DØDSHUMOR. Midt i al meningsløsheden er der en gakket anarkistisk humor i 'Post No Bills'. Foto: Per Morten Abrahamsen

DØDSHUMOR. Midt i al meningsløsheden er der en gakket anarkistisk humor i 'Post No Bills'. Foto: Per Morten Abrahamsen

Scene

Sekshjertet danseforestilling ligner et hovedværk

Kitt Johnson slår med ’Post No Bills’ fast, at hun er en ener i den danske danseverden.

Scene

Hvad er der tilbage, når der ikke er noget tilbage? Når et menneske har fået frataget alt: arbejde, hus, pension, fremtid, menneskelighed?

Med det spørgsmål starter ’Post No Bills’, der med danser og koreograf Kitt Johnsons egne ord er en undersøgelse af krisen som skabende transformator.

Et muligt svar er stor kunst, der i sig selv kan transformere mennesker. Forandret føler jeg mig i hvert fald efter en time i selskab med Johnsons nye solo, der ligner et hovedværk i de seneste års krisekunst.

Tøvende, ængstelige, prøvende

Vi træder ind i en tom og kold fabriksbygning et sted på Carlsbergs enemærker på Vesterbro. Det er som at træde direkte ind i apokalypsen. Bygningen formelig dirrer under den infernalske isstorm af lyd fra komponist Sture Ericsons computere. En lyd, der har revet alting med sig – alle friværdier og boligbobler – og efterladt livet blottet ind til benet.

Her rejser sig nu skyggen af et menneske, som bevæger sig langsomt imod os. Med sin sorte kedeldragt, handsker og elefanthue ligner det en bz’er eller en mørk slægtning til Pussy Riot. Men det er mere butoh end bz, mere udstødt eksistens end russisk girlpower.

Bevægelserne er tøvende, ængstelige, prøvende. Som løsrevet fra deres oprindelige forankring i en virkelighed. Skikkelsen laver noget, der ligner et arbejdes bevægelser, men hvor der ikke længere er noget arbejde. Eller hun stiller sig op som et forvirret trafiksignal uden trafik. For der er ikke andet her end en ørken af oplyst beton og hvidt støv, der sætter sig i den sorte dragt.

Er det overhovedet et menneske? Den – eller det – har ikke noget sprog, kun en tør rallen, som et dyr, eller snarere et ikkemenneske. Det nøgne menneske, homo sacer, som filosoffen Giorgio Agamben har skrevet om, og som er uden rettigheder, uden for lov og ret. Alle de desperate skæbner, vi har set på tv-skærmen i de seneste år, fra overfyldte flygtningebåde på Middelhavet til demonstrerende bedstemødre på Syntagma-pladsen i Athen. Alle dem synes dette vævre lille væsen at bære i sig.

Men så åbner hun kedeldragten ind til den nøgne mave, der pulserer som et nøgent hjerte. Eller hun opdager fingrene på sin højre hånd, der blafrer som en sommerfugl. Eller hun kaster sig ud i en gakket, sidelæns runddans for én – og for sommerfuglen – med lidt pjusket hår hængende ud under elefanthuen. For desperationen er ikke uden humor hos Kitt Johnson, og når der ikke er noget tilbage, er der dog den spas, vi selv finder på.

Lidelse og smerte

Sammen med komponist Sture Ericson og lysdesigner Mogens Kjempff har Kitt Johnson skabt et stærkt og væsentligt værk om mennesket, når der ikke er noget menneske tilbage eller vi bare har mistet menneskeligheden.

’Post No Bills’ giver den enkelte menneskekrop sin skrøbelighed tilbage, sin nøgenhed, sin singularitet. Værket minder os om, at vi er blevet immune over for den andens lidelse og smerte. Måske fordi vi har set for meget af den på en skærm. Måske fordi der er så meget af den.

At kurere vores immunitet er et arbejde, en anstrengelse, ja en etisk fordring. Og det arbejde gør Kitt Johnson. Med et enestående nærvær, en opvakt ånd og en nådesløs disciplin.

Eller, som hun skriver i programmet, efter filosoffen Otto Friedrich Bollnow: »Menneskelivet er ikke bare noget, der er, det skal overtages«.

Når der ikke længere er noget tilbage, er der altid dansen.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce