget andet end at være forelsket.

»Den der slikkede førsteelsker, som kun er god, er der ingen moderne mennesker, som tror på. Man er nødt til at have noget af det onde med, for at vi køber den. For vi er ikke der længere i vores samfund. Der er ikke noget i fyren, der bare forsørger en familie og ser godt ud. Cowboyen, ikk’? Han er på vej ud«.

Alligevel er der noget ved den klassiske historie om Romeo og hans Julie, som stadig virker tiltrækkende på den moderne mand, mener Thomas Hwan.

»Jeg har altid tænkt: Hvorfor helvede er det, den her historie er så ikonisk? For der findes jo 15 andre, der er præcis som den her. Men jeg tror, det er, fordi den er så ren. Det er den ultimative kærlighed uden kompromis. Og det er ikke mere end det. Der er ikke noget andet, der fylder, end de to mennesker. Og hvis jeg forestiller mig, hvordan jeg vil leve mit liv med en kvinde, er det da på den måde. Bare uden giften, selvfølgelig«.

Hvor Romeo aldrig tvivler på sine følelser for Julie, står det helt anderledes til med den anden hovedrolle, Thomas Hwan spiller dette efterår. Som den ene halvdel af et moderne par i Husets Teaters forestilling ’Ilt’ er han hele tiden i tvivl. Om kærligheden. Men også om den verden, som måske er ved at styrte ned over ham.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg er selv en blanding af de to roller. Ligesom min karakter i ’Ilt’ kan jeg godt bitche over alle de krav, der er til os moderne mænd. Hvordan fanden skal vi både kunne være så fucking følsomme og forstå kvinder og forhold og alt det der og samtidig kunne smide skovmandsskjorten og rykke hende rundt og være helt vild? Man skal være et svin og kunne lave biler, samtidig med at man skal være god til at lave mad og huske på, at VI er gravide. På den anden side har jeg da også lyst til at forføre. Til at være Romeo, som ikke ved en skid andet, end at han bare må følge den ene drift, der handler om hans kærlighed til Julie«.

Med rollen som Romeo og et DR-drama ventende ude i fremtiden står Thomas Hwan måske foran sit store folkelige gennembrud. Men det tager han meget roligt.

»Det er sgu ikke noget, jeg tænker så meget over. Jeg tror godt, jeg kan finde ud af at være sådan en, der bliver genkendt. Men jeg har det nok stadig bedst med at stå lidt ude i siden«.

Ilt. 13. sept.-11. okt. Husets Teater, Kbh. V. www.husetsteater.dk

Romeo og Julie. 5. nov.-13. jan. Det Kongelige Teater, Kbh. K. www.kglteater.dk

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden